2019 - Uge 5 - Camino de Santiago de Compostella baglæns!

Her i starten af uge 5 kommer der en erkendelse af, at det ikke vil være muligt for mig at besøge nogle af de steder, som jeg havde planlagt. Jeg må derfor revidere i min plan for at kunne være hjemme til en konfirmation den 17.05.19. 

Oprindeligt havde jeg afsat 5 uger til turen, men det viste sig nødvendigt med at blive 2 dage på samme sted ind i mellem, som modvægt til de lange køreture. Det betød, at jeg dels måtte opgive at besøge nogle af stederne, dels måtte inddrage en del af uge 6 i planen. 

I ugens løb starter jeg med at køre baglæns på Caminoen helt til Leon. Jeg besøger nogle af de steder, hvor jeg har gået, indtil jeg når Leon, hvorfra jeg laver en afstikker ind i bjergkæden Pico de Europa og derfra op mod Frankrig.

En tur ad Memory Lane – den 06.05.2019

Planen er at køre stille og roligt i den omvendte retning af pilgrimsvejen, jeg gik i 2010. Fra Santiago til Leon regnede jeg med, jeg kunne nå. Besøge gamle steder, fx Cruz Ferro og nye steder, jeg ikke fik set, fx borge, jeg så på afstand frem mod Leon. Derefter vil jeg dreje mod naturparkens Pico de Europa. Et sted, hvor der endnu findes bjørne, men de er sky, så det er sjældent de ses.

Inden jeg skulle afsted, skulle hotellet betales. Nu kostede det pludselig 75 euro mere, end Booking.com havde vist mig. Jeg brokkede mig, men receptionisten var ikke til at hugge og stikke i, fordi beløbet stod på dansk, så jeg endte med at betale.
Da jeg satte mig ud i bilen, tjekkede jeg min reservation endnu en gang, og fandt et sted, hvor beløbet stod i euro. Så gav hun op, og hendes chef overtog, og gik på nettet for at checke, og bagefter kom hun tilbage og undskyldte. Jeg fik pengene retur. Jeg har aldrig oplevet, at Booking.com har vist forkert pris.

Så kom jeg endelig af sted, og jeg vidste at pilgrimsvejen gik rundt om lufthavnen, så jeg kørte ud mod den, og i en rundkørsel slog jeg ind på en vej, som jeg mente ville føre mig i den rigtige retning. Det så også rigtigt ud, fordi jeg kunne se mange pilgrimme vandre langs med den.
De kom sikkert fra det store vandrehjem, alberguet, som ligger oppe på bjerget Monte Gosso. Jeg prøvede også at finde derhen, fordi der er en stor skulptur der, men kørte forkert og opgav. Så vigtigt var det heller ikke. Jeg havde set og fotograferet den i 2010, hvor jeg gik den længste strækning, jeg nogensinde har gået, 55 km.

Så slog jeg ind på en sidevej, som jeg mener var parallel med pilgrimsruten, og det var også rigtigt, lige bortset fra, at da jeg var ved at være forbi enden af lufthavnen, stoppede den, men min gps sagde, jeg havde den mulighed, at jeg kunne køre hen ad den vej, som pilgrimmene kom ud af. Altså gjorde jeg det.
Der kom mange pilgrimme, så jeg listede mig afsted, holdt ind imellem stille, medens de passerede, så det gik. Så kom der et kryds, hvor der holdt en person og solgte vand og frugt. Der drejede jeg til venstre efter gps’en, og kom ind i en skov, men det var stadig en skovvej, som vi har dem i Danmark. Der blev ved med at komme mange pilgrimme, så da det gik ned ad bakke, så jeg en ældre kvinde, amerikaner viste det sig, som var blevet en smule forskrækket. Jeg stoppede og vinkede hende frem. Hun lyste op, og jeg rullede vinduet ned, for at fortælle hende, at jeg syntes, hun var sej. Hun fortalte mig så, at hun var over halvfjerds og at han hendes ben ikke kunne mere, så hun ville stoppe i en lille by, Lavacolle, der ligger meget tæt på lufthavnen. Jeg mente også at have set et albergue der. Jeg tilbød hende at køre hende derhen, men hun afslog, og jeg kan godt forstå det. Nu har hun gået så langt, så det føles ikke rigtigt at “snyde” på de sidste km. Så hun kæmpede sig videre.

Lige som jeg skulle til at liste videre, og stadig med vinduet oppe, hørte jeg på klingende dansk “Jamen det er jo en dansker”, og så kom to kvinder hen til mig, og spurgte, hvad jeg lavede her?
Jeg fortalte, at det var min gps, der have rodet mig ind i skoven, og så fik vi en snak om, hvordan deres tur havde været, og hvorfor jeg var i bil.Det var rigtigt hyggeligt, og de havde set, at lidt længere fremme, kunne jeg komme ud på den rigtige vej, hvad gps’en også viste. De fortalte, at de havde mændene med til at køre deres udstyr, at den ene fyldte 70 næste dag, og så ønskede vi hinanden god tur, Buen Camino, som man siger, og jeg selvfølgelig tillykke.

Jeg kunne godt huske navnene på de byer, jeg passerede, men mit mål var byen Portomarin, ca. 100 km fra Santiago. Men inden gjorde jeg et stop i Arzúa, for at få kaffe og poste mine kort. De andre gange, jeg gik hernede, kunne man købe frimærker, sellos, i alle tobaksbutikker, men nu skulle man på posthuset, correus, og i Arzúa var der endelig et, der var tilgængeligt!

Læg mærke til pilgrimssymbolet, muslingeskallen, i gelænderet!

Grunden til jeg ville til Portomarin, er at byen har en speciel historie. Det er sådan, at man besluttede at bygge et vandkraftværk, og derfor stemte man floden op

. Det betød, at Portomarin ville blive oversvømmet. Derfor flyttede man hele byen længere op. Når man står oppe midt i byen, kan man se ud over hele området, der er meget dejligt.

Jeg handlede vand og croissanter i et supermercado, og da jeg kom tilbage til bilen, havde en pilgrim gjort sig det behageligt, og lå og læste en bog med benene oppe. Et fint billede af, at man skal huske at nyde og undgå at ræse afsted!

Jeg kørte videre mod Samos, en by med et meget gammelt kloster. I 2010 sov jeg på klosterets albergue, og det var en speciel nat, men jeg vil lige fortælle, at jeg om aftenen efter aftensmad gik en tur, hvor jeg satte mig ved en bro, og kiggede ned i den flod, der løb forbi klosteret, og til min store overraskelse så jeg den største ørred, jeg nogensinde har set, cirkle rundt i hullet under broen. Jeg havde forinden snakket med en spansk lystfisker, der viste mig sin fangst. En stakkels lille bækørred på 15 cm havde måttet lade livet. Han burde i stedet være gået ned til broen.
Hvorom alting er, Jeg ville i dag lige se, om den store ørred var der endnu, her 9 år senere. Måske var den blevet endnu større.

Men tilbage til min oplevelse i 2010 på klosteret. Mange går pilgrimsturen for at opleve at blive fyldt med noget fx religiøst. Men på de tre ture oplevede jeg intet, lige bortset fra i sovesalen på Samos klosteret.
Som jeg husker den, så var der malet figurer på loftet og væggene, men ikke engle, nærmere djævle, hvilket jeg fandt besynderligt.
Jeg lagde mig til at sove, men på et tidspunkt vågner jeg og oplever, at alle de andre pilgrimme er ved at stå og pakke for at gå. Jeg lægger mig til at sove igen, og da jeg vågnet anden gang, sover alle stadig. Det er den eneste besynderlige oplevelse, jeg er kommet ud for. Jeg synes bare ikke, at det er noget jeg har drømt. Men måske det var sådan?

Mange steder, hvor jeg kørte, var husene bygget oppe af stenflader. Jeg ville have sagt skifer, men jeg ved ikke nok om, hvad det var for en bjergart, men byggestilen var særpræget for Galicien.

Jeg kom forbi en idyllisk plet ved landsbyen Tenguin få km før Samos. Her var en gammel bro over floden, samt et par vandfald. Her tog jeg et par billeder af naturen og et lille kapel, der var bygget på den omtalte måde.

Jeg tjekkede også floden for fisk. Den så meget ren ud, så det undrede mig, at jeg ikke så en eneste, og så faldt min tanke på, at den kunne have haft en forurening. Jeg kan huske, hvor fiskerige floderne var i Galicien, da jeg gik her,så jeg var meget forundret og havde bange anelser.

I baggrunden klosteret i Samos og igen muslingeskallen.

Derefter kørte jeg til Samos og gjorde holdt ved broen og gik ud og kiggede. Ingen fisk, og sletningen stor. Jeg kiggede på begge sider af broen, men intet at se. Men så fik jeg alligevel øje på to ørreder, der stod inde i skyggen af et hus. De var pænt store, men igen i nærheden af den, jeg havde set i 2010.
Der stod desværre også et skilt: Fiskeri forbudt. Så måtte jeg som gammel lystfisker, bare køre videre.

Jeg skal lige nævne, at indtil Portomarin havde jeg set rigtig mange pilgrimme, enten alene eller i familier, men derefter tyndede det ud, og jeg så kun få resten af dagen. Kl var 14 og det var også ca. det tidspunkt, hvor de fleste ville være nået frem til overnatningsstedet.

Tilføj billedtekst

Jeg kørte videre igennem det smukkeste landskab, man kan tænke sig. Bjergsiderne var mange steder begroet med erika lyng i røde og hvide farver, og efterhånden som jeg bevægede mig op i højden kunne jeg skue ud over egnen til bjergene i baggrunden.

Passet Alto San Roche, 1200 m!

Jeg kunne genkende området, for allerede i 2010 fandt jeg det eventyrligt smukt.
Jeg kørte over et pas, Alto San Roche, i 1200 m højde, hvor jeg fik en ung pilgrim til at fotografere mig. Derefter gik det ned ad igen.

Jeg ville dog lige forbi byen Villafranca de Bierzo, hvor jeg vidste, der lå en gammel borg. Ville se, om den var tilgængelig, hvad den ikke var i 2010.

Borgen i Villa Francatil højre! de bierzo. Bemærk pilgrimssymbolet til højre! 

Jeg parkerede og tog et par billeder, men tilgængelig var den ikke, for det viste sig, at ved tidligere stridigheder var en del af borgen blevet ruin. Men den anden del var blevet istandsat og var Idag beboet, og de ville være i fred.
Det var en meget traditionel borg med et tårn i hvert hjørne.

Klokken var efter besøget ved borgen blevet sidst på eftermiddagen, så jeg sprang nogle steder over, bl.a. tempelridderborgen i Ponferrada, Gaudis bispepalads i i Astorga og Cruz ferro. Jeg havde jo set stederne tidligere, så det var ikke så stort et tab!

I Leon bøvlede jeg med at finde om til mit hotel, kom bl.a. ved en fejl ned igennem en parkeringskælder, inden jeg langt om længe kom det rigtige sted hen. Jeg skulle bo på Spa QH!, som jeg har brugt 2 gange før. Et rigtigt rart hotel, hvor jeg kunne hvile ud i spaen kælderen. Lækkert.

Billedet til højre viser udsigten til den gamle bymur set fra mit værelse. katedralen ses i baggrunden.

Da jeg havde forfrisket mig i spaen, gik jeg ned i Leon forbi katedralen for at få noget at spise. Et ægtepar spottede mig som pilgrim pga skoene og sagde Buen Camino. Jeg stoppede op, og vi snakkede kort sammen. De kom fra USA og kørte Caminoen på elcykel, jeg i. De boede på samme hotel, som mit, og derfor ville vi måske løbe ind i hinanden til morgenmaden.

Pico de Europa – Parador de Fuente Dé – den 07.05.2019

Parador de Fuente dé!

Jeg sidder her på mit gamle, slidte, men hyggelige parador. Et parador er ofte noget særligt. Det kan være gamle slotte, klostre og andet af ældre dato, og luksusgraden er meget varierende, og det er prisen også. Men mit var ikke så dyrt, og ud fra billederne virkede det nyere, end det i sidste ende var.

 Der er store rum med højt til loftet, der er båret af tykke bjælker og søjler. Vinduerne er store de en flot udsigt til de nærliggende, forrevne bjerge, hvor der på nogle af dem stadig ligger sne.
Det er lige før, jeg vil kalde de tykke for gardiner for gobeliner i stedet, for de er lavet af robust materiale. Møblerne er  meget gamle, og gulvlamperne virker som fra et andet århundrede.

Men når alt det er sagt, så ændrer det ikke ved, at der er en fantastisk ro over stedet, og personalet er søde og venlige, og det var måske lige det, jeg trænger til. Men nu til en fortælling om igår.

Men tilbage til morgenmad i Leon. Den kvindelige del af ægteparret fra igår, sad i et hjørne, og hun inviterede mig til at sidde ved deres bord, hvilket jeg sagde ja tak til. Lidt efter kom manden til, og vi fik bestilt morgenmaden.
Så gik samtalen lystigt. De var meget interesserede i, hvordan vi havde det i Danmark. De var noget forbavsede over, at det var gratis at få undervisning på de højere uddannelsessteder hos os, hvor det var meget dyrt at gå fx på universitet i USA, hvor de kom fra. De unge kunne godt sidde med en gæld på 1,5 mill. kroner efter studiet.
Vi snakkede også en del om velfærd, skattesystemer og lidt politik, og jeg kunne ikke lade være med at spørge til deres syn på Trump, og den var meget klar. De syntes han var stærkt pinlig.
Det er en af de dejlige ting ved at være afsted, a t man møder fremmede fra andre dele af verden og får en god snak. Så har man det som et glad minde.
Vi sagde farvel, for vi skulle alle tre videre.

Pico de Europa.

I min plan havde jeg beskrevet under min dato for Leon, at jeg ville besøge nationalparken og bjergområdet Pico de Europa. Et sted, hvor der stadig lever bjørne, men de er sky, og de ses derfor sjældent, og jeg må heldigvis sige, Gud ske lov, for jeg føler ingen trang til at møde en bamse.

Jeg bestilte to overnatninger på mit parador, og fik et værelse med balkon, hvor jeg kunne se op til nogle bjergtoppe, hvor der sværmede en flok ørne. Men de var for langt væk til jeg kunne se, hvad det var for nogle. Men jeg tænkte, at når jeg havde slappet af resten af dagen, kunne jeg vandre en tur med mit kamera og telelinse. Så ville jeg måske være heldig.

Jeg kørte ud af Leon, og efter 1/2 times kørsel, begyndte bjergene at dukke op. Der var 180 km til paradoret, og jeg forstod ikke helt, hvorfor det skulle tage over tre timer, men gættede på, at jeg skulle køre serpentinerveje undervejs.

Undervejs dukkede der små befæstninger, hvor der i gamle dag sad øvrighedspersoner og holdt øje med området.

Kraftværket ved Las Salas!

På et tidspunkt kørte jeg også over en kraftværksdam. Det virkede voldsomt, så stort det var.

Nogle mener, at der er skønhed i forfald. Bedøm selv!

Jeg kom ind i et område, der åbenbart havde været et centrum for minedrift, og i en lille, men meget velholdt by, tog jeg nogle billeder af gammelt mineudstyr, herunder et lokomotiv.

Så de næste 100 km serpentinerveje, af og til så smalle, at hvis jeg mødte en bil, ville vi i svingene få svært ved at passere hinanden, og mod slutningen begyndte jeg også at få ondt i min dårlige højre skulder, som massøren på mit kursus, havde hjulpet mig med.

Jo højere, jeg kom op, desto flottere blev udsigten, og et par steder holdt jeg ind for at nyde den.

Langt om længe nåede jeg igennem byen Potes og frem til mit bestemmelsessted. Der meldte mig i receptionen. Den mandlige receptionist var en sjov størrelse, for han fulgte mig op og låste mig ind på værelset med en nøgle, og der forklarede han mig, hvor badeværelset lå og telefonen stod. 
I mit stille sind smilede jeg af ham, fordi jeg syntes han var lidt krukket og gammeldags.Det undrede mig, at de ikke brugte nøglekort, men jeg kan godt se, at det ville ødelægge den lidt gammeldags charme.
Det jeg vidste, jeg ville gøre, var at få en lur, så af med kludene og under dynen. Ah….., men kl 18 blev jeg vækket af en boremaskine lige under værelset. Det tog lidt tid, så skiftede det til en hammer, og så begyndte jeg at blive lidt knotten, for det var ikke det, jeg var kommet for. Jeg ville have ro og fred.

Jeg stod op og klædte mig pænt på, og tog min bog, “Tågens fyrste” af den spanske forfatter Carlos Ruiz Zafon, som jeg synes skriver fornemt og spændende. Dette var en af hans første bøger, og oprindeligt en ungdomsbog, og jeg kan godt mærke, at hans stil er lidt mere uøvet, end det han leverer i sine senere bøger.
Jeg satte mig til at læse nede i den store opholdsstue i en behagelig stol ved et stort vindue, og inden jeg så mig om, var jeg kommet godt i gang.
Ved 20-tiden fik jeg en café con leche, hvorefter jeg gik op og gjorde mig klar til at gå ned at spise i restauranten. Der var mange andre gæster, og jeg tror en stor gruppe var et hold bjergbestigere, for de ankom sammen med mig, og da stod de og rodede med udstyr, som kunne ligne noget, der skulle bruges til at komme i højden med.

Jeg fik en velstegt bøf og en halv flaske rødvin. Efter en kop kaffe gik jeg i seng .

Rødvinen var en Matarromera fra Ribero del Douro, Spanien. Jeg synes Douro vine ofte er meget behagelige, så oftest vælger jeg dem. Denne var ingen undtagelse.

Inden jeg gik i seng, havde jeg spurgt receptionen om vandreruter i området, og hun fortalte, at der lå en lige bag paradoret, men også at det ville give regnvejr i morgen.

Jeg lå lidt og lyttede til, at blæsten var taget til, hvilket den så fik alt det gamle træværk til at knage, og det var med til at gøre det hele hyggeligt.

Parador de Fuente Dé – Potes – den 08.05.2019

Ganske rigtigt. Da jeg vågnede, regnede og blæste det. Men her gjorde kurset i mindfulness gavn, for jeg accepterede det bare uden videre og besluttede mig til at tage dagen, som den kom.

Jeg startede med et karbad, noget jeg sjældent gør, og gik så ned for at få morgenmad.

Bagefter, hvor jeg forinden havde gjort mig det komfortabelt på min lukkede balkon med et tæppe, satte jeg mig igen til at læse i “Tågens fyrste” og gjorde den færdig. 

Dernæst begyndte jeg at læse op på Napoleons gøren og laden i Spanien, og som bogen beskrev det, vedblev det at være et blødende sår for ham. Han fik aldrig kontrol over landet, og var altid i klemme mellem guerillaerne og Wellingstons engelske/portugisiske tropper, selv om han havde soldater nok. Havde han haft dem hver for sig, kunne han have klaret det, men det havde han aldrig.

En anden ting var, at da han begyndte at trække tropper sammen til sin “Grande Armé” til hans Ruslandsfeltog, hentede han også. Ole af de erfarne kræfter i Spanien væk.

Potes, Pico de Europa!

Efter nogen tid blev jeg træt og fik mig en lur. Da jeg vågnede tænkte jeg det lige igennem. Det blæste stadig udenfor, men der var opklaring på vej, så jeg besluttede at bruge en halv time til at køre ind til Potes, turistmålet i Pico de Europa.
Da jeg dagen før var kørt igennem, havde den været fuld at turister og store busser, men da jeg nu kom derind, var de væk, så det var fint at gå rundt derinde.

Jeg tjekkede butikkerne ud, og et sted købte jeg de sidste postkort og frimærker. Her kunne jeg åbenbart få begge dele i samme butik. Det var rart. Det virker som om, Spanien kun har to posttakster. En til Spanien og en til resten af Europa, og de er pakket 5 ad gangen og selvklæbende. Det er rart.

Potes er faktisk en rar by med en historie tilknyttet, på den måde, at i centrum ligger et stort tårn, Torre del Infantado, og så er det, som om byen er vokset op omkring det. Samtidig gennemløbes den af en flod, hvor man har etableret en vandresti langs med. Det virker altså ret idyllisk. Der er også en kirke, og så er der for en gangs skyld en stor parkeringsplads, der ikke koster penge, og hvor en stor del af den er overdækket, så man kan holde i skygge.

Der var solskin, så jeg nød at gå rundt derinde, og ved 16-tiden gik jeg op til tårnet, der havde en fin indgang, så jeg gik ind og spurgte, om det var et museum. Og det var det, så jeg betalte 3 euro og tog elevatoren op til øverste etage, hvorfra man havde en smukkeste udsigt ud over byen.

Derefter tog jeg etagerne ned en efter en. Der var en udstilling med gamle håndskrevne og håndmalede bøger.

De var flotte og lavet på pergament.

Derudover var der på hver etage mannequiner udklædt i det 15. århundredes dragter. De forstod sig på tøj og smykker dengang, skulle jeg hilse at sige, og så var de fantastisk flotte, selv om det kun var kopier. Der har helt sikkert været fest i gaden dengang!

Nedenfor tårnet var der en restaurant med menu del dia til 14 euro, og da klokken var 17, og jeg ikke havde spist noget siden morgenmaden, blev jeg enig med mig selv om, at det kunne jeg lige så godt gøre, som at spise dyrt på paradoret. Så det gjorde jeg.

Der var meget at vælge imellem, men jeg tog pasta til forret, kødboller i tomat til hovedret og is til dessert, og dertil rødvin.

Tjeneren, en ældre herre på min alder klædt i hvidt, startede med at sætte en hel flaske rødvin foran mig og så kunne jeg selv tage det, jeg ville. Det var første gang, jeg på denne ferie oplevede det, men jeg det var meget normalt på de steder, jeg spiste på mine pilgrimsture. Men jeg skulle køre hjem til hotellet, så det gik ikke ikke bare at hælde løs.
Pastaen var penne med en svag kødsovs, og kødbollerne var med pommesfrites i en kraftig tomat sovs. Begge dele smagte ok, men jeg kunne godt have brugt lidt parmesan. Isen var en bæger is.
Jeg spurgte tjeneren inden jeg fik maden, hvilken del af af Spanien Pico de Europa hørte ind under. Han sagde Cantabrien og kom med nogle kort over området og over byen, som jeg kunne sidde med, mens jeg ventede på maden.
Da han kom med pastaen spurgte jeg ham om, hvor bjørnene befandt sig, og til min store overraskelse var det åbenbart ikke i de mest forrevne, dårligt tilgængelige områder, og der gik endda en mountainbike rute rundt i området. Men han sagde at bjørne var små og gemte sig godt. Så drøftede vi ulve, og dem kunne jeg forstå, der var et problem med, fordi de angreb gårdene dyr.
Jeg sad ved en halvmur på terrassen og kunne se ned på floden. De havde haft forel på spisekortet, så jeg spurgte ham, om der var nogen, der fiskede dernede, men jeg forstod det sådan, at det gjorde man åbenbart ikke. Faktisk har jeg kun i hele ferien set to med fiskestang i de perioder, hvor jeg fulgte en flod. Ved havnene var der flere. Ville gerne have spurgt dem om fiskerettigheder, men havde ikke muligheder for det.

En anden ting, jeg fandt ud af på det ene af kortene, var at der slet ingen vandreruter var ved mit parador. Men det var der omkring og i nærheden af Potes. Havde jeg vidst det, så ville jeg ikke have valgt paradoret.

Så var det tid til at komme hjem på hotellet, hvor jeg læste kapitlet om Napoleon i Spanien færdigt, og så var det passende at gå til køjs.

San Vincente – Pamploma – den 09.05.2019

Under morgenmaden skrev jeg de sidste kort, så jeg kunne poste dem i Potes. Derefter pakkede jeg og gik ud af mit værelse med tingene og smækkede døren.

Nede ved receptionen betalte jeg, hvorefter receptionisten bad om nøgle til værelset. Jeg klappede alle mine lommer, tjekkede bukserne i min kuffert, og derefter krybe til korset. Den sad på den indvendige side af døren, så jeg kunne heller ikke hente den! Ups! Men hun tog det pænt, og jeg undskyldte mange gange. Regner med, jeg ikke er den første, der har gjort det!

Nedturen fra Pico de Europa var lige så flot, men krævende, som opturen havde været. der var flotte natur. Jeg var glad, da jeg slap for serpentinervejene.

Tavle ved udsigtspunkt med forklaringer!

Jeg havde lagt planer efter at køre til Foz de Lumbier, en sprækkedal øste for Pamplona, som jeg i 2012 gik en omvej på 10 km for at få lov af se en koloni af gåsegribbe, der levede der. Vejen ind og ud går ad to tunneller, for oprindeligt var det en jernbane, men da den blev nedlagt for år til tilbage, lavede man så en sti.

I den sydlige ende havde der været en gammel romersk bro, men den var blevet sprængt i luften under en af krigene. Husker ikke hvilken, men den kunne have bragt lidt romantik ind til den utrolig smukke natur i dalen, der er forholdsvis kort, måske en 500 m at gå, og havde det ikke været for jernbanen, ville den have ligget i fred og ro. Men heldigvis kan vi have glæde af turen i dag, og gribbene er til at få øje på. Dengang fandt jeg den første, fordi dens vinger lavede en kæmpestor skygge på stien foran mig, og da jeg så op, var der mange, måske 15. Det kunne være sjovt at se dem igen, og på denne tur har jeg et spejlreflekskamera med telelinse og et stativ med. Det kunne give gode billeder.
Jeg har set flere store rovfugle på min tur, en de var svære at komme tæt på. Der var tre over mig på et tidspunkt, men motorstøjen skræmte de store fugle væk, desværre.

San Vicente set på afstand!

Jeg skulle igennem Rioja distriktet, et vinområde berømt for sine vine, og jeg havde fundet ud af, at vine fra den lille by, San Vicente skulle være gode. Den lå lige på den vej, jeg skulle, så det ville ikke være en omvej.

Vinhuset Señoro de San Vicente, et af de bedre, men desværre lukket!

Jeg tro klokken var omkring de 3, da jeg ramte den efter at have kørt forbi utallige vinmarker. Nedturen fra Pico de Europa havde til dels lignet dansk bøgeskov, så jeg var ikke i tvivl, da jeg nu mødte et vinområde. San Vicente kunne jeg se på 5 km afstand, fordi den lå på en top med en borgruin og en kirke øverst. 

Ad snørklede veje fik jeg kæmpet mig op i centrum og fandt et fint sted at parkere. En af problemerne på min ferie var faktisk, at jeg aldrig rigtig havde en præcis dato for, hvornår jeg var her og der. Det kunne godt være en dag fra og til, så jeg havde ikke lavet aftaler om besøg på de vingårde, der lå i byen, og jeg kunne se, at alt var lukket.

Tøjet var ikke prangende, og maven fylder godt! Uha Uha!

I første omgang troede jeg det skyldtes siesta, så jeg kikkede borgruin og kirke ud, og fik en canadier til at fotografere mig i borgtårnet, og jeg gjordet det selvfølgelig også for ham. Da jeg kom tilbage til centrum var alt stadig lukket, selv om klokken var over 16. Det undrede mig meget, men det var ikke andet at gøre end at køre videre.

Det var blevet sent, og jeg besluttede mig for at booke hotel i nærheden af Pamplona, så jeg ikke skulle ind i den. Efter sigende skulle det tidligere have været en herregård, og så kan spørge dumt, om det er naturligt med parkeringskældre i gamle herregårde???? Det tog en time at køre derhen, og det var let at finde, og det virker ok!
Alt afhængigt af vejret vil jeg overveje, hvordan jeg kører videre. Mit mål var at være hjemme den 15., men jeg tror mere på dagen efter. Jeg har en fornemmelse af, at Frankrig bliver sej at komme igennem.

Nu vil jeg ned at spise, og bagefter vil jeg se, om jeg har overskud til at sætte teksten op i bloggen og sætte billeder på. Jeg skriver i appen Noter på min iPad, fordi bloggens skrivning i kodemode hakker og er langsom. Så jeg skriver med koder, og så kan jeg flytte det hele over bagefter. Det virker fint (tilsyneladende, for på det tidspunkt vidste jeg ikke, at alle billederne vendte kaosagtigt)!

Vil lige nævne at hotellet hedder Hotel Casa Azcona i byen Zizur Major, er 3 stjernet og jeg fik faktisk en god menu del dia: forret paella med rejer og muslinger, hovedret andeconfit i orangesauce og til dessert sorbets med cava. Dertil fri rødvin og café con leche. Nogle gange lader man sig overraske.

Og endnu bedre, lynhurtig internetforbindelse. På parador tog hvert billede 5 min, men her 30 sek. Hurra!

Foz de Lumbier – Chauteau de Bousquet – Poiters – den 10.05.2019

Jeg stod tidligt op og sprang morgenmaden over. Jeg havde besluttet at tanke, inden jeg forlod Pamplona, så da jeg kørte ind på den første og bedste station, købte jeg også en kop kaffe, og spiste en af de croissanter, jeg stadig havde fra Portomarin.
Derefter kørte jeg mod Foz de Lumbier, der lå ca. 40 km øst for Pamplona.

Da jeg skulle dreje i Leida, så jeg et skilt til “Villa Romana”, og pludselig kunne jeg godt huske, at da jeg i sin tid gik ruten på vej ind i Foz de Lumbier, havde læst at ruiner af en romersk villa lå i nærheden.

Derfor valgte jeg at tage derhen først, og det var godt, jeg gjorde det, for fra villaen, hvoraf kun fundamentet var tilbage, kunne jeg rigtigt betragte den sydlige indgang til Foz de Lumbier rigtigt, og man kunne tydeligt se resterne af den gamle bro, jeg omtalte. Synd den blev ødelagt.

Den sydlige indgang til Foz de Lumbier. resterne af den gamle bro lige over træerne!

Villaen havde også hørt til en af de store, dog ikke i nærheden af den, jeg så, ved Gardasøen, men alligevel pæn. Der var plancher om, hvordan man forestillede sig, den havde set ud.

Men jeg skulle om til nordsiden af Foz de Lumbier, for der vidste jeg, der var en parkeringsplads tæt på. I den sydlige ende ville der være for langt at gå.
Da jeg ankom måtte jeg parkere på en p-plads, der blev passet af en lille smilende ældre mand, der gav mig et kort. Da jeg fortalte ham, at jeg have gået igennem i 2012 og godt kendte stedet, lyste han op i et stort smil, hvorefter jeg begav mig afsted.

Jeg gik ind i den nordlige tunnel, var det som at komme ind i en eventyrverden. Det havde været diset og tåget, og det dampede fra bjergene efter morgenens regn, da jeg kørte derom, så jeg var spændt på, hvordan der ville være der.

Det første, der slog mig i møde, var selvfølgelig vandets brusen i fossen, men også at der var fuglesang alle vegne, samt duften af træer og blomster, der endnu var regnvåde. Det var så livgivende. 

Desværre kunne jeg ikke se så meget af fossen, fordi jeg syntes beplantningen var blevet større på de 7 år, der var gået.

 Jeg havde mit spejlrefleks med 300 mm telelinse med derind, fordi jeg håbede jeg kunne tage billeder af gåsegribbene. Men jeg fortrød, at jeg ikke havde taget mit lille kompakte systemkameraer med, for det viste sig senere, at jeg havde vanskeligheder med at håndtere kameraet, fordi det var så tungt, og jeg lige netop den morgen gik dårligt, og havde svært ved at holde balancen, når jeg skulle fotografere opad. Det havde været bedre, om jeg havde taget stativet med.

Man kan se de store gåsegribbe sidde og tørre vinger øverst på toppen af klippen.

Til at starte med så jeg ikke gribbene, men da jeg var kommet halvvejs ind, fandt jeg et par stykker, som jeg viste til et par spaniere, hvoraf jeg snakkede med den ene. De gik videre, men pludselig kaldte den ene på vej, og viste mig, at hvis jeg kiggede bagud, så kunne jeg se en hel række af gribbe siddende på den østlige klippekam. Måske har der været 25 – 30 stykker. Et imponerende syn, der havde været skjult for mig i retning, jeg gik.

På den modsatte side, var der kun få, men en af dem sad med udspredte vinger for at tørre dem. Den fik jeg et godt skud af. Desværre kan jeg ikke flytte billeder fra mit kamera til bloggen, før jeg kommer hjem, og zoome. På min mobil er ikke stærk nok til nærbilleder på den afstand. Så det må vente.

Svært at se, men de sidder hele vejen hen. Så mange så jeg ikke i 2012.

Jeg gik tilbage mod bilen, mens jeg kiggede op. Der var kun et par stykker, der fløj, og det lykkedes mig ikke at få billeder af det, fordi kameraet var så besværligt. Resten sad sultne deroppe og ventede på, at jeg, gamle mand, ville falde om og blive til morgenmad for dem!

Det gik nu ikke så galt, og jeg satte mig ind i bilen og begyndte at køre mod Coté de Bourg i Frankrig, en del af Bordeaux's vinområde ved Dordognefloden i Frankrig. Lige over for Coté de Bourg på den anden side af floden ligger det ypperste vinområde i Frankrig: Margaux. Jeg skal lige have med, at kort før, jeg kørte ind i Frankrig blev jeg vinket ind af det spanske politi. Det var kontrol af, om jeg havde drukket eller taget stoffer, men jeg fortalte dem, at jeg var fra Danmark, og at der drikker vi ikke. Den hvide løgn blev bestemt taget for gode varer, for jeg fik lov at køre videre.

Hvorfor Coté de Bourg? Jo, i min ungdom, da der var noget, der hed Munkestuen i Haderslev, havde jeg smagt en udmærket vin fra området, der hed Chateau de Bousquet, og som i et par år kunne købes, inden den forsvandt fra markedet.
Jeg havde glemt den, men så kom jeg i tanker om den, og da vinslottet lå nord for Bordeaux i den retning, jeg skulle, valgte jeg alligevel at køre til slottet.
Da jeg drejede af efter Bordeaux, var jeg ikke i tvivl om, at jeg var kommet ind i et vinområdet, bla. Blaye, for det adskilte sig ved, at der var vinmarker over alt, og så, modsat San Vicente, så kunne vinen købes alle steder.

På vej til Chateau de Bousquet kørte jeg forbi et andet slot, jeg kendte: Chateau Lamothe. Nu er slot måske en meget fin betegnelse efter danske forhold, men hernede var det mindre prangende, nærmest "en lille gård2 er mere passende. Dog var der lidt stil over Chateau de Bousquet, da jeg kørte ind ad alléen, og modsat alle andre steder, stod der ikke noget skilt med “vin sælges”. Hovedbygningen var fin med gitterlåge, men ellers lignede de andre bygninger en større dansk avlsgård.

Der var ingen steder med en butik, så jeg parkerede og gik ud for at finde nogle folk, idet jeg havde set skyggen af en forsvinde bag en mur. Jeg gik derom og fandt en, der rodede med noget slange og to, der var ved at gøre en stor traktor klar.
Jeg henvendte mig til ham med slangen, men han kunne slået ikke, forstå, hvad jeg ville, selv om jeg med alle mulige tegn og gebærder prøvede at gøre det forståeligt! Så slog det mig pludseligt: “Google oversæt!” Jeg skrev sætningen: "Kan jeg købe vin ved dig?" Det virkede, og jeg angav 6 flasker. Det var ok!

Nu gik det stærkt. Han fandt nøgler og vi gik ind i en lagerbygninger, hvor der stod masser af kasser med vin pakket på paller. Vig gik hen til en åbnet palle, hvor han tog en flaske og skrev 7,5 euro på et stykke pap. Jeg besluttede mig hurtigt for 12 flasker. Det var under halv pris af, hvad den koster i Danmark. Men jeg skulle betale cash og ikke med kort, så jeg endte med 14 flasker, for at få det til at gå op.

Jeg gav ham hånden og påskønnende, at det havde været muligt at købe vinen. Glad kørte jeg op til Poiters og fandt mit hotel, Hotel Come Inn, som havde fået en meget fin vurdering fra en anden dansker, som det slet ikke levede op til. Især lugtede det indelukket, men jeg orkede ikke at lede efter et andet sted.
Jeg spiste en spicy pizza på en nærliggende italiensk restaurant. Den var tyndere i bunden end hjemme, og smagte rigtigt godt. Derefter hjem i seng, og for en gangs skyld sov jeg igennem, næsten.

I morgen går det mod Falaise, Caen og Bayoux, men derom senere.

Bayoux-tapetet – Langues sur Mer – Invasionskysten – den 11.05.2019

Efterhånden som jeg kom frem, forsvandt vinmarkerne, og jeg følte mere og mere, jeg kørte på en dansk landevej. Landskabet lignede fuldstændigt som derhjemme. Lysegrønne blade på træerne, udsprungne trolderoser og valmuer, men også blomster i andre gule, lyserøde og blå farver. Altså det man ville kalde en markbuket. Valmuer er skønne. Hjemme i haven har jeg også gule valmuer. Det nytter ikke at plukke dem, for bladene falder af med det samme.

Først passerede jeg Tours, dernæst Le Mans, hvor et stort brunt skilt, som vi kender det hjemmefra, reklamerede for motorløb. Det har aldrig interesseret mig, men min læste søn går vældigt op i det, og er hvert år af sted på kundetur til forskellige løb med sit firma.

I 2. verdenskrig sad de allierede en tid fast omkring  byen Caen, men ved hjælp af kraftige bombardementer fra luften, brød de igennem de tyske linjer. Hitler beordrede et stort modangreb på trods af modstand fra sine generaler, der frygtede at et stor del af den tyske hær kunne risikere at blive omringet og indesluttet og dermed overvundet.

Udsigten til The Falaise Pocket fra Hill 262!

Hitler fik sin vilje, og det gik præcist som generalerne havde forudsagt. Tyskerne blev omringet, og den eneste vej ud af lommen var ved byen Falaise, derfor omtales stedet som The Falaise Pocket. Slaget blev voldsomt, idet tyskerne mistede alt deres materiel, soldaterne i tusindvis blev nedskudt, fordi lommen kunne betragtes fra højderne. Alligevel lykkedes det en del soldater at flygte. 

Kampene var hårde, og derfor har man i 1994 på en høj, Hill 262, oprettet et mindested til ære for de allierede soldater, der døde. Mindestedet hedder Coudehard-Montormel Memorial.

Jeg kørte forbi Caen,  og kom endelig til Bayoux, hvor jeg til min store overraskelse fandt en parkeringsplads ved siden af museet.

Som jeg skrev tidligere, så handler Bayoux-tapetet om slaget ved Hastings 1066 i England, men det handler også om, hvad der gik forud.
Da jeg kom ind blev jeg udstyret med en audioguide på dansk! Respekt! Den var indtalt af en dansk kvinde, som virkelig var til at holde ud at høre på, også fordi hun især udpegede deltaljer i tapetet. Tapetet var nummereret,og til hvert nummer beskrev hun, hvad der skete, men huskede som skrevet ind i mellem at påpege detaljer, der understregede begivenhedernes gang.

Bayoux ligger nær kysten, og min plan var egentligt bare at køre opad på de små kystnære veje og nyde udsigten over havet. Jeg satte derfor kursen mod Arromanches, en lille badeby ude ved kysten. Men undervejs derud, blev jeg mødt af to skilte, et, der reklamerede med en tysk kanonstilling, en med den amerikanske kirkegård.

Jeg var kommet til de allieredes invasionskyst, og på det stræk, der hed Gold Beach, hvor britiske styrker gik i land d. 4. Juli 1944. Ved landsbyen Langues sur Mer havde tyskerne bygget en stor kanonstilling med 4 store kanoner, som lavede ravage både på Gold og den amerikanske Omaha Beach. Først dagen efter fik nogle store krigsskibe, sat kanonstillingen ud af spillet.

Jeg gik en tur i området, og det ligner Vestkystens bunkers til forveksling, men de 4 kanoner stod der endnu modsat hos os.
Den første var smadret fuldstændig, idet kanonen var splittet ad, og bunkeren styrtet sammen. De tre andre tilstrækkeligt beskadigede til at de ikke længere kunne bruges.

Resterne af Mulberry B anes!

Det var dejligt at gå derude, så gik ud for at gå langs med klinten, og der opdagede jeg, man kunne se resterne af den ene af de kunstige havne, som blev fragtet over. Det kan være svært at se Mulberry B, for den ligger splittet ad.

For at få forsyninger bragt i land byggede man to kunstige havne, Mulberry A ved Omaha og Mulberry B ved Gold, altså Arromanches. Mulberry A blev revet fra hinanden i en storm, så kun Mulberry B kunne bruges, og en vurdering ligger på mellem 6.-7.000 ton pr dag blev landsat den vej.
Der er meget, man kan se i det område, som invasionskysten fylder, men så skulle jeg have haft flere dage til rådighed, og det havde jeg ikke. Klokken var blevet hen mod aften, og jeg skulle køre 100 km endnu op til mit hotel La Romantica i Saint-Anne-Colon, lidt syd for Le Havre.

Der var lidt af samme stil over hotellet, som jeg havde mødt på det spanske parador. Gammeldags og fra en tid, hvor det sikkert har været et flot luksushotel.
Jeg hæftede mig ved det flotte skilt ved indkørslen og tænkte, at så måtte det være, det værd. I modsætning til de andre hoteller i området, var prisen det halve. Så er jeg altid mistænksom. Man kan heller ikke altid stole på stjernerne. De dækker over en stor variation af kvalitet. Jeg kørte op og parkerede.
Da jeg gik op ad trappen til hotellet, bemærkede jeg, at der ikke var fejet, at nogle af kaklerne på trappen var faldet af, og at gelænderet var råddent. Stor var min overraskelse over et skilt med Michelin 2017. Det lovede godt, og jeg gik ind.

I receptionen blev jeg mødt, af en ung mand og en ældre kvinde. Den unge mand havde styr på min reservation, så indkvarteringen var klaret på kort tid. Han fulgte mig op på værelset, hvorefter han gik.
Da døren var lukket, kunne jeg ikke lade være med at smile, fordi han talte engelsk på en sådan måde, at det mindede om serien Fawlty Towers, på dansk Halløj på badehotellet, med John Cleese. Denne kostelige serie var bare så morsom, bl.a. For den måde en lille fransk fyr talte engelsk på. Derfor lo jeg.
Jeg tog badetøj på, og gik ned og hoppede i den indendørs swimmingpool, og igen fandt jeg det morsomt. På endevæggen var der et stort maleri af en nøgen kvinde uden hoved i solnedgang. Spørgsmålet var, om det skulle ligne et romersk bad dernede, men jeg syntes nu, at det var kikset. Men sikkert med til at understrege det romantiske i hotellets navn.

Herunder ses billeder fra min aftensmad i restauranten, men efter min mening kan det da ikke være derfor, de har fået en plads ved Michelin?

Forretten bød på noget nærmest pullet duck i butterdej.

Hovedretten var andeconfit, og den var bedre på Hotel Casa Arcona forleden.

Desserten parfait is i calvados var ok.

Generelt var ingen af delene værd at råbe højt om. 

Til maden fik jeg en fransk Chablis, og den var fin.

Når jeg alligevel skal rose hotellet lidt, er det dels på grund af atmosfæren i indretningen, og så det utroligt venlige og sympatiske personale, og jeg sov faktisk godt på det lille værelse med balkon, jeg havde fået. Jeg tænker også, at når vi når længere hen på sommeren, får det nok et brush up på de ting, der er i stykker.

I morgen går turen mod Cambrai, hvor nogle af de store menneskeofringer fandt sted under 1. Verdenskrig, og mod Waterloo, Napoleons endelige nederlag.

Cambrai – Waterloo – den 12.05.2019

De sidste dage er bilen begyndt at støje mere, og jeg begynder at få mistanke om, at det er et leje, der er gået. Derfor sprang jeg Cambrai over og kørte direkte til Waterloo i Belgien, hvor jeg indlogerede mig privat hos nogle utroligt søde mennesker, der i øvrigt fejrede mors dag. 

Jeg ved ikke, hvor mange gange jeg undervejs trak kortet igennem, når der skulle betales vejafgift, men det er efterhånden blevet en anseelig udgift, set ud fra hele turen.
Der har været vejafgifter i Italien, Spanien og Frankrig. Det vidste jeg godt, men så meget havde jeg ikke forventet. Nu må jeg se, om det også gælder Belgien og Holland.
På den ene side, så kom jeg ingen steder, hvis jeg ikke kørte motorvej, men ulempen er ofte, at der var langt mellem afkørslerne, så jeg kunne ikke bare dreje af, hvis jeg havde set noget spændende, fx en borg.

Værelsets udlejere kunne mest fransk, så det var husets unge mand på ca. 20, der konfererede med mig på engelsk. Han fortalte, at det var første gang, de prøvede at leje ud, og jeg kunne mærke, at de gjorde meget ud af det. 
Bl.a. fik jeg serveret Cava og nødder to gange. De var meget betænksomme.
Jeg spurgte også den unge mand, hvor det var godt at spise, og han arbejdede tilfældigvis på et pizzaria. Så jeg kørte derhen og fik en dejlig pizza og et godt glas rødvin, og han kom selvfølgelig hen og spurgte, om jeg var tilfreds, og det var jeg helt bestemt.

Restauranten så ikke ud af noget udefra, men når man kom ind, var det lækkert indrettet, og jeg forelskede mig i en flot lampe!

I morgen er det planen at se Waterloo museet, og bagefter køre til Arnhem og Overloon i Holland.