 |
| Frokost i Santander på markedsplads! |
Åh. hvor var jeg bare klar til at drage på Camino igen. Jeg glædede mig som et lille barn. Planlægning var der ikke meget af. Jeg skulle afsted for 4. gang, så jeg vidste at alt, hvad jeg behøvede var fly ud og hjem, hotel ved ankomst og afgang og så euro. Resten ville gå af sig selv.
Jeg skulle gøre nordruten færdig fra Santander, hvor jeg var stoppet sidst, efter at have gået en skøn camino langs kysten, mødt dejlige mennesker, drukket munkeøl på et kloster og sikkert meget mere. Forventningen var, at det kun kunne blive bedre frem mod Santiago! … Men jeg ville have været skrækslagen, hvis jeg havde vidst, hvad der ventede mig. Læs selv.
Alt var klar i starten af året, til jeg skulle rejse til Santander for at gøre Nordruten færdig, som jeg var startet på i 2015. Hvis der var noget, jeg var god til, så var det at organisere. Det skulle være i juli måned, høj sol, masser af varme, skønne strande, smuk natur, lækre pinchos, dejlige mennesker fra hele verden, mums…...
Der var gået 2 år siden jeg sluttede i Santander, og jeg havde besluttet mig for, at jeg i 2017 ville gøre ruten færdig. Ikke mindst, fordi jeg i 2018 gik på pension, og så ville jeg gå hele Camino Frances næste gang.
Jeg gik derfor i gang med at planlægge. Fik bestilt fly frem og tilbage, og som noget nyt ville jeg for første gang prøve AirB&B i stedet for hotel, når jeg kom til Santander. Jeg bookede dog et hotel i nærheden af lufthavnen, hvor jeg skulle flyve hjem fra, til den sidste aften.
 |
| Humøret var i top! |
Julen 2016 startede fint med at opfylde en drø, nemlig hen over jul og nytår at køre til Berchtesgaden for at stå på ski, så jeg var i træning, når jeg skulle med venner på skitur i uge 7. Jeg havde en dejlig uge dernede, hvor jeg nede fandt og spiste på den nok bedste græske restaurant, jeg nogensinde har været på. Maden var bare så lækker, vinen fremragende og personalet rart og venligt. For som de sagde, de afviste aldrig en gæst, fandt altid et sted til ham ved et bord. Det syntes jeg, var sympatisk.
Hvad der, ud over det historiske med Hitlers ørnerede og den smukke natur med Europas højest liggende bjergpassage, var forretningslivet. Berchtesgaden er en by på størrelse med Tønder, ca. 8000 indbyggere. Der var butikker over det hele, sågar 2 hattebutikker. Ikke noget med butiksdød her. Også kroer og restauranter var fyldte. Tyskerne gik meget mere ud at spise, end vi gør i Danmark. Jeg troede det lå i, at deres Internetforbindelse var dårlig, så handel den vej ikke var mulig, men det var det ikke.
Jeg havde så spurgt, om det var muligt at få plads til nytårsaften, hvortil de svarede, at jeg bare kunne prøve at kigge derned. Det gjorde jeg så, men da jeg kiggede ind gennem vinduet kunne jeg godt se, at de havde lovet mere end de kunne holde. Jeg skulle alligevel hjem nytårsdag, så jeg besluttede at køre hjem om natten, og så tage et hvil undervejs. Ved midnatstid passerede jeg München, og jeg skal love for, at der var noget af et festfyrværkeri i gang. Der fik jeg noget for pengene.
Der var meget tåget, så jeg brugte ca 15 timer på at køre hjem til Danmark. Det var 3 timer mere end nedturen.
I uge 7 skulle jeg med vennerne på skitur til Val Gardena i Italien. Et sted, som vi havde været på flere gange.
De første dage gik fint, og jeg kunne mærke, at det havde hjulpet at træne forinden, men så om onsdagen blev jeg slæbt med til Canezei området, og der blev jeg voldsomt udfordret, og det endte med, at, da vi var nået til 13-tiden, jeg meddelte de andre, at jeg ikke kunne klare mere, og ville tage en bus hjem.
Jeg forsøgte at komme over til busområdet, men det viste sig, at pisten dertil var lukket på grund af manglende sne, da jeg var kommet derover. Da jeg var kørt nedad, måtte jeg vandre tilbage til en lift for at komme ned til en anden bus. Det blev en sej kamp, og da jeg stod ved busstoppestedet og forhørte mig om busafgange, viste det sig, at der ingen bus gik til mit område.
Løsningen blev derfor en taxa, der kørte mig og et andet hold skiløbere det meste af vejen, indtil jeg kunne tage lokalbussen tilbage til hotellet.
Det viste sig at have været så anstrengende, at jeg ikke magtede at stå på ski næste dag, så vi aftalte, at jeg skulle tage en lift op til et pausested, så jeg kunne mødes med de andre på en restaurant på bjerget. Det blev også en anstrengende tur, fordi jeg måtte gå en lang vej fra liften til spisestedet, men op kom jeg, badet i sved.
Så fik jeg en glædelig sms fra min yngste søn om, at han havde fået en dejlig lille pige, og jeg blev så glad, at jeg spenderede en omgang til hele rejseselskabet om aftenen. Det skulle da fejres. Jeg startede ud med at fortælle om, hvordan jeg havde slidt og slæbt mig rundt i pisterne, at de andre havde svigtet mig så forfærdeligt og meget mere af samme skuffe. Jeg er altid god til at smøre tykt på, men sluttede med, at jeg godt kunne tåle det, fordi jeg jo havde fået et nyt barnebarn, og derfor gladelig gav en omgang, selv om jeg samtidig kunne se euroerne blæse afsted i vinden. Men faktisk svarede det bagefter til, hvad min bofælle og jeg havde drukket i hele ferien. De må have været meget mådeholdne. :-)
Næste morgen var jeg igen træt, og jeg ville bare op at stå ved træningsbakken, den blå piste, men selv her, hvor det var let, kunne jeg ikke styre benene, så jeg sluttede og lagde mig op til liftens restaurant, der havde en terrasse med solseng. Det var heller ikke at foragte, for der er faktisk en del varme på pisterne. Senere på dagen tog jeg ned til hotellet, og jeg kom ikke til at stå på ski mere den dag, og dagen efter gik det hjem. Jeg skulle bare vide, hvad der ventede mig.
Jeg kom igennem marts og ind i april, men om fredagen, hvor jeg plejede at have mine to børnebørn, et par piger på 7 år, mærkede jeg en stor træthed sidst på aftenen, da de var blevet hentet. Det undrede mig, men jeg tænkte det var resultatet af en uges udfordrende arbejde, kombineret med aktiviteterne med børnebørnene, så det fik da en tanke, men heller ikke mere.
Fredag den 8. april gik det så galt. Efter børnebørnene var blevet hentet ved 21tiden, så stod jeg på mit kontor. Jeg havde en kongelig porcelænsfigur i hånden, som jeg ville undersøge prisen på ved hjælp af min mobil. Men jeg kunne ikke finde nogen pris. Jeg tænkte, jeg ville prøve en sidste gang, men pludselig blev jeg svimmel og faldt om, lige efter jeg havde sat figuren på plads. Sikke en forskrækkelse!!!
Det hele står meget tåget, men her er hvad der videre skete: Jeg kan ikke huske, om jeg besvimede, men jeg fik i hvert fald krabbet mig hen efter min mobil og derefter ind i sofaen, hvor jeg sad et øjeblik hivende med vejret. Mine tanker var forvirrede, og samtidig prøvede jeg at finde ud af, hvad der var rigtigt at gøre.
En uge tidligere havde jeg været i København for at se musicalen: Saturday Night Fever, og netop som jeg gik gennem døren til teatret blev jeg utilpas og svimmel. Dørvogteren greb mig, fik mig hen at sidde og gav mig en flaske vand. Efter nogen tid fik jeg det bedre, så jeg tog det som stress og gik op og så musicalen. I bagklogskabens klare lys var det et forvarsel, jeg skulle have reageret på, og jeg burde være gået til lægen, da jeg var kommet hjem.
Jeg besluttede mig for, at det var for alvorligt til at se tiden an og ringede til vagtlægen, som øjeblikkelig sendte en ambulance og en læge, og så gik det til Odense. Hold da op, hvor blev jeg forfærdeligt skidt tilpas under transporten. Det var helt galt, hvorefter lægen, der sad ved min side og vågede, sprøjtede en medicin, der hed Cordarone ind i min blodåre, og mirakuløst - på et sekund blev jeg mig selv igen. Lægen fortalte mig bagefter, at jeg havde haft en puls på 300. Mega farligt! Puha!
Jeg blev de næste dage undersøgt på kryds og tværs, og dommen var, at mit hjertes pumpekraft var nede på 25%, så det var ikke noget under, jeg blev dårlig. Scanninger viste, at jeg havde ar efter en tidligere blodprop i hjertet, men det kunne ikke være den, der nedsatte pumpekraften, så løsningen blev, at jeg skulle medicineres og have indopereret en ICD, dvs en avanceret pacemaker, der kunne sætte pulsen op og ned efter behov, men som også kunne give stød, hvis jeg faldt om igen.
Mange spurgte mig bagefter, om jeg ikke var blevet forskrækket? Det var jeg ikke, og jeg tror det skyldtes, at indsprøjtningen bragte mig hurtigt tilbage til normalen igen.
Efter 14 dage kom jeg hjem og begyndte at genoptræne fysik og hjerte. Det gik fint og jeg kunne mærke energien komme tilbage. Hospitalet fulgte mig, og jeg afgav ofte blodprøve, og så blev medicinen justeret efter det. I dag har jeg det fint med hjertet, der nu er oppe på 75% i pumpekraft.
På grund af ovennævnte måtte jeg til min store fortrydelse aflyse caminoen, men det lykkedes mig, at få pengene for hotellet til tilbage, men fly og B&B satte jeg til. Jeg bad den søde kvinde, jeg havde lejet ved om at købe noget godt til sig selv. Hotellet bad dog om, at få dokumentationen for sygdom, og så kom pengene.
Men så regnede jeg med i stedet at kunne gå på Caminoen i sommeren 2018. Men nu var der andre fysiske problemer, der kom i vejen. Sidst på året 2017 begyndte jeg at gå dårligt, og det tog til, hvorefter jeg i 2018 blev røntgenfotograferet, hvor det viste sig, jeg havde slidgigt i hofterne. Det var dog for tidligt at operere, så jeg fik besked på at slanke mig og motionere. I skrivende stund har jeg tabt 7 kg, men det er ikke nok, selv om jeg har en følelse af, det hjælper.
 |
| Drømmen lever stadig og jeg er her endnu! |
Jeg er medlem af en Facebookgruppe, hvor jeg følger med i beretninger, spørgsmål og ser billeder, og jeg vil så gerne... Måske næste år siger jeg så, og er begyndt at planlægge en Europarejse i stedet, hvor jeg vil ud at se alle de steder, jeg gennem årene har været fascineret af.
Det bliver så i bil, men det kommer der en beretning om senere. Facebookgruppen hedder "Camino for begyndere"!
Min ICD - pacemakeren - fungere fint og jeg mærker ikke til den i det daglige. For noget tid siden var jeg til kontrol på Aabenraa sygehus. Sygeplejersken lagde en enhed på mit bryst, der kunne skabe forbindelse til ICD'en, bluetooth. Hun aflæste funktionen og fortalte mig, jeg havde batteri til 7 år endnu. Hun skruede så op for pulsen, og tænk, det var helt som at blive forelsket! ;-)
Når jeg sover om natten, overfører den automatisk data til et modem, jeg har stående ved min seng, som sender dataene videre til Odense Universitets Hospital. Der bliver virkelig passet på mig.
En anden historie, jeg forsøger at binde folk på ærmet er, at når jeg banker på den 2 gange, så begynder den at optage, hvad vi snakker om. Når jeg banker én gang, så stopper den. Jeg kan så gå hjem og stille mig ved computeren, overføre samtalen til denne, for derefter at lægge den på Facebook.
Da min sidste chef, jeg havde, inden jeg gik på pension, en dag spurgte til mit helbred, fortalte jeg historien, hvor til hun svarede: "Utroligt, hvad man kan i dag!" - Så tænkte hun sig om: "Du ta'r pis på mig!" Det var lige, hvad jeg gjorde! :-)
Jeg fortalte det også en aften, jeg var til fest, til en god, men noget nærtagende veninde, hvorefter hun blev sur, sagde meget bestemt: "Det gør du ikke!" , hvorefter hun ikke snakkede med mig resten af aftenen.
Da jeg et par dage senere skulle se fodbold sammen med hendes mand, fortalte jeg om, hvor sur hun var blevet, svarede han med et lille grin: " Jo, det havde hun brokket sig over til ham, da de var kommet hjem!" Måske skulle jeg bruge historien til en aprilsnar!
Jeg tager afsted den 8. april 2019 på 2 årsdagen for mit fald, og når jeg er længst væk fra Danmark er jeg i Gibraltar. Midtvejs i forløbet har jeg bestilt et kursus ved firmaet Tid til Ro, der afholder kurser rundt omkring i verden med temaer som bl.a. vandring, mindfulness og Yoga. Det lyder dejligt, for kurset er meget rummeligt. Man behøver ikke spise sammen med andre eller deltage i aktiviteterne, hvis man gerne vil være for sig selv. Jeg skal være i nærheden af Granada i Andalusien.
26. marts 2019.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar