fredag den 3. august 2018

Camino 2015 - Langs Biscayabugtens kyst - Endelig færdig!



Om det var årets sommer med varmerekorder og tropenætter, eller om det var andre ting, der fik det til at trække ud, er ikke til at sige, men nu er Camino 2015 lagt ud, så den kan læses nedenfor i højre side. Jeg synes selv den er vellykket med mange gode billeder, for under redigeringen blev det klart for mig, at jeg slet ikke er færdig med at gå Camino. Det var en oplevelse!

Det er slet ikke til at beskrive den glæde, jeg oplevede undervejs. Caminoerne i 2010 og 2012 var også dejlige, men måske var det nærheden til havet, der var den store forskel? Undervejs blev jeg svalet af kølende briser, der fór ind over land og omsluttede mig. Måske var det mødet med nogle nonner, der sang Bob Dylan, eller at jeg mødte det hjemlige i form af en hot dogs? Eller skønheden i Guggenheimmuseet i Bilbao? Eller var det glæden over fiskene, der svømmede rundt om fødderne på mig, når jeg efter en lang dags vandring hengav mig til en velsignet svømmetur i det klare vand?

Jeg har ikke fortrudt en eneste af mine vandringer, og lysten lever mere end nogensinde, men i april 2017 blev jeg syg med nedsat pumpekraft i hjertet, og mine hofter er lidt slidte, men alligevel lever drømmen om at gå Caminoen i sin fulde længde stadigvæk. Jeg er nu gået på pension, og jeg kan selv vælge, hvor meget tid, jeg vil bruge, hvor og hvornår jeg vil gå og i det hele taget tilrettelægge caminoen bedre efter min formåen.

Så her til august starter jeg i et forløb, der gennem kost og træning forhåbentligt kan give mig de resourcer, der skal til, for at jeg kan komme afsted igen.

Buen Camino!

fredag den 30. marts 2018

Camino 2015 - Langs Biscayabugtens kyst - under udarbejdelse


Så er jeg endelig kommet i gang med at bearbejde dagbogen fra min Camino del Norte i 2015, hvor jeg gik fra Biarritz til Santander, hvor jeg fulgte det meste af kysten. En utrolig smuk tur, men også meget krævende.

Alle de små idylliske kystbyer lå som perler på en snor, til tider også med indbydende strande, og det kan være svært at modstå at hoppe i vandet efter timers svedig vandring. Og det gjorde jeg heller ikke. Det er nok den camino, hvor jeg har taget mig tid, og ikke bare suse afsted. Især tog jeg tid til at nyde San Sebastian og Bilbao, hvor Guggenheim museet næsten er et must, hvis man er til kunst!

Turen er udfordrende. Du går ad besværlige stier op, over bjerge, hvor det er vigtigt at have godt med vand med, men så vil du også møde dejlige alberguer, især la Cabaña del Abuelo Peuto i Güemes var en behagelig oplevelse og et dejligt sted, som man ikke bør snyde sig selv for.

Men alt det vil jeg fortælle om, når jeg lægger dagbogen ud på et tidspunkt!

tirsdag den 23. januar 2018

Camino 2012 - Fra de høje bjerge til det klare vand!

Så er det lykkedes at få billeder og tekst fra min næste camino redigeret og lagt ud. Håber I vil finde den spændende og inspirerende, men også udlede hvor forskellig den var fra den første camino i 2010.




Som et højdepunkter kan nævnes:
  • Pyrenæerne med de store bjerge og alle orkideerne
  • Estación Canfranc - den nedlagte jerbanestation
  • Leon -  Katedral og tapaz
  • Sørøverbaren i Finnisterre
  • Alle de søde Pilgrimme fra hele verden
Noget, jeg har lært fra mine caminoer er at holde turistgenet i ave, så det ikke bliver en konstant opsøgen af historiske steder, museer, mv. for der er rigtig mange spændende steder undervejs, som rummer en historie, der også er værd at interessere sig for, og ikke mindst forsøge at tale med lokalbefolkningen, som jeg altid har oplevet venlig og imødekommende.

I stedet planlagde jeg med et ophold i Leon, og der valgte jeg så at være i to dage for at restituere, se seværdigheder og nyde kulturen. Det gør jeg også i 2015, hvor jeg bliver to dage i Bilbao. (Denne Camino bliver den næste, jeg lægger op.

Jeg har forsøgt at lære spansk på kurser herhjemme, og det hjælper da lidt med nogle gloser, men man kan sagtens klare sig med engelsk, men ude i de små byer kan man ikke forvente at alle indbyggere taler engelsk. Et godt tip er at man fortæller, at man kommer fra Danmark og kender fodboldspilleren Michael Laudrup. Ham kender de også de små steder. :-)

Når jeg nu 5 år senere læser beretningen under redigeringen og ser billeder fra turen, trækker det stærkt i mig til at komme derned igen, men i 2017 blev jeg hjertepatient og måtte aflyse min planlagte camino 2017, som skulle have været en fortsættelse af caminoen i 2015.

Jeg bliver 65 år i år og går på pension til september, og det var min plan at vandre hele ruten og ikke kun de bidder, jeg hidtil har gået. Tiden må vise, hvad det bliver til.



onsdag den 17. januar 2018

Camino 2012 - Er under redigering!

Jeg er nu i fuld gang med at redigere teksten og billederne til min Camino i 2012. Teksten er færdig, men jeg mangler at få billederne på plads.

I Camino 2012 fortæller jeg om den gamle jernbanestation Canfranc Estación, som jeg passerede først på ruten ned fra Pyrenæerne, og som jeg i 2014 igen besøgte på en almindelig ferie for at fotografere mere indgående.

Problemet med at være pilgrim, er at hovedformålet er at gå, og for mange i eftertænksomhed og ro, og derfor er der sjældent lejlighed til at lege turist, for gør man det, så mister pilgrimsturen focus, synes jeg. Det er derfor bedre at gøre som jeg, vende tilbage som turist til de spændende steder på en senere tur, fx som jeg gjorde i 2014.

Selvfølgelig ser jeg også nogle ting, for ind i mellem lejer jeg mig ind på et hotel og bliver der et ekstra døgn, mest for at blive restitueret, få vasket tøj og få sovet ordentligt. Ved den lejlighed besøger jeg museer, katedraler mm.

Glæder mig til at dele Camino 2012 med jer.

fredag den 29. december 2017

Endelig på plads - 2010 Camino - De første skridt skaber pilgrimmen


Efter en del besvær lykkedes det at få tekst og billeder fra min Camino i 2010 flyttet fra min tidligere rejseblog på Travelmarket.com, som nu er lukket, over i en ny blog.


Jeg håber at mine oplevelser kan være med til udbrede kendskabet til Caminoen i Spanien og andre steder, samt inspirere til selv at foretage en pilgrimstur. I mit tilfælde motiverede det mig til nye vandringer senere.

God fornøjelse med læsningen.

Torben Jessen