Camino 2015 - Langs Biscayabugtens kyst

© Torben Jessen, Januar 2018.

Når der i guidebogen om Nordruten af Henrik Tarp står, at nordruten til Santiago de Compostella i Nordspanien er udfordrende, så skal det faktisk forstås bogstaveligt. Ruten følger kysten og er krævende, så en god form er bestemt på sin plads. 
Det mærkede jeg ikke i starten, hvor mit udgangspunkt var Biarritz i Sydfrankrig. Men senere stødte jeg ind i bjerge og skråninger, og særligt ét sted kom jeg til at gå meget langt opad, måske 3/4 af turen, før det gik nedad igen. Det var udmarvende, fordi jeg løb tør for vand!
Men det blev til gengæld opvejet af de små kystbyer, der lå som perler på en snor og lokkede én for at skifte vandring ud med badeliv. Så smukt!

Jeg husker fx, da jeg traskede ned til strandpromenaden i San Sebastian, hvor smukt og indtagende oplevelsen var, og at det var umuligt for mig at gå videre. Det klare vand, stranden og de badende fik mig til at sidde med den følelse af behov for bare at nyde det. Jeg blev derfor en ekstra nat på stedet.

Senere på ruten, da jeg en formiddag sejlede med en lille båd over et smalt farvand mellem Laredo og Santoña gik jeg rundt om mig selv flere gange, fordi det trak så forfærdeligt i mig efter at blive. Desværre var der ingen overnatningsmuligheder ledige, der var til at betale sig fra, så jeg måtte videre. Til gengæld blev jeg to nætter i Bilbao, hvor Guggenheimmuseet med udstillingen om den unge amerikanske maler, Jean-Michel Basquiat, var en kæmpe oplevelse.

Jeg tror pointen er, at selv om man er på pilgrimsvandring, så skal man huske ind i mellem også at give sig tid til at nyde det, og frem for alt ikke føle dårlig samvittighed over ikke at være i gang hele tiden..
Men alt var som skrevet ikke lutter lagkage. Læs selv beretningen herunder.



Optakt


Efter at have gået to caminoer i 2010 og 2012 følte jeg mig ikke længere på usikker grund, men læste dog alligevel i Henrik Tarps bog om nordruten, men ellers var det bare at pakke og derefter se at komme afsted.

Ruten skulle gå over London Stansted til Biarritz i Sydfrankrig, og derefter hjem fra Santander. 
Noget ,jeg har lært at gøre fra de andre ture, er at bestille et hotelværelse i nærheden af lufthavnen (eller nær bussen derhen), når jeg kommer derned og ligeså, når jeg skal hjem. Gerne 2 overnatninger før hjemturen, så jeg også får tid til at se mig lidt omkring. Hvad der er derimellem, tager jeg som det kommer. Skulle det gå galt med tiden, kunne jeg altid springe på en bus. 




Billund - Biarritz, Sydfrankrig

2.7.2015

Mads (min store søn) kørte mig op kl 4 om morgenen. Det var ikke meget søvn, det blev til, da der var meget, jeg skulle nå, inden jeg gik i seng. Når man skal være væk i 3 uger, så skal hus og have være ordnet, og alle ender på arbejdet være færdige. 

Om eftermiddagen dagen før havde jeg spist sushi ved Julia (svigerdatter, der har Sushi-Room i Haderslev), og Emilie (barnebarn) var dernede, og så tog jeg hende med hjem. De havde ikke fået at vide, at børnehaven skulle i dyrehaven, så Julia havde i stedet taget hende med på arbejde. 

Da vi kom hjem hyggede hun sig med legetøj, mens jeg pakkede. Hun fandt også havens trold, som Nicoline (mit andet barnebarn) og jeg havde lavet af det gamle æbletræ. 
Anders (hendes far) hentede hende, og vi snakkede lidt, indtil jeg kørte ud for at sige farvel til Nicoline, Mads og Kirstine.
Nicoline havde fået badebasin med lille gummibåd og havde leget med den et par timer, så hun måtte ikke mere, da jeg kom. Hun ville ellers rigtig gerne...:-)
Mads og Kirstine bød på grillpølser, og det var dejligt lige at få noget typisk dansk, inden jeg skulle ned til snegle og frølår....:-)..hvilke jeg nu ikke spiser. Har prøvet snegle i hvidløg, og de smager ligesom rejer, synes jeg, og så vil jeg hellere rejerne.


Men turen til Billund var hyggelig, og jeg blev bare sat af, så Mads kunne køre hurtigt hjem igen.

Jeg fik morgenmad i Billund ligesom sidste gang. En morgenmenu med fanølaks, ost, yoghurt m. musli og til slut småtskårne frugter. Det smagte dejligt, men da det tog nogen tid, inden jeg fik det, måtte jeg skynde mig, fordi der blev kaldt til boarding.

Flyveturen til London gik godt, havde vinduesplads, men sov det meste af turen. Der var heller ikke noget at kigge efter, da der var skydække. Jeg kom derover ved 7 tiden lokaltid, altså havde indhentet en time, skulle jeg vente 6 timer på at komme videre til Biarritz. 

Derfor fandt jeg en græsplæne, hvor jeg kunne brede mit liggeunderlag ud, så jeg kunne få indhentet den manglende søvn.

Ved middagstid var jeg tilbage i terminalen, og fik  en times tid senere min rygsæk tjekket ind, og så ventede jeg bare på at gaten åbnede.
Men det viste sig, at den var forsinket, og jeg tror ca. en halv time. Derefter måtte vi gå til gaten, hvor vi igen måtte vente. I det store og hele kom jeg en time til halvanden senere til Biarritz. Så det var godt, jeg ikke havde satsen på en jernbanebillet samme dag.


Jeg fandt hurtigt mit hotel, som jeg havde booket i nærheden af lufthavnen.




Efter jeg havde tjekket ind, vandrede jeg i aftenstemningen ned i Biarritz for at finde et sted ved havnen, hvor jeg kunne spise.


Jeg fandt et sted, hvor fiskerne havde deres små både i bassiner, der var beskyttet af høje mure. 
Jeg valgte en menu, for det mente jeg var det letteste. Men det viste sig at være et dårligt valg. Jeg fik blæksprutte til forret, en sej bøf med pommesfrites og jordbærmousse til dessert. Men intet af det var lækkert. 
Da jeg spiste med tamme måger og duer som tilskuere, nød jeg udsigten over den lille havn, hvor vandet af og til sprøjtede ind over de høje mure, hvor nogle drenge cyklede på deres mountainbikes, skønt de også måtte passere trapper. Muren var smal, men de klarede det fint, så det må de have øvet på.
Da, der var skyet, var der også køligt, og jeg havde bange anelser for vejret næste dag, men det viste sig fra sin bedste side, høj flot solskin. 

Bagefter gik jeg en anden vej hjem, hvor jeg kom forbi et torv med en masse fine restauranter. 
Her skulle jeg være taget hen, for de havde tapas på menuen, men det må blive en anden gang. I morgen går jeg til grænsen! (Så allerede der, havde jeg valgt at gå fra Biarritz og dermed ikke tage toget i Irun, hvilket skulle vise sig at være en udmærket rute, bortset fra den ene gang, jeg gik forkert, men det vil jeg fortælle om senere, for helt min skyld var det ikke). 

Jeg sov som en sten, inden hovedet havde nået puden!



Biarritz, Frankrig - St. Jean de Luz, Spanien
3.7.2015

Turen fra Biarritz var nok en lovlig stor mundfuld til første etape, så da jeg kom til St. Jean de Luz stoppede jeg. 
Fandt et fint lille hotel på Booking.com, kunne dog ikke se, at jeg skulle gå 100 trapper op for at nå det. Vandet drev af mig, og da jeg stod foran en automatisk dør, troede jeg, den var lukket, men den havde blot ikke automatisk døråbner..;-)

Turen i dag startede jeg med at møde to danske piger til morgenkaffen. De skulle ind i landet for at gå den franske Camino, som jeg også har gået på tidligere. Den ene havde planlagt alle 850 km, mens den anden ville se tiden an. De skulle med et tog, så det blev kun en kort samtale. Håber de får lige så fine oplevelser, som jeg har haft på ruten.








Efter morgenmaden gik jeg videre mod syd, og pludselig ved en sø, så jeg en muslingeskal muret på en indkørsel (Kan skimtes ved siden af mine stave i højre hjørne), og straks genfandt jeg den gule muslingeskal på den blå baggrund (Kan skimtes på forreste lygtepæl), som jeg kendte fra tidligere. altså var jeg helt tilfældigt landet på den franske del af nordruten. Desværre tabte jeg den senere. Men jeg vidste, hvor jeg skulle hen, så hen på eftermiddagen stoppede jeg ved St. Jean de Luz for at give fødderne ro. 

Der er to ting, jeg prøver af denne gang. Jeg har 10 kg på ryggen, da jeg har flere ting med end sidst, f.eks. sovepose og vandrestøvler. Jeg er startet ud med mine gamle vandresandaler, der foreløbig har holdt til 1100 km Camino, men sandaler bliver frarådet på kystruten, da der er brug for mere støtte omkring foden, end sandaler kan give. (Jeg kom aldrig til at gå i støvlerne, viste det sig senere!)
Det andet er, at jeg det sidste halve år har oplevet problemer med at gå. Jeg kan få ondt i hofterne, tror selv det er noget nervemæssigt, men min læge siger, jeg bare skal motionere. 
Det skønne var, at begge dele gav mig ingen problemer. Jeg lavede udstrækninger, men alligevel syrede benene lidt til. Men jeg masserede med noget suncooler med mentol, og det syntes jeg hjalp lidt.

St. Jean de Luz er en dejlig badeby og meget idyllisk. Jeg gik igennem den ad gågaden med alle de bugnende vinduer, caféerne og restauranterne, hvor jeg dog et sted bestilte en kølig fadøl, men i stedet fik både en cola med is og citron og samtidig min fadøl. Sprogforbistring...:-).., men det var nu dejligt med den kolde cola alligevel. 

Jeg havde læst i en bog, at man skulle over en bro, for at komme ind i Spanien. Jeg havde misforstået det kort, jeg brugte på min mobil og troede fejlagtigt, at mit startsted på Caminoen, Irún, lå lige ovre på den anden side af havnen. Fra baren jeg sad ved, kunne jeg se broen, der havde en masse flag, og troede derfor jeg skulle over grænsen. Det undrede mig derfor, at hotellet stadig lå i Frankrig. Misforståelsen gik først op for mig, da jeg så et kort i receptionen. 

Jeg ville have valgt et herberg, men fandt  ingen, så derfor tog jeg hotellet.
Jeg sov indtil kl. 20, hvorefter jeg gik ned og over broen, for at få noget at spise. 
Undervejs snakkede jeg med nogle lystfiskere, hvoraf den ene havde været der om eftermiddagen og netop fangede sin første fisk, da jeg gik forbi. Om aftenen var der ti med 6 stænger. 







De viste mig den fisk, og det var en anden slags end den om eftermiddagen. Jeg gjorde fiskefakter med hænderne for at vise dem, at jeg var en dansk lystfisker.

Jeg gik ind til gågaden ad en anden vej, og ramte derfor sidegaden ud til en flot strandpromenade. 
Undervejs noterede jeg mig spisestederne,  men først gik jeg ud til strandpromenaden og sad der lidt. Så satte et, sjovt nok, dansk ældre ægtepar sig ved siden af mig. Jeg gav mig dog ikke til kende, men ville lytte til, hvad de syntes om stedet. "Det ligner Skagen", sagde manden, konen samtykkede, og jeg var dog ikke helt enig. Alene byggestilen var anderledes, mere prominent.

Jeg havde udsøgt mig en lille restaurant, og gik derhen og fik en god middag, mens sveden stadig haglede af mig.

Satte mig først inden for under en vifte, men rykkede hurtigt ud.

Fik serveret en spansk platte til forret: 

Leverpostej, choritzo, jamon røget skinke, ost og salat. Skinken var superlækker, grove skiver, men var som smør at bide i med en flot smag. 



Hovedretten hed Gourmand, og viste sig at være "Alt godt fra havet", dvs. Grillede sardiner, muslinger og blæksprutter. Muslingerne var lækre, sardinerne ok, mens der var en smag af brændt på ved blæksprutterne. 

Til dessert is og kaffe. 


Jeg nød aftenturen hjem. Lystfiskerne var gået, og baren på den anden side af havnen var tom og var ved at lukke ned, ligesom jeg gjorde, da jeg få minutter senere nåede hotellet.



St. Jean de Luz - Irún

04.07.2015

Da jeg vågnede var klokken 7, og der blev først serveret morgenmad kl. 8.30, så jeg brugte tiden på at redigere mine noter fra de første to dage.
Morgenmaden blev indtaget på en terrasse med en flot udsigt over hele byen med strand og havn. 


Værten nussede rundt om os, medens en trebenet kat forsøgte at få gæsternes opmærksomhed. Et ungt par, der sad ved siden af mig fik særlig opmærksomhed, da manden nussede den, mens konen trak sig op i stolen med risiko for at falde ud over terrassen, når den kom hende for nær. En meget sjov situation. Af og til lagde den sig, og lå helt stille kun afbrudt af en halestump, den lod hoppe op og ned. En rigtig tilfreds mis! :-)

Det lykkedes ikke at få madpakke med, så jeg må ind til byen, desværre. Der er 18 km til Hendaye, og derfra kan man tage bus til Irún. Jeg må se, hvad jeg gør, når jeg kommer frem. Min plan er at gå langs kysten.
Hotellet hed Citotel Agur Deneri og var ok.

Nede i byen købte jeg frisk vand til at hælde på den vandbeholder, jeg købte til i år. I 2012, da jeg gik på Caminao Aragones kom jeg ud for at blive dehydreret, da jeg ikke havde vand nok med og brøndene på strækningen var tomme. En empatisk spanier samlede mig op og kørte mig de 5 km frem til alberguet, hvor jeg skulle overnatte. Denne situation ville jeg ikke gentage, så det blev en 2,5 liters, som sidder i rygsækkens sidelomme, hvorfra jeg via et mundstykke kan suge vand efter behov. Mundstykket indeholder en magnet, som så hæfter på en holder, jeg har på en strop, så jeg altid ved, hvor den er. Meget praktisk.

Det blev som ventet en varm tur langs kysten, og på et tidspunkt, da jeg nærmede mig byen Hendaye, blev jeg bange for, at jeg havde fået en vabel på hælen,  så jeg begyndte at gå langsom og forsigtigt.

Kysten er meget vild og forrevet, og det er som om, klipperne består af flager, for vandet synes at skylle ind over flagerester. Men ved byerne var der bred strand, der selvfølgelig trak fuldt hus.

Endelig kom jeg til broen, det førte ind i Spanien, og dermed faldt priserne også til halv pris. Dagens menu fra 20 til 10 euro.
Jeg forstår heller ikke fransk, men lidt spansk, så det var næsten lige som at komme hjem..

Midt på broen mødte jeg de gule pile igen, og med det samme på spansk side en metalplade med pilgrimssymboler på skruet ned i fliserne, og så var det bare at følge dem. 

Undervejs fulgte jeg et større jernbaneareal, som sikkert skyldes, at sporvidden i Spanien er andersledes end resten af Europa. Det var ikke så spændende at gå langs med.

Oppe ved kirken i Irún tabte jeg sporet, men da jeg gik forbi en jævnaldrende mand, sagde han "buen Camino", hvilket betyder god vej. Jeg gik derfor tilbage til ham og prøvede med mit spanske, hvorefter han straks slog over i flydende engelsk, og løste mit problem, men samtidig dirigerede mig til et fint albergue, hvor jeg blev modtaget af den sødeste hospitalero, som de der arbejder på vandrerhjem kaldes. 
Sammen ved hjælp af mit spanske og hendes engelsk lykkedes det mig, at få forklaret hende at jeg var 42 år, hvorefter hun syntes jeg holdt mig fint. Måtte dog korrigere til 62.
"Vi bliver vækket med musik klokken 6, gratis morgenmad og så er det ud ad klappen inden 8", forklarede hun.

Efter et dejligt bad, samt tøjvask, overstået, fik jeg handlet i det overforliggende supermarked til i morgen, og tog derefter ned i byen, hvor jeg fil fin menu: spaghetti carbonara, paella Valenciana og is, samt café con leche. Så kan det ikke være bedre....:-)


Fik strenge ordrer på at ligge i min seng kl. 22, så må hellere skynde mig hjem.

(Hvad jeg ikke vidste var, at der udgik en camino mere fra Irun, og den ville komme til at føre mig 8 km ind i landet i retning mod Pamplona og dermed den franske ........ og efterhånden som jeg gik blev jeg mere og mere mistænksom, fordi jeg ganske vist fulgte pilgrimssymbolet, og nogle personer, jeg mødte, bekræftede, at jeg da sandelig var på Caminoen..... Men så kom jeg til den første større by, og min GPS bekræftede mig i, at jeg skulle i en anden retning. Jeg kan svagt huske, at jeg en kort overgang overvejede om, jeg ikke bare skulle fortsætte, og så følge den franske vej. Men jeg udstak en ny kurs, og derved kom jeg tilbage på rette spor. Men jeg gik selvfølgelig ikke tilbage til Irun, men i stedet mod San Sebastian).


(Irun - San Sebastian


5.7.2015


Hvad jeg ikke vidste var, at det mod forventning skulle blive en særdeles hård dag. Derfor har jeg ingen notater fra dagen, da jeg ikke orkede at skrive, da jeg først kom frem til San Sebastian. 


Jeg husker intet om, hvornår jeg vågnede, og hvordan jeg kom afsted, men blot at det var et fint tidspunkt, jeg gik på. Jeg fandt hurtigt pilene, som jeg havde lokaliseret aftenen før, og der var også nogle muslingeskaller monteret på fliserne, så jeg vandrede glad og fro derud af. 


Jeg forventede at have kysten på højre hånd, men undrede mig efterhånden som jeg kom frem, at jeg syntes, jeg gik mere ind i landet. Men det måtte da være rigtigt, så jeg fortsatte bare. Ind i mellem stødte jeg på nogle GR pæle, så jeg tænkte, ruterne fulgtes ad. Men alligevel, selv om jeg blev bekræftet af nogen, jeg mødte, at jeg sandelig var på Caminoen, så indtraf fornuften, og jeg hev mobilen op af lommen, og til min store ærgrelse kunne jeg se, at jeg var travet ind i landet!

Ved anden lejlighed undervejs fik jeg opklaret misforståelsen, og kender nu den rigtige.

Så jeg drejede nedad mod San Sebastian, husker jeg spiste noget i den lille by Guritze, og fandt vejen videre frem mod San Sebastian, hvor jeg havde booket en seng på et vandrehjem. Det blev et mareridt at finde om til vandrehjemmet. På den måde, jeg kom ind i San Sebastian på, kom jeg til at placere mig nordvest for et stort parkområde, og jeg fandt da også, hvor vandrehjemmet lå, så det kunne da ikke være nemmere. Jeg skulle bare gå den lige vej igennem, og det så ud på GPS'en at det kunne lade sig gøre. Desværre viste det sig, da jeg var kommet en kilometer ind, at vejen  var spærret af et stort hegn, lignede noget militært, så lysten til at kravle over var ret begrænset.
Jeg var ved at være godt træt, men måtte acceptere at gå tilbage, og nu var der ingen anden vej end at følge en sti rundt om parken.
Det kom jeg også, men undervejs måtte jeg skifte side over en stærkt befærdet ved. Jeg var nu kommet ned til sydsiden, men vidste ikke helt præcist, hvor jeg var i forhold til vandrehjemmet, som jeg syntes måtte ligge lige ovre på den anden side. Men hvordan kom jeg derover? Jeg orkede næsten ikke mere, men før jeg vandrede videre, måtte jeg spørge nogen, og da der lå en benzintank længere nede, gik jeg videre derned.
Allerførst fik jeg et par iskolde colaer, og da jeg havde hvilet, spurgte jeg den unge kvinde, hvor det kunne ligge, men hun var ikke fra byen, så det vidste hun ikke.
Jeg satte mig udenfor, hvor jeg begyndte at tænke i taxa. Men da kom en ung mand i en lille bil, og kvinden i butikken må have forklaret min kvide, for han kom ud, og spurgte om jeg skulle til vandrehjemmet, hvorefter han tilbød mig at køre derhen, for som han sagde, det var alt for farligt at gå over vejen (som virkede, som om den næsten havde motorvejsstatus).

Så han kørte mig op til vandrehjemmet, som viste sig at være nyere, og det var dejligt. Da jeg sagde til ham som tak: "at spanierne var søde og venlige mennesker", kommenterede han: "Baskerne er søde og venlige mennesker!" med et stort smil. Nationaliteten var ikke til at tage fejl af!




Jeg blev indkvarteret på en 6 mands stue, og fandt ud af, fra de andre på stuen, at den sandelig også havde gener: Der blev meget varmt - der var mange myg. Så det var lidt øv!
Et forsøg på at få et andet værelse, løb ud i sandet, så jeg måtte acceptere besværlighederne, og det lykkedes da at falde i søvn efter bad, aftensmad og et par kolde øl.

Den dag i dag forstår jeg ikke, hvorfor jeg ikke bare gik ned i byen og tog et hotel, men jeg tror, det hang sammen med, at jeg ikke ville skifte mål, og at vandrehjemmet ikke kunne være så svært at finde. Når man er træt er det også let at træffe dårlige beslutninger. 

Hvad jeg heller ikke vidste var, at dagen efter, skulle blive lige modsat! Herlig! San Sebastian er bare så dejligt! Virkelig en by, man kan forelske sig i!)



San Sebastian

6.7.2015

Da jeg igår blev indlogeret på vandrehjemmet skete det på en 6 mands stue. Jeg var alderspræsidenten, for de andre var helt unge fra Canada og Australien. 
Det er det hyggelige ved pilgrimsturene, at jeg møder folk fra hele verden.
Nå men der blev hurtigt varmt, og jeg spurgte, om døren kunne åbnes, hvortil den unge kvinde fra Australien svarede, at så kom der moskitos, dvs. myg.

Jeg gik tidligt i seng, men kunne ikke rigtigt sove, og da døren alligevel kom op på klem, varede det ikke længe, før de kunne høres i rummet.

Klokken 5.30 vågnede jeg, lå lidt, men kunne ikke sove mere. Derfor stod jeg op, listede mine ting ud på gangen, og undgik dermed at forstyrre ret meget. Tog det med ovenpå, hvor der var toilet og borde, og dermed kunne jeg soignere mig og pakke rigtigt.
Jeg afleverede sengetøj i receptionen og fik udpeget retningen. Det var let nok, følg floden til havet og så drej til venstre.

Det gik ganske let. Fandt floden og nåede ud til havet, og så....



Sad på en bænk ud for det femstjernet Hotel Londres med den smukkeste udsigt til en betagende strand, og så tænkte jeg: "Torben, du har også ferie!", Klokken 9 havde jeg booket værelse, og forsvandt ned på stranden, da jeg først kunne få værelset fra klokken 12. Det var dog ikke på hotellet, men på et pensionat i den gamle bydel, fordi det lå op til de ting, jeg gerne ville se.

Stranden var helt ren og der var fin plads, så jeg bredte min poncho ud, så der var plads til liggeunderlag og rygsæk. Ventede lidt, og gik derefter i vandet. Jeg skulle passere en revle, og mellem revlen og stranden var der vand, hvor små fisk boltede sig. Ville have været noget for mine børnebørn Nicoline og Emilie. Vandet var slet ikke koldt, så det var ren fornøjelse at svømme og ind i mellem lade mig slå omkuld af bølgerne.
Så lagde jeg mig, og må have sovet, men da jeg vågnede...hold da op, nu var der folk på stranden, og man kunne nu gå tørskoet ud på revlen.. Sikke en forandring.



Jeg gik langs havnepromenaden, og drejede så til højre, og stod på noget, der lignede enhver anden gågade. Hvor var det hyggeligt at gå ned ad den, og fik selvfølgelig en lækker spansk is på et gelateria...Mums....hvor er de bare gode til is..😊👍

Jeg fandt pensionen, og fik mig indlogeret, og da værelset endnu ikke var klar, så gled jeg ned i de små gader og fandt et bord, hvor jeg kunne skrive postkort og få en sandwich.

Jeg kunne være gået hjem nu, fået søvn og så gået en aftentur. I stedet valgte jeg at besøge det nærliggende akvarium, og det var bare fantastisk. Kommer I nogen sinde til San Sebastian, så besøg det. Det er ubeskriveligt, især koralrevene. 

Bagefter gik jeg op på bakkedraget med fortet, som skulle beskytte byen og byens indsejling. Desværre hjalp det ikke. Byen blev ødelagt under Napolionskrigene, så husene er ikke så gamle. Der var også en gammel kirkegård for engelske soldater, der var døde i samme krig, men også i en senere krig, der sluttede i 1837. 
En begravet engelsk feltmarskal har fået et mausoleum på nordsiden i en lille kirkegård. Men han er vist glemt nu, efter gravens tilstand at dømme. 




På vejen hjem spiste jeg lidt tapas, som her i Baskerlandet kaldes pinchos, og dem har de mange af. Jeg fik med laks, rejer, kylling. Meget lækkert. 











På mit værelse opdagede jeg, at jeg havde balkon, og gik derfor ned og handlede Cava, ost, chorizo og flutes på et marked under gadeniveau. Der var flere slagerforretninger og Specialforretninger (hvad man ikke alt kan få...🍗🍝🍤🍈, og heldigvis en Lidl. Det ved, jeg da er billigt. Den Cava jeg giver 50 kr. for derhjemme, kan hernede fås til en 20'ver. Når værelset er dyrt, må jeg spise billigt.... Men det var hyggeligt at sidde der på balkonen og spise gedeoste, chorizo, flute og nyde kølig Cava...mens solen gik ned. 😊
Jeg købte også store frosne rejer, som jeg lod tø op, men de smagte ikke af noget. 







Senere blev det til lidt spansk fjernsyn for at øve sproget, men hørte til sidst musik fra min iPhone til der blev banket på væggen.....


San Sebastian - Orio


7.7.2015

Jeg vågnede ved 5.30 tiden. Det var lidt tidligere end jeg havde tænkt mig, men i Spanien mener man altså at flaskecontainere skal tømmes om morgenen, samt at de skal rense gader og fortove med deres fejemaskiner. Så jeg opgav at sove mere. 

Jeg kunne lave kaffe på værelset, så jeg startede med at drikke en kop på balkonen, hvor jeg kunne følge byen vågne. Samtidig spiste jeg resten af mit flute fra aftenen før. Det var sådan set meget godt, for under turen til Orio var der ikke mulighed for, som der ellers stod i min guide, at fouragere. 
Endnu en kop kaffe gled ned, mens jeg pakkede færdig. Kl. 7 stod jeg på gaden, og vandrede derud af ved at følge den flotte strandpromenade.

Medens jeg gik der, kunne jeg se en traktor køre stranden over med en rensemaskine, der jævnede sandet, men også filtrerede affaldet fra.
Spanierne er også et motionerende folkefærd. Rigtig mange brugte strandpromenaden til deres morgenløbetur, mens andrede cyklede vejene tynde med deres racer eller mountainbike.

Der, hvor stranden sluttede, bøjede jeg ind i landet, og så gik det op i højden, og jeg må sande, at med alderen er jeg blevet endnu mindre bjergged. 



Turen gik langs kysten på trapper op, trapper ned, asfaltvej, betonvej, gamle originale pilgrimstier, der var stenbelagt og noget af en prøvelse. Normalt går jeg 5-6 km i timen, men jeg brugte 2 timer på 5 km. Det siger noget om, hvor besværligt det var.









Et sted havde en behjertet person sat et bord og stole ud. Der var fri vand, man kunne stemple sit pas og skrive i hans gæstebog. Jeg kiggede siderne igennem, og fandt hele verden, men kun få danskere.


3 km fra Orio på vej ned løb min nyindkøbte 2,5 liters vandbeholder tør. Jeg spiste derfor 2 æbler, jeg havde købt som nødproviant, og tænkte det gik nok, fordi nedturen ikke var så belastende. 
En kilometer ned kom jeg til en kilde, og så var vand ikke længere et problem.

I udkanten af Orio har jeg indlogeret mig på et dejligt herberg (Rosa Arutti), som blev anbefalet i min guide.


Det er rent, pænt og hyggeligt. Hospitaleroen laver mad til os og udsigten er fantastisk.....

Jeg snakkede lidt med en canadier, som var ved at skrive dagbog, hvorefter jeg lagde mig lidt. Da hørte jeg en amerikansk kvinde ankomme, som var afsted på sin første dag, og slet ikke havde forudset strabadserne. Så hun var lykkelig over at komme frem.

Senere kom jeg til at spise aftensmad sammen med hende, canadieren, en skotte og en spanier.
Vi fik dejlig mad, og de var bare så hyggelige og spændende at være sammen med. Især skotten kunne fortælle nogle historier. Hun var afsted på sin 8. camino.
Amerikaneren og jeg kom til at snakke om forskellen mellem dansk og amerikansk velfærd, samt dansk og amerikansk politik. Hun var meget spændende at snakke med, og mente, at Obamas sundhedsreform var forkert, og at det var bedre at give pengene til kirken og så lade kirken tage sig af sundhed og fattigdom. Hun var i øvrigt missionær, så det hænger sådan set godt sammen. 😊

I øvrigt havde spanieren boet i England, samt 25 år i Tyskland, i Berlin, Skotten havde været sygeplejerske på et krydstogtsskib og boede nu i Frankrig, og missionærer havde været i Indien. Canadieren var lærer, men arbejdede som skolebibliotekar. De var alle kvinder.

For 10 euro fik vi 3 retter mad og vin. Billigere kan det næsten ikke gøres.



Orio - Zumaia

8.7.2015

Da jeg forlod alberguet, som var et stort lyspunkt på turen, ikke mindst, fordi de også havde sørget for morgenmad til spanieren, canadieren og mig, gik jeg ned gennem Orio. Der gik det op for mig, hvor fin en by, det egenligt var, fordi mange af husene var meget gamle og særdeles velholdte. Op til 400 år på bagen, og der var sat fine infoskilte på dem. Desværre kun på spansk og baskisk. Jeg kan lidt spansk nu, men kun lige til at forstå hovedindtrykket, ikke detaljerne.


Vejret var skiftet i nattens løb og blevet til finregn fra de lavt hængende skyer mellem bjergene. Jeg var i tvivl, men valgte at fortsætte i samme mundering som de foregående dage, dvs. T-shirt og sandaler, hvilket også viste sig at være ok hele dagen. Det regnede så lidt, at jeg hurtig var tør. 

Igen gik det op i bjergene, ned langs kysten og over floder. Passerede byen Zarautz, hvor der åbenbart var et surfboard paradis.



Landet er grønt og frugtbart, og jeg mødte store vinmarker, men tænker dog, at druerne ikke er så langt fremme, som længere inde pga. kystklimaet.

Lejlighedsvise passerede selskabet fra igår hinanden, og da jeg kom ind i Zumaia og fandt et albergue, som var et tidligere nonnekloster, kom de andre lidt efter lidt.
Her så jeg, der var et rum, som kun havde én seng, og jeg bad derfor hospitaleroen om at få det.... Det er nu rart at have sit eget, for f.eks. igår ringede en spaniers telefon midt om natten. Senere stod de tidligt op. Det giver altså lidt dårlig søvn. Samtidig forstyrrede jeg ikke de andre med mit snorken, der kan være ret højt.

Fordelen ved et albergue er, at prisen er lav, mellem 8-10 euro for en seng, ulempen er så sovesalene. Men det er nu ikke så slemt, når man først har vænnet sig til det.

Igår fortalte de, at en kvinde var forsvundet på pilgrimsturene efter Astorga. Det lød ikke rart. Håber ikke, der er sket hende noget. Tjekkede op på en til formålet oprettet facebook side. Hun forsvandt i april, og er endnu ikke dukket op her i juli. Trist, hvis det i fremtiden ikke er sikkert at gå på Caminoen. (Nb. I sept 2015 blev hun fundet slået ihjel af en bonde, der i 2017 blev idømt 23 års fængsel. Trist, for Caminoen regnes ellers for sikker!)

Da jeg havde hvilet mig, vandrede jeg ud til havneindsejlingen, der samtidig er en flodmunding. Der er flot herude og det hele er opbygget i sten. Det må have været et kæmpestort projekt i sin tid og vel meget dyrt. Men måske har arbejdskraft og sten været billig, siden det har været muligt. 

En ting, der undrer mig ved de spanske havne, er det totale fravær af røde og grønne farvandskoste, ikke mindst fordi kysten er spækket med store sten, som kan få en båd til at springe læk? 

På vejen herud fik jeg igen en pinchos på en bar. Det var vel nærmest en indbagt choritzo. Men hvor havde de mange spændende ting, herunder fyldte muslingeskaller og halve søpindsvin. Desværre stod der en række ældre baskiske mænd, så det lå ikke lige for, at glo dem over skulderen. Det må blive en anden gang.

Det klarer op nu her til aften. Solen skinner og jeg vil vandre ind for at få menu del dia...😊


Men det var umuligt, så aftensmaden kom til at stå på yderligere pinchos. Det var ok, men ville gerne have vidst, hvad de hed.





Da jeg kom tilbage på mit værelse, blev jeg mødt med heavy metal musik, og kort tid efter blandede der sig et  par klassiske violinister ude i gården sig til med deres bidrag... Det var helt surrealistisk..... Håbløst at sove. 😣



Zumaia - Markina

09.7.2015
Mine billeder viser landskaber, der ser meget hjemlige ud med hensyn til vegetationen.



Et enkelt sted kom jeg forbi en mindesten. Trist at så ungt et menneske er faldet bort!

Jeg husker ikke noget om overnatningen, men har en svag erindring om, at jeg kom sent frem, og herberget var elendigt, og det var tydeligt, at stedet ikke var gearet til at tage imod mængden af pilgrimme, og vi måtte sove i telte uden for, samt deles om én bruger, der manglede brusehovedet!)


Det blev til 32 km, så jeg var noget udmattet, da jeg nåede frem ved 20 tiden om aftenen. 
Især, fordi på den sidste del gik det meget op af bakke med stejle stigninger, indtil det endeligt gik ned ad. Jeg var dog blevet advaret i min guide, men syntes det var værre end beskrevet.

Til gengæld så jeg nogle flotte wievs undervejs, og det meste af tiden var der overskyet, og da solen hen på eftermiddagen kom frem, kunne gå i skyggen af store flotte fyrretræer.
Jeg så mange sommerfugle: blåfugle, admiraler, citron- og kålsommerfugle, takvinger, men de er umulige at fotografere.
Så også mange fugle, bl.a. en lille gærdesmutte.

Da jeg kom frem og gik i bad, måtte jeg konstatere, at jeg var hudløs på bagdelen. Det var ikke så godt, for i morgen ligger der 25 km foran mig. Måske bør jeg tage toget eller bussen?

I starten slog jeg følge med en jævnaldrende tysk mand, hvor snakken kom til at handle om vores rockhistoriske sammenfald med Beatles, Stones, Hollies, m.fl., men så kom der en irsk skoleinspektør til, som han kendte, og da de gik hurtigere end mig, tabte jeg dem dog af syne.

Ireren spiste jeg senere frokost sammen med i Deba. Umiddelbart lød det til at lærerne i Irland altid havde haft tvungen tilstedeværelse, hvor det nu er nyt fra 2013 i Danmark.



Monasterio de Cenarruza

10.7.2015

Den hårde dag fra igår sad i benene, da jeg stod op for at gå ned at få morgenkaffe på et kaffetegia.

Jeg fik friskpresset appelsinjuice, der smagte herligt, en stor kop Café con Leche, croissant og en bolle. 
Kaffeteriaet var måske mere svarende til et konditori end en café. De havde mange lækre ting, og så koster det selvfølgelig noget.

Derefter begyndte jeg vandringen, men selv efter morgenkaffen var energien ikke til stede. Efter 3 km kom jeg til en lille by, hvor der var en bar. Der fik jeg igen kaffe og også en cola. 

Nu gik det opad, men jeg klarede det til Bolivar, hvor der var et meget fint museum for den sydamerikanske frihedshelt Simon Bolivar. Museet er der, fordi hans familie oprindeligt stammede fra Bolivar. Det er virkeligt et fint museum, men man skal forstå spansk eller baskisk, som alt info foregår på. 
Der er dog en lille video, som kan afspilles på engelsk.















Jeg havde læst, at der var mulighed for at overnatte på ovenstående Monasterio de Cenaruzza. Så det endte med at blive min beslutning. 
Men først mødte jeg en bar, der havde lukke, men da jeg tog i døren blev der lukket op, og jeg fik lov at købe to colaer, iskolde, og på dem vandrede jeg de 300 m op til monasteriet.

Her mødte jeg en sød tysk kvinde. Hun sad på en bænk i skyggen af et træ og læste i en bog. Hun  var så venlig, at vise mig om til sengene, men inden vi sammen gik om til sovestederne, snakkede vi lige 5 min. Hun fortalte, at hendes veninde havde forstuvet foden, og at de derfor måtte blive en ekstra dag. Så gik vi ind gennem det fine kloster, hvor hun gav mig lidt råd om, hvad jeg skulle se på klosteret. 
Vi kom ind i et rum med 8 senge. Det var donation, altså efter formåen. Derefter gik hun om til sin veninde. 




Da jeg havde fået bad og vasket tøj, tog jeg mine bøger, fotoapparat og kikkert med med tanke på at se mig om. 
Der var flot på klosteret, men jeg endte alligevel på bænken fra før, hvor hun igen havde sat sig. 
Det viste sig at hun var terapeut inden for en slags gestaltterapi iblandet lidt buddhisme, og vi fik en interessant samtale om emnet. 

Så forlod hun mig til fordel for veninden, men kom lidt senere for at fortælle mig, der var en lille messe. Men da var jeg i gang med at skrive dagbog.










Omkring kl. 18 blev der åbnet for klosterets lille butik, og vi var en del pilgrimme, der var inde at købe øl, mm. Det viste sig nemlig, at klosteret producerede øl. Jeg købte 3 forskellige i sodavandsstørrelse, fordi jeg troede, det var forskellige typer, men de smagte ens. Det var kun alkoholprocenten, der varierede.
Øllen var mere uklar end normalt, kan ikke huske, om det har noget med filtrering at gøre, men de var udmærkede.

Jeg skrev postkort, mens jeg prøvemagte, men så ville de andre have mig med til messe eller aftensang, hvor munkene og evt. andre synger. Tror det kaldes vesper.







Da vi kom tilbage, dækkede vi op udenfor til aftensmad, hvor en munk kom med en stor gryde linsesuppe og nogle flutes. Det var meget hyggeligt. 


Overnatning og mad var donation, men her gav jeg også 10 euro ud fra, hvad jeg har betalt på albergue undervejs.
Men andre var studerende, og de donerede ikke, så de har haft mindre at give af.

Efter maden snakkede jeg med nogle østrigere, hvorefter vi gik tidligt til sengs.


Jeg glemte at skrive, at tyske Barbara kom igen. Hun ville gerne trave et stykke af vejen med mig næste dag, og så gå tilbage, for hun følte sig låst og ville gerne have motion. Vi aftalte kl. 7 næste morgen.




Monasterio de Cenarruza - Gernika

11.7.2015

Jeg var spændt på, hvordan der så ud i Gernika, for byen blev meget voldsomt bombarderet i borgerkrigen i 1937. Der ligger en lang forklaring til grund, men den må man søge andetsteds. Men byen blev totalt ødelagt og rummer derfor ikke den charme andre byer har.

Jeg vågnede 6.43.... Og begyndte straks at pakke og klokken 7, hvor jeg endnu ikke var færdig, stod Barbara der, og tilbød at lave kaffe til mig. Så det ordnede hun lige, mens jeg pakkede færdig.
Egentligt troede jeg pga. et opslag, at munkene ville komme med noget brød til os, men da de ikke kom, vandrede jeg bare derudaf med Barbara. 
Det var hyggeligt at følges med nogen, men det meste af tiden gik hun foran mig, fordi jeg gik langsommere pga. vægten fra rygsækken. Efter ca. 10 km vendte hun om, så hun kunne nå hjem til den aftalte tid hos veninden, hvis fod var blevet mere hævet. 
Jeg foreslog, at de tog på hospitalet, hvad andre tidligere også havde foreslået, men veninden ønskede at se tiden an. Hvis veninden ville hjem, så ville Barbara fortsætte alene helt til Santiago de Compostella.

Der er ikke så meget at sige. Vejret var overskyet, landskabet det samme, og jeg trådte ind på turistbureauet ved 14 tiden, for at få hjælp til overnatning, idet de to alberguer var lukket.
Det endte med et hotelværelse. Den billigere pension var optaget.

Efter at have badet, sovet og kommet lidt til hægterne, forsøgte jeg at finde Gernikas berømte egetræ, og mens jeg stod og studerede kortet, kom den skotske kvinde fra de første dage forbi, og jeg blev opdateret omkring den amerikanske præst og den canadiske bibliotekar. De havde taget toget ind til Bilbao, så nu var hun alene.


Da jeg ikke havde fået noget at spise, så skiltes vi efter at have fundet egetræet, og så kan det jo være vi ses igen undervejs. 
Min slutfornemmelse for Gernika er nok, at det ikke er nok at køre efter, så med mindre man skal den vej i forvejen, så spring den over.

Jeg købte nogle lækre pinchos på en bar, for der er åbenbart ikke nogen restaurant om aftenen, hvor man kan få en dagens menu. 

Bagefter købte jeg jeg en flutes til turen næste dag, og så trak jeg mig tilbage til hotelværelset, hvor stemningen fra gaden uden problemer nåede helt op til mig på 3. sal... Baskerne (ikke spanierne) er et støjende folkefærd.....😜


Er lidt bekymret for mit knæ. Måske en forstrækning.... Håber jeg kan gå på det imorgen.



Gernika - Bilbao 1. dag

12.7.2015

Jeg sov ikke ret meget i nat. Dels fordi baskerne larmede både om aftenen, men også om morgenen - råben og skrigen, dels fordi jeg havde ondt i mit højre knæ, noget der kommer en gang i mellem.
Derfor traf jeg beslutningen om at tage toget ind til Bilbao. 

Undervejs på caminoen ser man overalt gamle tog, traktorer, landbrugsredskaber, mm, som vidner om fortidens teknologi.

Da jeg snakkede med skotten igår, sagde hun, at der i dag var 15 km, men i min guide stor der 25, og så 14 næste dag, så uanset hvordan jeg valgte, kunne jeg ikke se mig igennem en lang etape, uanset om den kom først eller sidst. Så ville jeg hellere tage ind til byen, slappe af og få knæet i orden til sidste strækning.

Derfor opgav jeg de sidste 40 km ind til Bilbao, sprang på toget, og landede på en lille sidebanegård ved den gamle bydel. 

Da jeg skulle købe billet til toget, fik jeg den unge mand, der sad ved billetlugen til at hjælpe mig, fordi jeg troede at billetmaskinen var besværlig, men det viste sig at være ganske enkelt, hvis bare jeg startede med at vælge engelsk sprog, og tænk, ca. 30 kr for de 40 km? Mener det er billigt.

Det er altid det besynderlige ved at rejse, for jeg spurgte to kvinder efter hinanden, om jeg landede på hovedbanegården, hvilket de svarede "si" til, selv om jeg havde mistanke om noget andet. Sådan er det med sproget...😊

Problemet består i, at når man skal vælge hotel ud fra pris og placering, så vælger man ud fra, hvor det er mest centralt i forhold til, hvad man vil se, og når man så møder virkeligheden, så er afstandene anderledes.


Det betød altså, at jeg måtte vandre fra denne sidebanestation gennem den gamle bydel, hvor jeg fandt en udmærket café ved katedralen og et stykke op i Bilbaos nye bydel, inden jeg kom til det hote, jeg havde booket, og der blev mødt af en sød receptionist.

Mens jeg gik gennem den gamle bydel, efter jeg var stået af toget, søgte jeg efter en café, hvor jeg kunne få morgenmad. Typisk fik jeg café con leche, juice og croissant, fordi det var det, jeg kunne spørge om på spansk. 


Pludselig stod jeg inde ved katedralen foran "Liverpool Café", der med et stort billede af the Beatles gjorde, at jeg ikke var i tvivl om, hvad der var i højsædet, nemlig engelsk stil.
Da jeg kom tættere på, så jeg en to personers chesterfieldsofa og andre hyggestole, hvorfra man kunne nyde udsynet til pladsen udenfor. 
Da jeg kom indenfor var der små borde og stole også, mens der sad folk og læste "El pais", dagens avis. 















Det viste sig, jeg kunne få English breakfast. Det lød dejligt og jeg bestilte det.

Jeg satte mig ved et lille bord, og begyndte at skrive postkort. Først kom friskpresset juice, lidt senere café con leche og efter nogen tid - English breakfast.

Den bestod af brasede kartofler, bacon, spejlæg, spanske pølser, stegt tomat og ristet sandwichbrød. Det smagte himmelsk oven på den hidtige noget ensformige morgenmad.




Da jeg havde indlogeret mig, sovet lidt, klædte jeg om og gik ned til receptionisten, der spurgte om, jeg ville have et bykort, hvad jeg svarede ja til, da mit var lille.
Hun tog et stort frem og bedre det ud, markerede hotellet, og skrev "No" på et område, som jeg lige havde gået igennem for 1,5 time siden, og godt nok havde syntes var utrygt, pga af de mennesker, jeg mødte, hvor én forsøgte at sælge mig et ur, eller andre, der var berusede, råbte og skreg. Det var immigranternes og de fattiges område. 
Derefter forklarede hun mig, hvordan jeg kunne gå sikkert ned i den gamle bydel og hvor restauranterne lå. 

Jeg havde læst i "Turen går til Nordspanien", at der skulle ligge en spændende café, bar, restaurant, der hed Café Irún, og som var udnævnt til Europas bedste café. Der gik jeg hen for at få en Menu del dia.


Men først ville jeg tilbage i den gamle bydel, hvor der på Plaza Nueva ville være et loppemarked om søndagen.
Men da jeg kom, var man ved at pakke sammen. Det var mest bøger, blade, mineraler, mønter, legetøj. Ikke nær så interessant som da jeg en gang var i Milano. 
Da pladsen lå inde i et firkantet byggeri, som var overdækkede i siderne, var der også mange barer, der solgte vin og pinchos, så jeg snuppede en enkelt pinchos med sardin til et lille glas cava, hvorefter jeg gik ud for at finde Café Irún.




Ganske rigtigt var Café Irún et spændende sted fra 1903. Kakler på væggene, trælofter med udskæringer, mm. Så det måtte da være lige noget for mig.
Jeg fik et lille bord til to personer, hvor tjeneren fjernede den ene kuvert. 
Så fik jeg et spisekort. 19 euro for dagens menu var også ok, og der var flere ting at vælge imellem. Så skete følgende:
Hvad jeg ønskede at drikke?
Cava, svarede jeg?
Uden at kigge på mig, blev der sat en flaske og et glas på bordet tilfældigt. 
Derefter fik jeg et spisekort på engelsk, fandt ud af, hvad jeg ville have. - og ventede...
Hvad jeg ville have?
Forretten valgte jeg bare uden at vide, hvad det var.
Hovedretten: And i æblemos og orangesauce med kartofler.
Og da jeg så ville vælge desserten med det samme: TOG HAN - MED RYGGEN TIL  - SPISEKORTET UD AF HÅNDEN PÅ MIG.

Cavaen smagte som cava skal, så jeg fik et glas, mens jeg ventede. Så blev tallerknen med forretten sat på bordet, også denne gang tilfældigt.Det var en slags bolle i tomatsauce. Troede, der var indbagt fyld indeni, men nej.

Hovedretten blev serveret på samme måde: Et andelår svømmede i orangesauce og æblemos sammen med kartoflerne. På ingen måde lækkert anrettet.
Men til min store forundring smagte det fortræffeligt. Så de kunne altså godt lave mad.

Til dessert fik jeg en iskugle. Det var det.

Mens jeg spiste, løb tjenerne rundt og fjernede bordplader, så små caféborde dukkede frem nedenunder. 

Jeg anerkender, at man kan have travlt, men hvis man vil leve op til sit ry, så skal maden serveres, gæsten skal i centrum og behandles høfligt, og maden skal se og delikat ud, og smage derefter. 

Det kan godt være, at jeg ikke havde mit fineste tøj på, men heller ikke det ringeste, og inderst inde ved godt, at jeg burde være gået ved det første signal på nedladenhed. Men tror på det er en fejl.

Jeg var træt nu, og trak mig tilbage til hotellet, hvor jeg læste i Kafkas: Amerika, som jeg havde fået af Cecilie, som feriebog i paperback. En spøjs bog, med et meget finurligt gammeldags sprogbrug og tankesæt...😊



Bilbao 2. dag

13.7.2015

Jeg stod op, og nød jeg havde tid. Ville allerhelst være blevet, men jeg havde booket en pension til de 2 dage, jeg havde planlagt i Bilbao, og de kunne ikke afbestilles. Så jeg måtte flytte, men kunne først komme ind kl.12 det nye sted. 
Jeg hørte musik, pakkede, gik til morgenmad, forsøgte at læse El Pais, læste danske nyheder, og ved 11 tiden var jeg på vej tværs gennem byen.

Mødte to søde polske pilgrimme, som jeg var sammen med på klosteret Cenarrutza. Opfordrede dem til at se Guggenheim Museet, men de ville videre. En skam, for når de bliver ældre, så vil de ærgre sig. Jeg sagde farvel til dem, for det var måske sidste gang vi sås, når jeg blev i Bilbao flere dage.

Købte frimærker i en tobaksforretning. Det undrer mig, at kort og frimærker ikke kan købes samme sted. Det skal jeg have spurgt om.


Jeg fulgte en bred boulevard med luksusforretninger overalt, der førte ned til floden med en spændende bro, der havde spænd, der skulle ligne vingerne på en guldsmed efter sigende.









Fandt hurtigt pensionen, klædte om, og tog med en nærliggende kabelbane op til et bjerg, 700 m, hvorfra der var udsigt over hele Bilbao. 
For at komme om til kabelbanen, fik jeg hjælp af en nybagt mor, der stod ved den samme elevator, som jeg skulle ned af. Men den virkede ikke, og da hun skulle til et hus ved siden af kabelbanen kunne jeg bare følges med hende. 
Hun fortalte, at hun havde studeret i Tromsø i Norge, så vi fik en fin lille snak under turen.


Jeg tog turen op og fik en formidabel udsigt over Bilbao. Forsøgte at videofilme, og selv om jeg syntes resultatet var godt, blev det dårligt på facebook. Midt i ovenstående billede ses Guggenheimmuseets gyldne bygning.

Bagefter tog jeg banen ned igen og vandrede om tll Guggenheimmuseet, som bare var ... fantastisk... Intet mindre. 


Det er ubeskriveligt storslået og med spændende udstillinger. En ung amerikaner, der døde som 28 årig, Jean-Michel Basquiat var fantastisk og gjorde dybt indtryk, fordi han favnede alle strengene i sin samtid.

Derefter vandrede jeg rundt langs floden. Det var en oplevelse at se børnene more sig i anlæggene efter Guggenheimmuseet. Der blev pjasket med vand alle steder. Men der var også drønende varmt ved den tid på dagen.

Til sidst vendte jeg tilbage til min pension. Hvis man ikke får spist middag om eftermiddagen, så oplever man at det hele lukker, og så er man henvist til pinchos, som jeg fik på en rockcafé i flg. min guide, "Turen går til Camino de Santiago og Nordspanien", som ikke er særlig troværdig.


Man bliver træt af al den vandring, og jeg var først tilbage ved 20 tiden. Ville gerne opleve aftener i mørket i Bilbao, men det må blive i morgen.


Bilbao 3. dag

14.7.2015

Jeg vågnede, tændte for lidt musik og inden længe var jeg på vej ned til Café Liverpool for at få desayunar, dvs. morgenmad, english breakfast. Det smagte dejligt og jeg fik læst El Pais imens, men det er måske mere rigtigt at sige kigget...

Efter morgenmaden gik jeg ned på et marked, som jeg havde fået anbefalet, nede ved floden. Det er en flot bygning fra tyverne, og der kan man få alt, hvad hjertet begærer af fisk og kød. Mindst 20 forskellige fiskehandlere og lige så mange slagtere, og dertil kommer et par grønthandlere og et par specialforretninger.
Vil blot nævne, at entrecote derhjemme skal ganges med 2. Det ville være noget for sønnike Mads.
Det spøjse ved markedet var, at selv om slagterne og fiskehandlerne var overalt, og det var det samme de solgte, så var køen størst ved nogle få udvalgte handlende. 

Derefter fandt jeg det arkæologiske museum. Det får min fulde respekt for opbygning og Info. Også selv om det kun var spansk og euskera. Det var flot visualiseret fra jægertiden over jernalderen til middelalderen.

Men jeg var der ikke længe, så lukkede museet, og jeg måtte komme igen, når det vågnede. Derfor begyndte jeg at vandre op og ned i den gamle bydel, og i en kølig overskygget gade, fandt jeg en restaurant med udsigt til en af broerne.

For 12,5 euro fik jeg den fineste middag, man kan tænke sig:

Til forret en tomatsalat i olivenolie med champignon, fetaost og valnødder. Dertil stænk af rødvinseddikke.











Efter forretten en grillet fisk med grøn salat.















Til dessert lækker is med ahornsirup og café con leche. 














Og jeg fik endda en lækker smagsprøve på en anden dessert.

Enhver kan derfor nok forstå, at det er hårdt at være på Camino.

Det var fint, og selv en flaske hvidvin var inkluderet. Desværre glemmer jeg at notere navnet på restauranten, men muligvis kan jeg have fået et visitkort, hvad jeg ofte be'r om, når jeg spiser et særligt godt sted. Men hvor det er i gemmerne må stå hen i det uvisse.



Jeg vendte tilbage til museet og så resten igennem, hvorefter jeg gik tilbage til pensionen, og jeg kom således ikke til at opleve Bilbao om aftenen. Det må blive en anden gang.



Probena

15.07.2015

Jeg forlod Bilbao med en god følelse, men også at jeg havde set det, jeg skulle.


Jeg vandrede ud til Portugalese, ca. 12,5 km, langs floden, og som der stod i min guide, var det gennem trøsteløse nedlagte industrikvarterer, der mindede om tidligere tiders store aktivitet.

I Portugalese nævnes den berømte hængebro, der består af to tårne og en overligger, hvorfra der hænger en gondol (kan skimtes ved venstre bred), der kan køres fra flodbred til flodbred. Den blev bygget på denne måde, da en almindelig bro ikke duede pga. af vandstandsforholdene.

Min guide opfordrede til at overnatte og tage en tur i gondolen, men jeg foretrak at vandre videre til Probena, som var yderligere 14 km, og denne gang var vandringen væk fra kysten og langs en motorvej. 

Jeg kom ud til en strand ved La Alba, men da der kun var et dyrt hostal der, gik jeg den ene km længere langs stranden til Probena, hvor jeg blev overhalet af en ældre italiensk dame, der nærmest spurtede, da vi nærmede os refugiet.



Det viste sig, at vi fik de to sidste pladser. Hun indenfor og jeg udenfor. Men i guder sikken en rørstrømsk kvinde, hende italieneren. Hun skulle snakke med flere landsmænd med krammere, kindkys og det hele, så jeg foreslog hospitaleroen, at vi gik indenfor og blev registreret, hvorefter den anden straks fulgte med.
Hospitaleroen troede først vi var ægtefæller, fordi vi kom samtidig, men det fik jeg dog hurtigt bragt på plads. (Måske havde jeg ikke øje for det, på det tidspunkt, men det kan ha' fx være glæde over at møde sin pilgrimsfamilie! Men jeg ved ikke, om det forholdt sig sådan??)

Teltet var udenfor med 10 madrasser. Der var to telte, og dermed kunne man fordoble belægningen. Badeforholdene var elendige. En bruser til hvert køn til i alt 40 mennesker. Og hos mændene var bruserhovedet i stykker, så der kun kom en tyk stråle!

Aftensmaden blev de sædvanlige pinchos, og jeg savner efterhånden et ordentligt måltid.


Om natten havde jeg frygtlig allergi, hvor det kløede alle vegne, så jeg sov næsten ikke. Der var dog ikke tale om bedbugs. 



Castro-Urdiales

16.07.2015

Turen til Castro-Urdiales gik langs med kysten gennem et gammelt mineområde. Der var opsat infotavler, der viste, hvordan det var foregået langs kysten, og det var derfor en gammel minevej, vi gik på. 

Kysten var flot, og da vi var tæt på Bilbao stadigvæk, lå der store skibe for anker ud for kysten. Det undrede mig om morgenen, at kun et af de ca 10 skibe havde hvidt lys foroven som markering for ankerligger. 

Efter er stykke tid kunne jeg se Castro-Urdiales, men først skulle vi lidt ind i landet til Onton, så ned over en lille strand for derefter fra et forbjerg igen at kunne se ned over Castro-Urdiales, som i guiden, bliver beskrevet som en pittoresk havneby i gammel sti.
Først var der en strand, derefter kom havnen, og for enden af den nogle klippefremspring, hvor kirken og en tempelridderborg var placeret. Alt sammen meget idyllisk.


Da jeg kom ud til stranden, gik jeg til højre, fordi jeg kunne se, de havde en lille bar.
For at komme derud, måtte jeg passere en lille park, og igen så jeg, at der var placeret motionsredskaber langs stien af solid kvalitet. Det er altså en god ide, spanierne har her.
Jeg satte mig på en stol ved den nybyggede bar og fik et par colaer for at slukke tørsten. Det var en ganske ung kvinde, der passede den. Til min undren var der intet toilet, og derfor gik jeg ind til det hostal, jeg havde booket.

Det var et ok sted, og til min glæde, så jeg en computer, som jeg spurgte, om jeg måtte låne senere.

Jeg tog mig et bad og lagde mit svedige tøj i blød i håndvasken. Badet var dejligt, og vidste godt, at jeg lige skulle sove lidt, men først ville jeg ringe til Mads, da det var hans fødselsdag, men da han ikke svarede, lagde jeg mig og tænkte, jeg ville prøve senere.

Jeg var dog kun lige faldet hen, da jeg blev vækket af hans opringning. Dejligt at høre hans stemme, og dejligt, at han indtil nu, havde haft en god dag. Det blev til en kort samtale, idet han skulle have sine svigerforældre Bodil og Ulrik på besøg, og at de derfor skulle ud at handle. Han nåede dog at fortælle om turen til Legoland med datteren Nicoline.

Så lagde jeg mig lidt igen, sov en smule og gik derefter glad ud til computeren. Nu skulle der arbejdes. Men det var en gammel Windows XP, og da jeg efter 15 minutter stadig ikke havde fået den på nettet, opgav jeg, ikke mindst fordi jeg regnede med, at jeg alligevel ikke kunne arbejde, da programversionerne ville være forældede.

Derefter gik jeg ned i byen, så borgen og kirken. Undervejs langs havnen så jeg et flot beklædt skib med musik og jeg troede derfor fejlagtigt, det var til et bryllup.




Da jeg havde set borgen, som blev brugt til kunstudstilling, og kirken, der var ganske stor, havde det pyntede skib flyttet sig ind i havnen, hvor mange mennesker var stimlet sammen, og der lå mange mindre både rundt omkring det. Jeg glemte at nævne, at skibet var et fiskerfartøj af kutterstørrelse.















Så begyndte der noget musik, og jeg kunne se en procession bevæge sig langs havnet med orkester, præster, flag, og jeg tænkte det nok var brudeparret. Undrede mig over musikken, der mere var kirkemusik, og da jeg stod oppe ved borgen, gik jeg ned for at komme tættere på.

Nu kunne jeg se, at det slet ikke var et bryllup, men en statue af Jomfruen Carmen, der skulle ud på en sejltur på havnen. Altså en kirkelig tradition. Det forklarer, hvorfor jeg så blomsterblade på gulvet i kirken. Hun var hentet der.

Ved ikke lige, hvad traditionen betyder, men måske er hun skytshelgen for fiskerne. Det må jeg prøve at slå op.


Jeg gik en tur i de små gader, og måtte til sidst endnu en gang ty til pinchos. Det fik jeg i to forskellige barer, og i den sidste krydrede champignoner og bøf, så det var lidt anderledes.

Jeg vil sige, at pinchos er meget rustikt. Tykke stykker flutes med alt muligt på. Hvis de var mindre, kunne de måske gøres pikante. Og der er altså forskel, for set over hele den afstand, som jeg vandrede, har der også været antydning af det pikante.

Jeg vendte tilbage til mit værelse, og så der var en, der havde fået liv i computeren. Havde købt lidt slik, ville se fjernsyn, men da der ikke var noget, faldt jeg i søvn.

Om natten drømte jeg en mærkelig drøm. Jeg har drømt et par gange hernede, men ikke hver dag, men i nat var den lang og mærkelig.
Den første del var fra mit arbejde, og handlede om, at der skulle afvikles en konkurrence, dvs. køre små tog og lave opgaver undervejs. Jeg kan huske, at forberedelsen var forvirrende, og da starten gik, kunne jeg slet ikke finde ud af det, og ved den tredje opgave forlod jeg toget, fordi jeg troede, jeg skulle gøre opgaven til fods.
Fordi jeg havde forladt mit tog, begyndte det at rulle nedad, og nu blev toget til min gamle Ford Mondeo, som jeg netop i år har solgt. Den trillede ned ad en bakke, hvor den blev stoppet af en ankommende bus. Jeg stod nu på en plads med gamle bygninger. Pludselig begyndte bussen at køre inden jeg fik set mig om, og Mondeoen trillede videre til den landede i et hegn uden at det så alvorligt ud.
I al den forvirring havde jeg brug for en nøgle til Mondeoen, og derfor prøvede jeg at ringe nogen op, bl.a. min mor???, der døde for 15 år siden. Det lykkedes ikke, og jeg gik ned til bilen, der nu holdt i et markhegn med en gammel trailer påspændt. Virkelig gammel og fyldt med ragelse. Min sidste tanke inden jeg vågnede var, at her skulle der nok Falck til.
Hvad mon sådan en drøm betyder?

(Det er svært at tolke drømme, men når jeg kigger ind over mit liv i dag, kan jeg godt se lidt af symbolikken. Jeg tror traileren med ragelse symboliserer et opgør med mit tidligere liv, idet jeg dengang så frem til, at jeg snart skulle på pension, og dermed slippe arbejdsbyrden, og toget og opgaverne symboliserede mit planlagte liv som lærer, stressen og den manglende indflydelse på min arbejdssituation. Alle mine tre caminoers sigte, var at jeg for en tid ville have lov at nyde friheden. Men måske betyder det noget andet).

Da jeg vågnede var klokken 8.15. Så længe har jeg ikke sovet tidligere på turen og det er rigtigt fint, da jeg kun skal gå 8 km, fordi jeg har fundet et specielt sted, hvor jeg ville overnatte. Derfor har jeg god tid.

Det ser meget idyllisk ud nemlig, så jeg glæder mig.


Islares

17.07.2015

Jeg forlod Castro-Urdiales vel vidende at jeg kun skulle 8 km, og det var fordi jeg havde set, at et lille hotel lå meget idyllisk på kysten ved en spids, og havde derfor booket i forventning om, at der skulle jeg bade og hygge mig lidt. 
Turen gik hurtigt og jeg tog mig god tid om morgenen til at pakke, få morgenmad og så afsted.

Tingene ser tit anderledes ud i virkeligheden end på Booking.com, og jeg syntes ikke værelset var pengene værd, men nu havde jeg bestemt mig for det, så jeg blev.
Stedet var sådan set idyllisk nok, men den blå himmel blev erstattet med overskyet, så min forventning om at slikke sol blev gjort til skamme.

Jeg fandt et sted, der ikke var så overrendt, ved en nedgang til et slags bassin, hvor der dog var gennemstrømning, og hvor man kunne sejle ud med små både. 

Her kunne jeg iagttage nogle harpunfiskere pakke og sejle ud i gummibåd med påhængsmotor, og senere så jeg udbyttet, - uden dog at kende fiskearterne. Der er dog ingen tvivl om, at der er mange fisk hernede, for jeg ser altid stimer af dem, både langs kysten, men også i floderne.

Det begyndte at regne, og så pakkede jeg sammen for at gå ind på mit værelse, men da jeg kom til trappen til mit værelse, så jeg henvisning til spa-afdelingen, som jeg også havde set i annoncen, og så ændrede jeg kurs nedad. 
Underetagen afslørede boblebad, som jeg straks hoppede i og forstyrrede et ungt par, der havde haft det for sig selv. 
Jeg fik nu øje på det tyrkiske dampbad og skiftede lokalitet til de mere tågede omgivelser... Her må jeg indskyde, at jeg elsker at kunne lave lidt egenomsorg.
Fra det tyrkiske bad gik det tilbage til  boblebadet i 5 minutter, hvorefter jeg kravlede i sauna. Det var bare så lækkert. Til slut endnu en tur i boblebad, og så op på værelset.

Jeg var nu helt afslappet og trængte nu til noget koldt. Så på hotellets terrasse med udsigt over bugten fik jeg et koldt glas fadøl. Og hvor smagte det bare dejligt.

Jeg blev siddende udenfor til kl 21, hvor restauranten åbnede, og jeg havde forinden besluttet, for at undgå pinchos, at jeg denne aften ville spise fint, så jeg valgte en god menu fra spisekortet:



Til forret jamonskinke, leverpostej, croutoner garneret med æblemos og hindbærcouli! 
















Mellemret: fyldt muslingeskal rejer/kartoffelmosblanding!




















Hovedret: torsk! 
















Dessert: is, men sidstnævnte var nu ikke noget at skrive om. Spanierne laver verdens bedste is, og så serverer de mælkeis!
Til det hele rødvin og vand.



Man kan godt forstå, at det er hårdt at være pilgrim!













Jeg sov godt den nat!




Laredo

18.07.2015

Laredo lå ved en smuk strand, kunne jeg se, da jeg nærmede mig byen fra oven. (Faktisk lignede den stranden i San Sebastian med en lang promenade.)


Forinden var jeg gået igennem et vældig flot og imponerende bjergmassiv, hvor jeg så 10 store ørne/gribbe kredse om en bjergtop. Kunne ikke se dem tydeligt, men flot så det ud. 




Det blev en af de mest flotte vandringen på hele turen. Det nød jeg meget, fordi der var så vildt og åbent. Ikke som i Basketlandet, hvor bjergene var tilgroede og træbeklædte, selvom det også havde sin charme. Syntes blot det lignede for meget derhjemme.

Jeg bevægede mig ned i Laredo, hvis navn minder mig om en bestemt cowboyfilm.... Det må jeg finde ud af? Jeg fandt frem til klosteret, hvor alberguet lå. Troede det var nedlagt, men det viste sig, at være beboet af 6 nonner.

Jeg blev indkvarteret, havde fået indskærpet, at jeg skulle deltage i den pilgrimsmesse, der blev afholdt kl. 19 og fællessang med nonnerne kl. 19.45.

20.30 ville de lave pilgrimsmiddag, hvor nonnerne serverer første ret, og pilgrimmene donerede næste.

Så jeg vidste, jeg måtte ned at købe noget, når jeg lige havde fået badet og slappet af.

Værelset var på 5 senge, og det havde sit eget badeværelse, og det var bare så fint.
De 5 senge blev fordelt mellem en ung østriger, en polak og 2 mexicanske præster, og så danskeren mig! Og det var hyggeligt.

Jeg gik ud i byen, og på en nærliggende bar fik jeg iskold cola og en HOT DOG! Endelig noget hjemligt. Ikke helt som derhjemme, men med brød, pølse, sennep, ketchup og ristede løg. De var færdiglavede som pinchos, dvs. at inden de serveres, køres de igennem en brødrister, ligesom når vi i DK varmer pizzastykker eller brød i Føtex.
Den smagte ok, og derfor måtte jeg have 2!

Bagefter fandt jeg et supermercado, hvor jeg købte en melon, som skulle være min donation til det fælles.

Pilgrimsgudstjenesten var fin, mindede om dansk gudstjeneste, men jeg forstod dog næsten ingenting, bortset fra jeg mente, at præsten orienterede lidt om den græske krise.


Fællessangen foregik i forhallen, og det var 3 nonner med tromme, guitar og sanghæfte.
Det blev vældigt hyggeligt, og fortsatte også under aftensmaden, og det begyndte at ligne det, jeg havde mødt på de andre Caminoer tidligere. At der opbygges et fællesskab efterhånden som man møder hinanden og kommer derudaf sammen.




Da jeg vaskede tøj, mødte jeg også en dansk familie med mor, far og to voksne sønner. De var søde og hyggelige at snakke med, og vi fulgtes lidt ad næste dag, inden jeg tabte dem i Noja.




Aftenmåltidet blev også hyggelig, omend maden var af den tilfældige slags, dvs. mest salat og lidt ost, vand og flutes. Vi havde et danskerhjørne, men havde dog en svensk pige på min venstre side.




Desværre blev det en urolig nat, idet der var fest på den nærliggende bar, så jeg fik ikke sovet ret meget.



Noja

19.07.2015

Morgenmaden duede slet ikke. Kold kaffe, tørt brød, så jeg snuppede min sædvanlige morgenkomplet med café con leche, croissant og presset juice på vej mod stranden, og for en gangs skyld var kaffen også varm. Super!

Stranden var super dejlig i Laredo, og jeg fulgte den ud til spidsen, hvor der skulle være en lille færge, det skulle kunne sejle os over til Santoña på den anden side af bugten.
Ved færgestedet mødte jeg familien igen, og sammen ventede vi på færgen, der lå på den anden side.
















Morgenen var smuk, og den lille færge lagde en bro ned på strandbredden, så vi kunne gå ombord. Overfarten tog 5 minutter.
















Og da var det, turisten kom op i mig, jeg vidste ikke om jeg skulle frem eller tilbage. Hvor tit vil jeg kunne bade i sådanne skønne omgivelser. 


(Selv i dag tænker jeg tilbage på øjeblikket, da jeg gik i land i Cantoña, som byen på den anden side hed. Jeg tror, det blev en dyb forelskelse i stedets berusende skønhed. Jeg var virkelig forvirret og kunne slet ikke bestemme mig. Måske var det promenaden, det klare vand, fiskene, palmerne eller bare øjeblikkets stemning? I hvert fald følte jeg mig forført, men der var ingen mulighed for booking. Alt var enten optaget, for langt væk eller for dyrt, så jeg valgte at gå videre.)

Familien gik efter lidt parlamenteren videre. De havde booket 8 km længere end jeg havde planlagt, men de ville gerne inddrage mig, så jeg havde et sted at sove. Men da jeg ikke ville forpligte mig til 20 km afslog jeg.






I stedet satte jeg mig hen på en bar med en cola og nogle lækre pinchos, bl.a. En muslingeskal fyldt med godt, og der bookede jeg et værelse i Noja, og begyndte vandringen.

Dog kun til jeg fik øje på danskerne på en fortovscafé. Der afklarede vi lige vores bookninger og ønskede hinanden god tur, og siden skimtede jeg dem kun ved Berriastranden, hvor jeg forinden havde passeret et stort fængsel.















Jeg skulle over et lille bjerg for at komme ned på Nojastranden, og vejen var en af de stier, jeg hader, fordi den er stenfyldt med store stigninger og der er risiko for at komme galt afsted.

Men da jeg havde klaret bjerget, og jeg stod nede på stranden med Noja i sigte, smed jeg tøjet, og badede i mine underbukser.
Det var så skønt, og jeg gyste da jeg gik i og tænkte, at det var fuldstændig anderledes end normalt, og tanken om at bjergruten havde overophedet mig, og at effekten skyldtes den pludselige nedkøling. Men i guder, hvor skønt. Blev i vandet en halv time, slukkede så lidt sol og så en dukkert mere, inden jeg vandrede i bare tæer langs vandkanten op til Noja. Skønt og ih, hvor jeg nød det.

På en bar ved stranden fik jeg den flotteste cola serveret hidtil på turen. Den unge tjener gjorde, hvad han kunne for at pynte den, og bagefter nød jeg en Mojito fuld af knust is, fordi jeg lod mig friste af nogle glas, der var sat frem med krydderurter og limefrugter.
Derfor besluttede jeg mig for, at inden jeg ville spise aftensmad, så ville jeg nyde en Pinacolada dernede.




Hotellet viste sig at være et af de fine. Prisen var halveret, men flot værelse og badeværelse, men desværre ingen havudsigt. Da jeg stod der i mit pilgrimstøj fornemmede jeg, de gerne ville have mig hurtigt væk fra receptionen. Men jeg har sikkert ikke set køn ud i mit slidte antræk.
(En tanke, der har strejfet mig senere, Caminoen, og der fulgte med i en endeløs diskussion om bedbugs, kan jeg måske godt forstå, at hotellerne kan være lidt skræmte, fordi der kan være en risiko for, at en pilgrim kan slæbe bedbugs med ind til store gene for hotellet og efterfølgende gæster.)

Fødderne fik først et koldt fodbad til afkøling, så tog jeg bad og slappede af med bøger og lidt søvn. Det gælder om at nyde værelset. Al respekt for herbergerne, men jeg kan nu godt lide en hvis standard.

Efter et bad lagde jeg mig på sengen og begyndte at skrive disse noter, og sovet lidt fik jeg også til den gode musik, jeg havde med...

Da jeg stod op, ville jeg forsøge at få udskrevet mine boardingpas til hjemturen, og nu var der kommet en ny sød receptionist, der bare hjalp mig så fint.

Så indtog jeg ovennævnte bar igen, og nu var der kommet nyt personale. Jeg bad nu om at få en pinacolada, men så ville de have mig ned i udsigtsstuen, for så ville en tjener komme ned med den. Det, at jeg ikke måtte sidde i baren og se dem lave den, var nu mærkeligt, men jeg føjede mig.
Tjeneren kom lidt senere med drinken, og jeg havde jo mine græske pinacoladaer i hukommelsen, og blev noget forundret, da tjeneren kom med et almindeligt glas med is og hvidt cocosmælk. Drinken havde et underligt udseende, og der var masser af is i, og jeg kunne ikke finde endsige mærke den vodka, der normalt puttes i.
Så jeg var lidt skuffet, betalte og gik. Den unge mand om middagen havde gjort sig umage, det kunne jeg ikke se her.

Oppe i Noja var der en stor plads med forskellige barer og restauranter i kanten. I midten legede børnene, spillede bold eller, hvad de nu kunne finde på.
Jeg fandt et sted og spiste en pizza, og selvfølgelig var det en frysepizza lige som sidste år i Tossa del Mar, men den smagte da lidt af fugl. At jeg valgte pizza i dag og hotdog igår er måske et udtryk for hjemve.
Ikke hjemve i den gængse forstand, som et barn kan føle, men mere det, at når man i længere tid har levet under udenlandske omstændigheder og vaner, som f. eks. at jeg kun 2 gange hernede fik normal aftensmad, og i stedet måtte ty til pinchos hele tiden, og selv om de kunne være meget lækre og delikate, var det vel spansk fastfood.

Jeg rendte ind i en tysker, jeg havde mødt dagen før på nonneklosteret, og kom til at snakke en halv time med ham. Han fortalte bl.a. at han havde mødt en russer, der var startet ud i Sibirien. 8000 km havde han vandret og været 2 år undervejs.
Tyskeren havde sat 3 måneder af til at vandre. Han var selvstændig, og så havde han en syg kone. Hun var ingeniør og havde arbejdet på et atomkraftværk, og der havde hun fået for mange stråler.
Så han havde vist haft brug for at komme væk fra al den sygdom. Han havde allerede gået Camino Frances i 2004. Altså den samme jeg gik på i 2010 og 12.

Vi sluttede, og vi gik hver til sit for at gå til køjs.

(Det meste af turen gik jeg alene, ganske enkelt fordi, der var så få på ruten, men efter Bilbao steg antallet, og jeg kom i kontakt med flere og flere, så hvis jeg ikke var stoppet i Santander, så tror jeg der ville være blevet dannet en familie. Det lå ligesom i kortene.)


Güemes

20.07.2015

I Güemes skulle der ligge et helt specielt albergue, La Cabaña del Abuelo Peuto, oprettet af præst Fader Ernesto. Det var blevet fremhævet, som noget helt fantastisk, hvad jeg senere på dagen ville komme til at erfare.

Jeg sagde farvel på hotellet, og gik rundt om hjørnet for at få morgenmad, som der var rabat på, fordi jeg havde boet på hotellet.
Hvor er det dejligt at få friskpresset appensinjuice. Det smager bare så godt, og sikke en energi man får af det.

Turen videre er der ikke så meget at skrive om, ud over at jeg gik igennem et landbrugsområde, og igen så jeg rovfugle, men ikke så store som sidst og de havde heller ikke kløftede vingeender, men spidser. Må finde ud af det, når jeg kommer hjem.

Halvvejs fremme fik jeg sandwich og cola på en bar, og troede, at nu var vandringen næsten til ende.
Turen frem til Güemes og herberget blev noget af en prøvelse, for det blev bare så varmt.... Og der var bare ingen steder at købe noget koldt.
Et sted troede jeg, der bar en bar, men det var der åbenbart ikke. Snakkede med en ung pige og hendes bedstemor, som gerne ville have hjulpet med aqua, men det havde jeg jo stadig, idet jeg havde en halv liter i reserve.
Længere fremme kom jeg forbi en lille kirke, hvor der var en vandforsyning. Det var dejligt med frisk koldt vand, så jeg fyldte også min vandbeholder lidt op til ca. en liter for ikke at have for meget at bære på. Der kan være 2,5 liter i den.

Jeg trampede træt videre. På en lygtepæl var der skrevet "Don't give up" med blåt over den gule pil. Det var en dejlig opmuntring, for jeg var tæt på, kunne jeg mærke.

Langt om længe kom jeg til skilt, der viste til herberget, og der var en rasteplads for pilgrimme. Min forventning om at der kunne være optaget, fik mig til at checke for alternativer på mobilen - bare for en sikkerheds skyld.

Oppe på en bakke så jeg to pilgrimme vandre op af mod et stort hus, spm jeg troede var en rigmandsvilla eller et hotel.....så dog ikke noget skilt.
Kæmpede mig de sidste meter derop, - og hvilket albergue. Så stort og smukt, med bl.a. små hytter. Jamen, det var bare så skønt, endda et helt bibliotek over pilgrimsforetagener....

Men bedst af alt, da jeg kom ind, stod der med det samme en med et glas vand. Hvilken velkomst!
I døren mødte jeg Ute, som jeg sidst snakkede med ved morgenmaden på nonneklosteret, og tyskeren fra igår var der også. Tror han hedder Felix. Han var den første, der var fremme.

Jeg blev indskrevet, fik anvist værelse, badet og så kom jeg i tanke om, jeg ikke havde betalt.
Da jeg kom op til værelset, sad Ute og ordnede vabler. Hendes fødder var hårdt ramt, men hun var fortrøstningsfuld, mente, at når hun ikke skulle gå så langt i morgen, så ville det nok gå. Hun fortalte, at de var blevet bespist med koldt spansk tomatsuppe, gazpazo, og salat.
Hun fortalte også, at det var donativo, men da jeg gik om for at betale, sagde en hospitalero, at jeg skulle vente til aftenmødet kl. 19.30, hvor alt ville blive forklaret.

Derfor gik jeg mig en tur og begyndte at skrive dagbog på en terrasse, hvor jeg kunne se ud over hele dalen.
Men efterhånden blev det for blæsende, så jeg gik i stedet om på biblioteket, hvor jeg fandt mange skatte, for her der var en masse herligheder gemt. Præsten må have været over hele verden, for der var stakke af lysbilleder og videofilm m.v.
Der var også mange bøger, og jeg kiggede bl.a. i en om bjergkæden Pico de Europa, som kommer efter Santander. Der kunne jeg godt tænke mig at komme hen.

Mange af pilgrimmene lå rundt omkring på plænerne og slappede af, og derfor hentede jeg mit liggeunderlag, og lagde mig i skyggen. Her fik jeg på et tidspunkt selskab af en gul labrador, der lige skulle hygge sig. :-)

Der var indkaldt til møde kl. 19.30, hvor vi ville få historien om alberguet, om præsten og om intentionerne med stedet. Det var nemlig ikke et helt almindeligt albergue.
Så der var god tid endnu til at slappe af i.


Lidt før kl. 19.30 gik jeg op i mødelokalet. Her fandt jeg H. C. Andersens eventyr på spansk. Det var meget sjovt, så jeg forsøgte at læse "Prinsessen på ærten", men mit spansk rakte trods alt ikke.
Så blev lokalet fyldt, og jeg spurgte mig selv, hvor alle de pilgrimme havde opholdt sig.



Der kom en hospitalero og holdt et foredrag for os. Det handlede mest om Fader Ernestos liv, samt at vi skulle være reelle, når vi donerede, fordi vi fik overnatning, aftens- og morgenmad og brusebad.
Han fortalte, det ikke var et albergue for Camino de Santiago de Compostella, men for livet, og at overskuddet fra alberguet gik til fader Ernestos projekter i Columbia, samt til fattige børn.
Jeg forstod ikke meget af det, da foredraget på samme tid blev oversat til fransk og engelsk, og fordi jeg sad mellem franskmændene.


Bagefter fik vi aftensmad, der bestod af ærtesuppe og pasta med kødsovs. Dertil vand og vin, samt et stykke frugt. Under middagen kom en sød ældre mand og motiverede os for donation. Det var Fader Ernesto selv.

Overfor mig sad en ung dansker, som jeg senere snakkede med. Der sad også en ung hollandsk kvinde og nogle tyskere ved bordet, og vi sad udenfor. Den unge hollænder havde ondt i sit knæ, så jeg hentede et par af mine ibumetiner, som måske kunne hjælpe hende. Heldigvis forstod hun, at indholdsstoffet var ibuprofem, så jeg var ikke så nervøs, når hun kendte til det. Måske kunne det tage hævelsen og smerten.

Det var hyggeligt ved bordet. Efter maden forlod de unge bordet, og Ute, som jeg havde snakket med tidligere, fordi hun sad foran mit værelse og ordnede vabler. Hun havde virkelig mange, og om morgenen viste det sig, hun gik i gummisko. Jeg foreslog hende at bruge sine sandaler, når hun kun skulle til Santander dagen efter.

Der kom også en midaldrende tysk mand hen til os, Gunnar, som viste sig at være lærer, hvilket betød at vi naturligvis snakkede om den pædagogiske udvikling.

Derfor glemte vi helt at komme til fader Ernestos foredrag i det lille flotte kapel i baghaven.

Da jeg hentede mit vasketøj, kom den unge dansker hen til mig og spurgte mig ind til mine erfaringer med at vandre Caminoen, og det fik vi en fin samtale ud af. Han spurgte bl.a. om noget havde forandret sig for mig, efter jeg var kommet hjem, om f.eks. noget åndeligt. Det satte da nogle tanker i gang hos mig, som jeg tænkte over, da jeg var kommet i seng.

I dag efter tre Caminoer må jeg sige, at så meget har det ikke forandret sig for mig. Jeg synes ikke min hverdag har forandret sig for mig. Jeg havde haft en stor tro på, at de ville påvirke mig meget, men det synes jeg ikke er sket. Der ligger for mange, at de forventer store forandringer, åndelige oplevelser, livsændringer og sikkert meget mere, og det synes jeg, at det er dejligt, når man kan flyttes og røres, men det er ikke sket for mig, omend jeg har fået en stor glæde ud af at opleve friheden dernede og holder meget af Caminoen dernede.



Santander - 1. dag

21.07.2015

Ved 23 tiden gik jeg i seng om aftenen og sov fint, indtil de andre stod op ved 6-tiden. Jeg ventede lidt. Ved 7-tiden stod jeg op og gik ned for at få morgenmad. Derved kom jeg til at snakke med nogle spaniere, hvoraf den ene udvekslede studerende med Aalborgs Universitet, og som havde været i Aalborg. Jeg kom også til at snakke med 2 unge franskmænd, som jeg havde mødt flere gange de sidste par dage. Ute kom også til.
Det var meget hyggeligt, og det var først nu, at det sociale begyndte at fungere, efterhånden som vi mødte hinanden flere gange.
En skam at jeg skulle hjem fra Santander. Ville sikkert være blevet spændende at gå turen færdig.

Jeg gik udenfor og snakkede med Ute, der var ved at være klar. Hun sprang op med et stort smil og viste, at hun var helt klar. Jeg, derimod skulle have tapet mine fødder og pakket det sidste. Så jeg foreslog hende at gå i forvejen, og så mente jeg, at jeg nok kunne indhente hende, men det kom jeg aldrig til.
Måske var det fordi, at da jeg ikke havde mødt hende efter 1 times vandring, så undlod jeg at tage prilgrimsruten langs kysten, men valgte i stedet en større vej direkte mod Santander, fordi vejret ikke var så godt, og på et tidspunkt regnede det. Jeg stillede mig under et træ, og det var ikke lige en god idé, fordi al mulig skidt og dyr faldt ned på mig og ned ad nakken.

Turen til Santander var ikke så interessant, da jeg bare fulgte hovedvejen ind. Santander ligger ved en bugt, og man skal over med en færge fra Somo for at komme dertil, hvis man ikke lige har lyst til at gå udenom. :-)

Mødte den tyske mand, der hed Gunner, fra aftenen før ved færgen, og vi snakkede lidt under overfarten fra Somo til Santander.
Jeg spurgte ham, om han havde set noget til Ute, men det havde han ikke. Så hende så jeg ikke mere til. Vi sagde farvel til hinanden, da vi kom over. Han skulle finde alberguet, og jeg mit hotel.

Han skulle videre på Caminoen, mens jeg ville blive 2 dage i Santander for at se lidt af byen. Jeg havde booket hotel for 2 dage i Santander, men jeg kunne først tjekke ind kl. 14.



Inde i Santander ved katedralen, hvor jeg gik rundt på en markedsplads med forlystelser og boder, mødte jeg tyskeren Felix, som jeg snakkede med i Noja.
Han fortalte lidt mere om sit liv med sin kone.  Var virkelig i vildrede med sit liv og havde mest lyst til at stikke af fra det hele. Vi fik en længere snak om ansvar og forpligtelser, hvorefter vi skiltes og jeg fandt mit hotel.

Jeg var efterhånden vant til, at jeg ikke skulle forvente at få hotellets bedste værelse, når jeg brugte booking.com, og jeg blev heller ikke overrasket, da jeg åbnede døren til værelset.
Værelset var egentligt fint nok med et pænt badeværelse, men luften var varm og tung og vinduet vendte ud til bunden af en lille indelukket baggård, nærmest en skakt.
Når jeg kun skal sove på værelset, er jeg som regel ligeglad, bare det er billigt. Men her burde jeg måske have reageret?

Men det gjorde jeg ikke. I stedet tog jeg et bad og gik ud for at kigge på noget tøj, da jeg overvejede at rejse hjem i noget nyt.

Jeg havde kun gået lidt i gaderne, da det begyndte at regne. Jeg søgte ind i en overdækket gård, hvorfra der kom højt musik.

Det viste sig at være et sted, hvor man afviklede sommerkoncerter, og man var i gang med prøverne til aftenens koncert.
Da jeg ikke ville gå videre i regnen, fik jeg et par pinchos på en tilhørende café og ventede.

I et ophold i regnen gik jeg rundt og kom ind i en gammel markedsbygning, der var helt spændende. Jeg satte mig og nød stemningen.


Regnen var holdt op, og min plan var at gå tilbage til hotellet, men for en sikkerheds skyld tjekkede jeg lige programmet, og så at koncerten begyndte kl. 20. Derfor besluttede jeg at spise aftensmad og vente på koncerten.

Jeg fandt en restaurant, og efter maden vendte jeg tilbage ved 20-tiden, blot for at opdage, at jeg havde set forkert, og at koncerten først startede en time senere.

På dette tidspunkt havde jeg været i gang siden kl. 6 om morgenen, og nu orkede jeg ikke mere, og tog i stedet tilbage til hotellet.

Værelset var frygtelig lummert, og jeg prøvede at se lidt tv. Men opgav og lagde mig til at sove, men kun for at vågne et par timer senere og opdagede, at jeg var blevet bidt af et eller andet.
Jeg undersøgte sengen, men kunne ikke finde noget. Der var hvide lagener, men der kunne jeg ikke finde noget, og jeg antog derfor det var myg, der kom ind fra vinduet, der kun stod på klem.

Santander - 2. dag

22.07.2015

Jeg faldt dog i søvn igen, kun for at vågne tidligt og opdage, at nu var jeg bidt over hele kroppen fra top til tå, mest i venstre side. Stadig kunne jeg ikke finde årsagen. (På mine tre Caminoer var det først i Santander, jeg stødte på bedbugs, men det vidste jeg ikke dengang. Først noget jeg fandt ud af flere år senere.)
Det lumre værelse begyndte nu at give mig klaustrofobi, og jeg besluttede derfor at se, om jeg kunne få det byttet. Hvis ikke ville jeg flytte hotel.

Kl.10 stod jeg op, badede og gik over til receptionisten, viste hende stikkene og bad om et gadeværelse.
Heldigvis var hun forstående, men det kunne først lade sig gøre fra kl. 12, og det var også i orden.

Jeg gik derfor overfor at pakke mine ting. Rengøringen havde lagt rent sengetøj på allerede, men sengetæppet var væk. Så det var nok der årsagen lå. Noget i tæppet.

Jeg ville nu finde luftshavnsbussen og samtidig få noget creme til at smøre på alle stikkene. Så jeg gik i byen.

Jeg boede ikke langt fra busstationen, og det viste sig at være enkelt at komme til lufthavnen. Bussen kørte hver halve time.

Bagefter fandt jeg et "Farmacia", dvs. apotek, men gik ind ad den forkerte dør, og syntes det var et underligt apotek. Det lignede mere en gammeldags sæbebutik, som jeg kendte fra min barndom i Haderslev.
Jeg forklarede den gamle ekspedient, hvad jeg ønskede, og han henviste mig til apoteket. Men det troede, at jeg var på og gik ud igen, blot for at opdage, at jeg havde taget fejl af indgangene.
Gik ind det rigtige sted og fik min creme.

Da jeg kom hjem, fik jeg et nyt værelse, et stort fint dobbeltværelse ud til vejen, og de var ikke helt færdigt med det, men jeg kunne se, at sengene var trukket ud, så det var nok blevet støvsuget grundigt.
Jeg lod døren stå åben og satte mig på en seng og begyndte at smøre mig ind.

Jeg var godt klar over, at med så mange stik på min ene fod, skulle jeg ikke løbe rundt, og da det regnede var det heller ikke interessant.
De kom med rene håndklæder og gjorde færdig.

Er par timer senere gik jeg ned og fik dagens menu på restauranten nedenunder, og derefter ville jeg sove, slappe af og håbe på, at jeg kunne gå til koncert om aftenen.

Det er nu også underligt at have gået 250 km ude i naturen og sovet under diskutable forhold, og så på det sidste sted blive sønderbidt.
Det undrer mig at sengetæppet var væk, og det får mig selvfølgelig til at tænke på, om hotellet har et erkendt problem.
Jeg har naturligvis studeret lagener og rengøringen på det nye værelse, så jeg er meget spændt på næste nat.

Det er ikke fordi myggestik generer mig. Det er jeg vant til fra fiske- og kanoture, men aldrig så massivt som her.

Ved 20-tiden stod jeg op, fordi jeg ville gå ned på koncertpladsen. Det kradsede meget med sandalerne på, men det var der ikke så meget at gøre ved.

Da jeg kom derned, var der et band i gang med sydamerikanske rytmer, og folk var vilde med at danse. Det var god musik og dejligt livgivende at se, hvor dygtige de var til at danse. Jeg elsker at danse, men det kunne der ikke blive tale om.

Kl. 22 brød orkesteret af for at give plads til en rockgruppe. I pausen gik jeg hen i markedsbygningen og fik et par pinchos til aftensmad.

Da jeg kom tilbage, satte jeg mig ved et bord og bestilte en lille øl. Jeg ville give orkestret 10 minutter til at vise, hvad de kunne....ellers ville jeg gå hjem.


Det var heavy metal, og det havde ingen interesse, så jeg gik hjem på hotellet, smurte alle myggestikkene og lagde mig til at sove.

Jeg drømte, at jeg vandrede hele vejen ud til lufthavnen.... Vågnede ved 5 tiden ..... Kunne ikke sove mere, og valgte at læse Hemmingways: The snows of Kilamanjaro på engelsk. Jeg var ikke blevet bidt  yderligere i nattens løb.


(Først senere i efteråret 2017, hvor jeg blev medlem af en Facebook gruppe, forstod jeg, at det måtte være bedbugs, og at man skulle huske at checke sit værelse, inden man tog det i brug. Men dette var den tredje camino, og indtil da, havde jeg aldrig oplevet problemer, uanset hvilke omstændigheder jeg sov under, og hvad man skulle gøre med sit udstyr, når man kom hjem for at beskytte sig mod at slæbe dyrene med hjem. Det skal siges, at da jeg checkede lagenet, da jeg vågnede, så fandt jeg intet insekt, som kunne vise mig, hvad der havde bidt mig. Men i dag ville jeg nok have fundet ud af det.
Det ulyksalige hotel, hed Hotel Bedoya i Calle Federico Vial.)


Hjem

23.07.2015

Om morgenen fandt jeg bussen til den nærliggende lufthavn, tog der ud og rejste hjem over London til Billund. Jeg glædede mig til at komme hjem pga den kedelige oplevelse på hotellet.

Der gik nogle dage derhjemme, inden det holdt op med at klø og knopperne efterhånden forsvandt.


Konklusion

Nordruten er en fantastisk rute, og overkommer man de krævende steder, så vil man komme igennem idyllisk natur, små perler af kystbyer, nyde et fantastisk museum som Guggemheim i Bilbao, møde et rigt folkeliv, og så have fordelen af, at ruten ikke er så opsøgt som den franske.

Der er mange, der flyver til Biarritz for derefter at tage toget eller bussen til Irun, men for mig, var det ligetil. Jeg var kommet for at vandre, og det gjorde jeg så bare i stedet. Der vil altid være steder, der ikke er charmerende, fx industriområder, men jeg lægger vægt på at møde det, der er, og så kommer der alligevel ind i mellem gode strækninger, og jeg tænker, at får at kunne værdsætte det smukke ordentligt, så skal vi også have mødt modsætningen.

Buen Camino - kom afsted.


Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar