| 2010 - en pilgrim begynder at gå | ||
© Torben Jessen, december
2017. Denne beretning blev først udgivet på Freetravellog.com, og derfor forekommer der kommentarer undervejs, som svar på kommentarer fra andre. Jeg har valgt at bibeholde dem, fordi det var en levende dagbog. I 2015 fik jeg problemer med at oprette beretninger her. Det førte til, at jeg nu har besluttet her i 2017, at flytte alt over på denne blog. I den forbindelse kan jeg ikke undgå at rette stavefejl, mv., samt ændre æ, ø og å, der ikke findes på de spanske tastaturer. Indholdet vil dog stadig være det samme. Dog har tilladt mig at indsætte parenteser med tilføjelser af og til! Hvis nogle billeder ser mennesketomme ud, kan det skyldes at de er taget på det varmeste tidspunkt på dagen eller meget tidligt. Derfor ingen personer på billederne. Freetravellog.com er nu lukket, pga manglende brugere, oplyser hjemmesiden dec. 2017. |
||
Optakt I 2005 efter en skilsmisse rejser min søn og jeg til Spanien med et lille busselskab for at holde ferie på en campingplads ved Lloret de Mar, nord for Barcelona. I den forbindelse køber jeg nogle blade, så vi kan få tiden til at gå, medens vi kører derned. I et af bladene er der en ung mand, der fortæller om, hvordan et aflyst bryllup bliver til en pilgrimsvandring ad Caminoen i Nordspanien. Det fører til min beslutning om, at det vil jeg også gøre. Min søn og jeg har en dejlig ferie og lærer spanierne at kende som et rart og venligt folkefærd, hvilket helt klart understøtter min beslutning, og fører til en hengivenhed for landet på denne vandring og mine senere besøg i Spanien. Santiago de Compostela I århundreder har pilgrimme fra hele Europa vandret ad ruter med Santiago de Compostella som mål. Ruterne var forskellige, men samledes i Spanien enten på en nordrute langs kysten eller begyndende i Sydfrankrig i Saint-Piet-Sct-Port, og med denne by som udgangspunkt er ruten ca. 850 km og kan gøres mellem 25 og 40 dage, alt afhængigt af, hvor hurtigt man går. Historien bygger på en af Jesus' apostle, Jacob, der missionerede i Spanien efter Jesus' død. Han rejser tilbage til Jerusalem, hvor han også bliver henrettet. Hans disciple tager ham med tilbage til Spanien og begraver ham på en mark, der hvor Santiago de Compostela ligger nu. Santiago er det spanske navn for Jacob, compo kommer af campus, der betyder mark, og stella er ligeledes det spanske ord for stjernen. Altså stjernen over Jacobs mark, for en gang fandt nogle hyrder Jakobs knogler under en klar stjerne på himlen. Disse knogle, relikvier, opbevares i byens katedral. Forventningens glæde Nu er der præcist en måned til, at jeg skal afsted. Den 2. juli flyver jeg til London og derfra videre til Vallodolid i Spanien. Jeg har skaffet mig et spansk kursus, hvor jeg øver mig i alt lære nogle begyndergloser, og forsøger derudover at samle mine ting sammen til turen. Jeg ville gerne have trænet lidt mere, men jeg skal passe både hus og have for ikke at tale om arbejdet, som stadig kalder. Men jeg glæder mig...... Min Camino  28.06.2010
Jeg har også fået mange tips og tricks af forskellige, og skal i eftermiddag mødes med en, der har gået turen for et par år siden. Hun vil fortælle mig, hvad jeg skal lægge mærke til, og hvad jeg skal undgå. Fik også brochurer i dag fra det spanske turistbureau, men de var ikke så gode, som jeg havde forventet, desværre. |
02.07.2010
Så går det løs...farvel Danmark!
Turen herover gik fint. Min datter Cecilie satte mig af i Billund, og kl. 18.50 fløj jeg mod London, siddende med to små søde engelske børn ved min side. Det var hyggeligt.Den ældre pige fordybede sig i en adventurebog, medens knægten spille gameboy. Vi så mange skibe under os og en del boreplatforme. Pudsigt at se disse monstre alene i vandet, og så vide at andetsteds på jorden fosser olien op og forurener store områder.
Havde ikke lige tænkt, at England endnu ikke var gået over til euro. Tog det som en selvfølge, så mon ikke de lige så godt kan følge efter de andre EU-lande og se at få indført valutaen......? Det er da besværligt med disse omvekslinger, og bagefter har man en masse pund og cents liggende og rode efter denne tur....Der kom lige to svært bevæbnede vagter hen for at spørge om det var min bagage, der lå på bænken, og det måtte jeg jo indrømme. Troede de ville arrestere mig, fordi jeg sad i bare tæer ved computeren......Yeps...Det var vist det! ...:-)
Vallodalid - Burgos
03.07.2010
Tilbragte natten i træk liggende på en bænk, og skulle så lige lægge en ekstra time til pga. tidsforskellen. Men endelig kunne jeg flyve fra London til Valladolid, hvor jeg tog bussen ind til togstationen.
Fra luften havde det set tørt og bart ud ind over Spanien, men da vi kørte i bussen var det de afhøstede kornmarker, jeg havde set. De er altså 2 mdr foran os. Men lige som derhjemme, var markerne også fulde af valmuer.
Jeg vandrede fra busstationen hen til togstationen for at købe billet til Burgos, hvorfra pilgrimsvandringen skulle begynde. Det var lidt svært, men til sidst lykkedes det, idet jeg opgav at stå i kø, og snuppede en ledig billetsælger. De har et system, der hedder, at dem, der har travlt, de må gå hen til en bestemt skranke. :-)
Da jeg havde købt billetten gik jeg hen på en lille bar og købte mig en sandwich og en øl. Det er hyggeligt at begynde at forsøge sig med de få gloser, jeg nåede at lære.
Henne ved banegården krøb jeg ind under et træ, og pakkede om, samt vedligeholdte mine fødder med strømpeskift og creme, jeg havde fået med hjemmefra af en ven. Bagefter gik jeg ind igen, for jeg var usikker på via-en, altså perronen, og derfor spurgte jeg i informationen, og blev vist over på via 3. Her sad jeg og snakkede med en ung mand, som talte udmærket engelsk. Han havde opholdt sig 3 somre i USA, men blev alligevel kritiseret for sit engelsk, fortalte han. Det er kun engelsk engelsk, der tæller. :-
I toget mellem Valladolid og Burgos sov jeg det meste af tiden, dvs. forsøgte på det, og og mod slutningen faldt jeg igen i snak med en ung mand på sædet over for mig. Så fik jeg lært at sige "Hvor ligger refugiet!! Donde ésta el Albergue... :-) Jeg har lovet mig selv at lære 5 nye spanske ord hver dag.
Fra den nye flotte togstation
i Burgos var der langt ind til centrum,
og undervejs måtte jeg igen pleje fødderne og hvile lidt. Det er meget
varmere at gå i sandalerne med de specielle sokker på end jeg havde
forestillet mig. I morgen overvejer jeg at skifte mellem støvler og
sandaler.
Katedralen, der er meget smuk,
var lukket,
men jeg nåede lige at få benet indenfor på turistbureauet, som guidede
mig til et fint refugium, hvor der mod min forventning var plads til
mig. Efter et varmt bad gik jeg ud og kiggede på byen. Fandt et lille crepez-bageri, og fik en pandekage med tun, laks og tomat. Herligt efter en lang dag.
Bagefter flød jeg ind på en bar, og så lidt af kampen Spanien-Paraguay, og med et brændt straffespark til hver side, så var der en del dramatik i baren. Så ikke slutningen færdig, da jeg skulle hjem på refugiet, inden de lukkede.
I morgen går det så rigtigt løs. Skal have stemplet mit pilgrimspas i katedralen, og så skal jeg lige se den, have købt lidt ind og så går det ud ad Caminoen. Derfor ved jeg ikke lige, hvornår jeg får skrevet igen.
Tak for alle kommentarer og breve indtil nu. Især til ham, der er ved at flyde væk i sit badekar i kontorstolen...:-)
Tordajos
04.07.2010
Dette afsnit er ikke med i den oprindelige beskrivelse, da der ingen computer var i Tordajos. Der var nok lidt turist i mig den første dag, idet jeg står sent op, drikker morgenkaffe på et nærliggende bageri, går derefter op til et fort på toppen af et bjerg, hvor man kan se ud over Burgos.
Derefter besøg i katedralen, med efterfølgende stempel.
Så jeg kommer først sent ud af Burgos, og når kun at gå 8 km den dag Hvilket skal ses i forhold til at jeg mange dage senere vandrer 55 km på én dag for at nå ind til Santiago de Compostella. Derudover var alt nyt og skulle ses, smages, betragtes, duftes og alt var bare skønt. Da kendte jeg endnu ikke nok til de kommende dages hede.
I Tardejos mødte jeg to danske brødre ved herberget, alberguet, som bestemt ikke var noget at skrive hjem om. Kan ikke anbefales. Brødrene havde problemer med vabler. Jeg så dem ikke senere, efter vi forlod Tordajos om morgenen.
Hontanas
05.07.2010
Sidder ved en gammel computer
på et dejligt refugium, som jeg
næsten vil opgradere til hotelstandard, hvis det ikke lige var for, at
man skulle sove på fællessal. :-) Fik en tre rettters menu incl. rødvin
og vand for 9 euro. Kan I stikke den? - og så behageligt selskab af to
tyskere, som jeg støder ind i undervejs. Men der er alle nationaliteter hernede. Fulgtes en del af vejen med en ung hollandsk pige på 20 år, hvor Caminoen var gået i blodet på familien. De havde alle på et eller andet tidspunkt vandret turen. Faderen endda 2 gange. Nu var hun afsted med sin søster, for så var kredsen sluttet.
Tak til alle jer, der har sendt mig hilsener. Jeg ville jerne have svaret jer alle, men desværre er computeren så langsom, at jeg kan nå at skrive et postkort mellem hver skærmopgradering, så det opgav jeg, og så virker travellog ikke altid, som den skal. Jeg kan heller ikke lægge billeder op herfra, så ville pc-en sandsynligvis dø. :-) (et fænomen med de gamle computere i Spanien. De er lysår fra vores niveau skulle jeg finde ud både på denne, men også på senere vandringer.)
I dag gik jeg fra Tordajos og kom ind på højsletten her i Castille de Lyon. Jeg er måske lidt naiv, og havde ikke undersøgt det ordentligt, for jeg troede, jeg skulle vandre mellem vinmarker. :-) Men dem er der ingen af, kun kartofler og korn. Men hvor er det skønt at vandre ud af den støvede markvej, helt alene, og kun høre lærkens sang i det høje. Den stilhed man kan føle er vidunderlig, og efterhånden hører man kun tankerne indefra. De kommer af sig selv, og renset for dagligdagens støj kan man filosofere over dette og hint.
Historisk set er området meget vigtigt, for det var her fra man fordrev araberne fra Spanien, og deres selvforståelse er meget høj. Franco oprettede også hovedstad i Burgos en tid, men borgerkrigen mærkes overhovedet ikke, og det er kun, fordi jeg har læst om den, at jeg tænker på den. Spanierne synes at være kommet videre. (Dog må jeg ved et besøg i Jacas gamle fæstning med tinsoldatudstillinger sande, at de måske ser på historien, efter min mening, politisk ukorrekt, men derom senere i Camino 2012) :-)
Grøftekanterne kan man missunde dem, for de er fyldt med blomster, men der er ikke så megen forskel på vegationen som i DK. Det er de samme blomster, man genkender. Jeg har set firben og i dag en levende pind, og nogle har set hugorme, og da jeg holdt rast i dag, kiggede jeg da efter dem. Tænk hvis man sad på en.
Deres byggeskikke var aldrig gået i DK. Tog et billede at en etage, der havde fået et udhæng klæbet uden på, så det rakte ind over vejen. Men det må man åbenbart godt.
Blev i går antastet af en gammel kvinde, der sad foran sit faldefærdige hus. Forstod ikke, hvad hun sagde, men jeg antog selvfølgelig, at hun var ved at score mig. :-)
I morgen går det løs igen. Godnat til jer derhjemme.
Boadillo
06.07.2010 3. dag.
Hontanas var et meget fint sted at overnatte. Fik god mad og fik snakket med et par tyskere, Klaus, der vel var på alder med mig, og Stefanie, der var 28. Jeg tog dem egentligt for at være far og datter, men de var mødtes i lufthavnen i Biarritz, og siden fulgtes de ad. Hun ville gerne lære at bruge sit spanske, men det bliver nok lidt svært for hende, da han hele tiden ordner alt for hende, så hun ikke når at komme til. Men de hygger sig sammen, og det er måske det vigtigste.
Alle stod jo tidligt op mellem
5 og 6, så der var ingen grund til at
sove længe. Jeg fik kaffe nedenunder og en lun croissant, og så drog
jeg af.Da jeg gik ud af Hontanas lå der det dejligste svømmeanlæg, og det skulle jeg lige have vidst. Der er ikke noget bedre end en svømmetur efter en lang dag i varmen. Det skal jeg huske til næste gang, hvis der bliver en nummer 2. I det hele taget er det vigtigt at notere sig tips og tricks ned undervejs, så enten en selv eller andre kan have glæde af det. :-)
Turen var meget fin på det første stykke...og krævende skulle det vise sig senere. :-)
Nu går pilgrimmene mere en
efter en efter hinanden, hvor der i starten
var langt imellem at jeg så nogen. Så vi fulgte en kant, indtil vi kom
ud på landevejen, der førte os gennem en klosterruin, Skt. Anton, hvor
der også var et refugie. Jeg hørte senere, at det havde været meget
fint at overnatte der, hvor hospitaleroen havde lavet mad, og senere
havde han spillet udenlandske sange for dem på sin guitar. :-) Det
havde været meget stemningsfuldt, og så sov man under et halvtag, så
man kunne kigge lige op i himlen.
(Da jeg gik forbi ruinen, var
der lagt mange små sedler i huller i
muren. Hilsener fra den ene pilgrim til den anden eller reflektioner.) Snart passerede jeg landsbyen Casteljariz, hvor en gammel tempelridderborg vogtede over byen og pilgrimmene. To ørne svævede højt over borgen, og jeg sammenlignede dem med gribbe, der kun ventede på at kaste sig over døde pilgrimme. :-) (Jeg havde, inden jeg tog derned, besluttet at hvis det blev for krævende, ville jeg gå over til at blive turist. Men efterhånden, og også senere, modstod jeg fristelsen til at undersøge det turistede, når det lå alt for langt fra ruten. Enten er man pilgrim eller også er man turist. Jeg valgte det første!)
Byen var hyggelig og indbydende, men jeg havde kun gået 10 km, så jeg ville fortsætte. I en trekkingbutik (Den var faktisk veludstyret) købte jeg en negleklipper og nogle postkort. Jeg satte mig og skrev postkortene med det samme, så jeg kunne få dem afsendt. Jeg vidste jo ikke, hvornår, der bød sig en ny lejlighed.
Kort efter gik jeg ned over en dalbund og kunne i det fjerne se pilgrimmene mase sig op ad en stejl bjergvej. Faktisk op til knap 1000 m over havoverfladen, og jeg tænkte, at når jeg kom op, skulle jeg vandre med en lun vind i ryggen hen over et dejligt plateau, men sådan skulle det ikke gå.
Inden længe blev jeg sendt nedad igen og nu blev det til en lang vandring ad knoldede markveje. Undervejs var der ved en kilde et par mænd, som havde kolde væsker og frugt til os. Et dejligt skyggefuldt sted med borde og bænke. Jeg fik en kold vand og 2 bananer, og lagde lidt penge til dem, som donation. Man skal selv bestemme, hvad det er værd for en.
Nu gik det ned forbi et pilgrimshospital, som også var et refugium. Det lå ved en større flod, hvor der var en smuk gammel bro over. Der tog jeg et billede af en mor med sin søn med hendes kamera, for jeg tænkte at den der fotograferer er jo sjældent med. Det blev hun glad for, men sønnen på de 12-14 år så nu ikke lykkelig ud, og jeg tænkte i mit stille, at det nok var hendes projekt og ikke hans. Men der er mange familierelationer, der vandrer hernede, og de synes at være glade for oplevelsen.
Jeg sluttede i Boadillo, hvor jeg fandt et dejligt refugium, som på spansk hedder albergue. Da jeg kom ind ad den gamle port, så jeg en græsplæne med kunstværker og en lille swimmingpool. Dertil restaurant og så var min lykke gjort. Jeg afleverede mit pilgrimspas, og er nu glad for, at jeg kan se mængden af stempler vokse dag for dag.
Jeg havde gået 28 km den dag, og derfor tillod jeg mig at få et koldt glas øl med dug på kruset. Bagefter ind at klæde om til badebukser og så i vandet. Herligt forfriskende. Svømmede rundt som en lille fisk. Bagefter slikke solskin i græsset. Jeg skulle gerne være brun, når jeg kom hjem.
Jeg trak dog ind i skyggen på et tidspunkt, og kom til at snakke med to russere, der var sales managere for Osram i Rusland. Den ene talte godt engelsk og fortalte, at den menige russer ikke havde det godt, og at det var oligarkerne, der sad på flæsket. Så han så ikke meget håb for befolkningen i Rusland. Russerne var på cykeltur langs Caminoen.
Jeg klædte om, og satte mig op på terrassen ved restauranten. Kl. 19 var der aftensmad. Jeg troede, at den ville blive serveret udenfor, men da jeg så, at alle andre gik ind og ingen kom ud, regnede jeg den ud og ganske rigtigt, der var fællesspisning indenfor.
Jeg satte mig ved et bord, men efterhånden blev jeg klar over, at det var en fransk gruppe, jeg sad hos, men de var søde, og jeg måtte gerne bytte plads, så jeg kom længere op til to unge kvinder, der talte engelsk. Men jeg afslog, for det var jo gået op for mig, at de fulgtes ad på turen, så jeg ville ikke ødelægge deres samvær. I stedet fik jeg en snak efter maden med moderen, der kunne en del engelsk. Det var hyggeligt. (Senere kom jeg til at møde gruppen flere gange, og hun kaldte mig altid for "monsieur danois").
Maden bestod af to supper, en grønkålssuppe antog jeg og en anden ubestemmelig. Hovedretten var for mit vedkommende kylling med salat og til sidst karamelbudding. Dertil spansk rødvin af god kvalitet. Pris igen 9 euro for det hele, men bedre end i Hontanas.
Inden jeg gik til sengs kommenterede jeg lige lidt på travelloggen, men da klokken var 22.15 lukkede jeg ned og gik i seng for ikke at forstyrre de andre pilgrimme. Det blev en god nats søvn, hvor jeg for første gang drømte.
Her til den morgen drak jeg kaffen og snakkede med en ung italiensk kvinde. Det er hyggeligt at snakke med alle disse forskellige nationaliteter, og man kommer ikke udenom, at engelsk er kommunikationssproget mellem grupperne, selv om jeg forsøger at lære lidt spansk, så er det nu alligevel engelsk, der bærer igennem.
I dag vil jeg ikke gå så langt, men hvile godt ud undervejs. :-)
Carrion de los Condes
07.07.2010, 20,5 km. Tilbage 405,1 km.
Der er mindst rift om computerne, så jeg skriver beretninger næste morgen, men det er svært at lægge billeder op, da computerne enten er for sløve til det eller de blokerer. :-)
Jeg er nu kommet ind på et
område, hvor naturen ikke længere er
begejstrende. Endeløse rækker af kornmarker under en bagende sol. Jeg gik langs med en kanal, som blev bygget i sin tid til fragttransport, ligesom vi kender det visse steder i Danmark, f.eks. ved Tørning Mølle ved Haderslev.
Her var luften tung og kvælende, samtidig med at "flyvende sommer" var i fuld gang. Flyvende sommer er når de små edderkopper bæres med vinden i lang tråde, som kun ind i mellem kan anes. Et pudsigt fænomen.
Der er et væld af sommerfugle hernede, en del meget almindelige arter, men i dag så jeg for første gang citronsommerfugle. Hver gang, jeg tror, jeg kan få nogle billeder af en sommerfugl, så flyver de væk igen. Sommerfugle minder mig altid om min afdøde bror, Preben. Ved hans begravelse i kirken fløj en sommerfugl op fra kisten, og hvis man nu troede på reinkarnation, så forestillede jeg mig, at det var ham der fløj væk. Så hver gang, jeg får besøg af en sommerfugl i mit hus, så lukker jeg den ud, ved det jeg tænker, at nu har han været på besøg hos mig, ligesom jeg hernede tænker, at han viser mig vejen, når en køn sommerfugle flakser rundt foran mig. :-) (På denne første af mine caminoer var jeg meget åben for en åndelighed, og troede fuldt og fast på, at noget ville åbenbares for mig, men hverken på denne eller de senere caminoer kom der noget til mig.)
Det var et dejligt refugium, jeg forlod, og undervejs til den næste by, Fromista, traf jeg en beslutning. Jeg slæbte på for megen vægt i forhold til, hvad jeg kunne regne ud, at jeg skulle bruge, og besluttede derfor at sende ting hjem. Det blev til 3,5 kg: min stok (uanvendelig), soveposen, ekstra håndklæde, løbejakke, mm. Når jeg kommer tættere på Santiago vil jeg tage op til revision om der er yderligere ting, jeg vil sende hjem. Man kan vaske sit tøj hver dag, så man behøver ikke så meget. Jeg kender en, der sikkert smiler i sit stille sind, nå dette læses. :-) :-)
Traveturen blev lang og varm. Blev en smule forbrændt, hvor jeg havde glemt at smøre mig med solcreme. Fik en kold cola ved en lille bar undervejs, og undervejs blev jeg klar over, at det var i dag Spanien-Tyskland skulle spille. Hvis Spanien vinder, bliver det sjovt på søndag, og især hvis de vinder finalen. De festede dog ikke så meget her i Carrion, men bilhorn, kanonslag og raketter var da i gang.
Det tog mig lidt tid finde alberguet i Carrion, idet de første var fulde. Men nu begynder jeg så småt at kunne bruge nogle spanske gloser, så nu skal jeg bare lære at kunne afkode den ordstrøm, der følger i svaret. :-) :-)
Det viste jeg at være hos nogle søstre ( Maria ordenen fra Sct Vincent i Frankrig), og det var rigtigt fint. Efter bad smuttede jeg ned i byen og handlede i et supermarked. Min aftensmad kom derfor til at bestå af kold gaspazo suppe og et stykke flutes, da jeg skulle skynde mig til pilgrimsmesse i den nærliggende kirke. Det var en fin lille oplevelse, især da vi blev lykønsket på vores videre færd af de øvrige kirkegængere.
Undervejs til kirken mødte jeg den italienske kvinde, som jeg spiste morgenmad sammen med, og snakkede et kort øjeblik med hende. Hun ville ikke til messe, men hen at se fodbold.
Efter messen gik jeg hen på den nærliggende bar, og så første halvleg af kampen. Ved 0-0 i pausen gik jeg tilbage til refugiet for at kontrollere mit vasketøj, og for at sidde med fødderne i vand.
Mens jeg sad her på en bænk, kom en anden italiensk kvinde ned og satte sig i en stol ved siden af min bænk og talte i mobiltelefon. De taler altså højt de italienere. Der er ingen tvivl om, at de taler i telefon. Hele verden kunne høre hende, men hun er sød og smilende. Hvem kan blive sur på en sådan livsglad person. :-) Jeg havde kort snakket med hende, da jeg vaskede tøj, og hun kan kun italiensk, så da hun satte sig ved siden af mig på bænken for også at få fødderne i vand, så prøvede jeg alligevel at få en samtale i gang, men det var svært, og det blev ikke til så meget. Hendes telefon var hele tiden i gang med sms, og på et tidspunkt smed jeg ordet "Amore", som jeg vant gør, når mine kursister har for meget gang i den. Hun lyste op i et stort smil, samtidig med, at hun benægtede, hævdende at det var hendes børn.
Jeg havde taget fødderne ud af vandet, da jeg blev klar over, at man kunne have set fodboldkampen på refugiet. Selv søsteren, der kom for at låse porten var oppe at køre, da Spanien kom foran. :-) :-) og helt ovenud lykkelig, da sejren var i hus.
Derefter gik jeg i seng. :-)
Calzadilla de la Cueza
08.07.2010. 17,2 km, rest. 387,9.
Endnu en gang tak for de søde kommentarer og mails jeg får på travelloggen. Det er hyggeligt at høre fra jer. Måske bliver I selv motiveret til at gøre turen. Hvem ved? :-)
(Om morgenen fandt jeg ud af, at nogen havde taget det flutes, jeg havde købt til undervejs. Jeg fortalte det til en ung tysker, Manuel - en studerende , som blot mente, der var nogen, der havde taget fejl. Det var også det nærmeste til et tyveri, jeg har oplevet på mine 3 ture, og så lige på et nonnekloster. Hvad jeg ikke vidste var, at jeg ville komme til at vandre flere dage med Manuel længere ude på ruten.)
Jeg forlod Carrion i bevidstheden om at det ville blive en hård og trættende tur denne dag, fordi turen gik at lange, lige og støvede markveje uden småbyer at hvile ud i. Jeg besluttede derfor at gå turen i et stræk, og så tage stilling, om jeg ville overnatte i alberguet i Calzadilla eller vandre videre.
Solen var allerede bagende, fordi jeg kom for sent afsted, da jeg sad ved computeren og lagde billeder ind. Men denne gang var det lykkedes af finde en, der virkede.
Når man går sådan en lang tur kommer mange tanker op i en. Sommetider noget man helt har glemt, men pludselig er de der. Så går man og snakker med sig selv om dem, og får dem bagefter placeret på de rigtige hylder. Det er en del af processen ved at gå hernede, men på et tidspunkt skulle de holde op med at komme, og der skulle blive stille inden i.
Jeg kan godt mærke, at disse brøkdele af stilhed indtræffer, og jeg bemærker, at jeg i en kort periode ikke har tænkt tanker. Jeg snakkede med den unge tyske studerende, Manuel, om det, og vi vendte og drejede det, indtil vi begge fandt ud af, at vi havde læst Eckhard Tolles bog "Nuets kraft". :-)
Der er ikke så meget at skrive om turen. Endeløse meter af tør kornmark uden spændende afbrydelser, men en trøst at det var den originale pilgrimssti, hvor andre har måttet lide på samme måde som jeg i 1000 år.
Da jeg kom frem til Calzadillo lå alberguet først, men jeg slog mig ned ved en fuente (vandpost), åbnede for den og satte mig på en bænk, hvorfra mine fødder sneg sig op under vandstrålen, og jeg er sikker på, jeg hørte et "gracias compadre" fra dem....og mens jeg havde dem der, kom en ung kvinde for at få vand, og jeg genkendte hende fra den bar, hvor jeg havde set 1. halvleg af kampen mod Tyskland, så vi fik lige situationen vendt, selv om jeg selvfølgelig kun forstod 2% af den ordstøm, der fulgte mit spørgsmål. Det må man sige om spanierne. De har nogle ord, de skal af med. Men søde er de. :-)
Jeg trak stikket og kravlede ind i albuerget, og blev modtaget af en yderst hjælpsom Fernand, der talte godt engelsk og bød mig hjertelig velkommen. Han var nok det jeg bedst forstod ved en hospitalero. Jeg fik anvist en underkøje, og vist faciliteterne, og hvad så jeg er herlig svømmepøl igen. Så inden længe havde jeg bevist at jeg både kunne svømme, dykke og flyde....uden at vandet steg op over kanten. Jeg må have tabt mig...lidt. :-)
Senere gik jeg hen på det
nærliggende hostel og fik en god middag
sammen med 2 norske jenter, der havde taget turen for 3. gang. Det blev
en hyggelig middag, hvor vi fik vendt mange ting i vores fælles
historie.Mens jeg ventede på middagen satte jeg mig i krostuen med et koldt glas øl, og begyndte at læse videre i den bog, Som Cecilie havde givet mig med på turen: Carsten Jensen: "Jeg har set verden begynde" fra 2009. (5. udgave). Jeg kendte den ikke, men det viste sig, at det var hans rejsebeskrivelse af en tur med Den transsibiriske Jernbane, incl. Kina og Sydasien. Den er velskrevet og meget spændende og meget i overensstemmelse med, hvad de to russere forleden beskrev. Hans iagttagelser om Kina svarer også godt nok til mine oplevelser, da jeg var i Kina for 2 år siden. Glæder mig til at læse videre.
Mens jeg læste begyndte et stort tiltrængt skybrud, der var blevet varslet i løbet af den foregående times tid ved flere haglbyger, uventet ikke? :-) Og det kom os til gode næste morgen. :-)
Sahagun
09.07.2010 , 22,3 km, rest 365,6 km.
Det er svært at falde i søvn igen, når pilgrimmenes mobiltelefoner begynder at klinge ved 5-tiden. Jeg ligger og ser de andre pakke, forsøger at blunde lidt videre, men til sidst får jeg kæmpet mig op og går selv i gang. Det er mørkt udenfor. Jeg går ud på badeværelset, breder mit liggeunderlag ud, og laver rygøvelser for at styrke ryggen til dagens strabadser. Børster tænder og får vand i hovedet. Badet blev taget dagen før.
Pakker sammen, vil ned på baren for at få morgenmad, men hvad ser jeg, da jeg kommer derned. Der er lukket, så, der er ikke andet at gøre end at trave videre i håbet om, at der er et sted i næste landsby, der har åbent. Og ganske rigtigt. Det er der, og jeg får cafe latte af en morgensur vært. Køber også juice og noget ubestemmeligt morgenbrød i plastik. Adios og så derud af. :-)
Jeg kunne godt have undværet, for jeg havde noget brød fra igår, 2 bananer og så en bakke dejlige, friske mandler. Ikke de hårde, man kan købe i DK, men store flotte mandler, med en fin smag, som jeg løbende går og spiser af. :-)
Udenfor byen holder jeg rast ved en lille plads, hvor der er lagt sten i cirkel, som en labyrint, sjovt påfund. Mens jeg sidder der, kommer der et par pilgrimme forbi, herunder en yngre kvinde af spansk herkomst, tror jeg. Når man passerer hinanden hilser man altid med "Buen Camino".
Jeg tænker ikke videre over det, men pakker sammen og vandrer videre, og lidt efter kommer en ny landsby.
I venstre kant ligger en byggeplads, og ved lågen står en mand i hvid skjorte og sorte bukser, og jeg tænker, at det måske er arkitekten.
Da kvinden passerer ham, begynder han at tiltale hende på en, synes jeg vred måde, hvorpå hun svarer "Bueno diaz", men han fortsætter uden at hilse igen, og jeg kan se, at hun sagtner farten og tager sin ene vandrestok over i den anden hånd.
Derved når jeg op på siden af hende, og vi følges af, men føler at vi bliver forfulgt af ham, mens han råber videre. Jeg spørger hende: "Espaniol", hun nikker, jeg siger Danois, Danimarca, og vi fortsætter sammen.
På engelsk siger hun "Crazy man", og nikker til manden, der nu står og laver obskøne bevægelser mod hende. "Are you afraid", spørger jeg, hvortil hun bekræfter. Vi forstætter sammen ud ad byen, mens vi snakker engelsk, men pludselig fortæller hun, at hun i virkeligheden kommer fra Chile og bor i Sverige......, hvorefter vi fortsætter sammen til den næste by, og jeg skal love for at jeg får "prata svenska", utroligt, hvor har jeg det fra. Her vil hun gøre holdt for at vente på sin kompis, der kommer med hendes ting, samt få mad på den lokale bar. Jeg giver hende hånden til farvel, fordi jeg gerne vil fortsætte, mens det stadig er køligt, og jeg får hendes navn, men 2 minutter efter har jeg glemt det, fordi navnets form var en uvant afart, at et andet.
Sadan er Caminoen, pludselig mødes man, snakker og så vandrer man videre hver for sig. Måske ses man igen, måske ikke. Kun tiden viser det. Derfor tænker jeg, at man bare skal være venlig og imødekommende i nuet, så den anden kan gå derfra med en glad oplevelse, ligesom jeg fik en glad oplevelse.
Så kunne jeg se Sahagun. Gav et par Ibumetin til en pilgrim, der havde muskelproblemer. Ibumetin er inflammationshæmmende, og jeg tog en hver morgen for at forebygge inflammationer, og jeg tænkte, at det også kunne hjælpe ham.
Fandt albuerget, min seng, og sidder nu og skriver. Bagefter siesta. :-)
(Sahagun albergue var ganske specielt. Lignede nærmest en hacienda. Sovesalen var kømpestor, og fyldt med ting og sager fra gamle tankstationer. Her møder jeg Manuel igen.
Jeg må for første gang gøre noget ved vabler, jeg har fået. Derfor stikker jeg en når med en tråd igennem vablen og lader tråden blive siddende, mens vablen tømmes for væske. Det betyder, at man undgår der går hul. For inden har jeg decinficeret nålen over en tændstik. Manuel har en ung østrigsk kvinde, Hannah, med, som jeg møder for første gang. Hun følger ham de næste dage, og jeg tror fejlagtigt de er kærester, men senere viser det sig, at hun kun er 16 år og har gået alene side Schweiz. Hun taler spansk, da hendes mor er spanier.
Vi kommer også til at spise sammen, og jeg møder også de to norske kvinder igen, hvoraf den ene ikke har det så godt nu. Kan ikke huske, hvad hun fejlede, men mange er ikke forberedt godt nok, har trænet for lidt og får skader.
Det viste sig, at den familie, der drev alberguet også var vinbønder, og de havde fået en kunstner til at male familien på væggene i spisestuen. Så jeg fik den unge kvinde, der tog imod os og stod for alberguet til at posere ud for der, hvor hun sidder på billedet. Bare sådan et fint sted.
 |
| Jeg spiser morgenmad med Manuel og Hannah. |
Sahagun er senere et af de steder, jeg senere husker bedst fra camino 2010).
El Burgo Ranero
10.07.2010 17,0 km, rest 347,7 km.
Igen kan kan jeg kun sige tak for alle mails, kommentarer og venlige Robin Hood sammenligninger...:-)
Strækningen er der ikke meget at fortælle om landskabsmæssigt. Husene er ofte bygget af soltørrede lersten. Vi brænder dem hjemme og kalder dem mursten. I stedet for puds laver de en blanding af ler, sten og hø, som de så beklæder med. Disse huse er ofte i en ynkelig forfatning, og overalt ser man forfald og trøstesløshed.
På billedet til højre har man ikke råd til at genopbygge kirken.
Når man går, kommer masser af stof fra fortiden op som tanker, men de er nu ved at blive afløst af melodier. Der kommer ikke så meget op mere, og jeg går mere og mere i en følelse af at være i nuet. Det stof, der kommer op, prøver jeg at placere på hylder, enten fordi det er afklaret eller fordi der skal træffes en beslutning på et tidspunkt. :-)
Det er lidt spændende at gå her og være vidne til sine egne tanker. :-)
(Men mange gange tænker jeg ikke, laver blot kornstjerner.)
 |
| Tilføj billedtekst |
Boede nok på det ringeste albergue igår og det dyreste. 10 euro og ingen faciliteter. Tog det, fordi der var fyldt de andre steder. Der er ved at gå for meget turist i caminoen, og det bliver værre, desto tættere jeg kommer på Santiago. Det er ved at miste sin charme.
Så kampen mellem Uruguay og Tyskland på baren lige ved siden af og gav is til de to norske jenter.:-)
Sov dårligt, idet fjedrene i min 10 euro seng knagede ganske forfærdeligt. :-)
(Måtte også behandle mine vabler, og som man kan se på billedet, så trækker man en nål og en tråd igennem den. I starten troede jeg, man skulle lade tråden sidde, men jeg blev belært om, at den skulle fjernes, når væske var trukket ud.)
Mansilla de las Mulas
11.07.2010, 18,7 km, rest 329 km.
Begivenhedsløs vandring. Mødte Manuel og Hannah undervejs, som så ofte før, og holdt pause sammen med dem. Hannah er ganske modig. Hun er 16 år og går ruten selv med sponsorering fra farmand mod at hun arbejder pengene af bagefter. Jeg tror hun er lun på tyskeren Manuel, for hun følger ham i tykt og tyndt. :-)..Hvilket jeg ikke altid er sikker på, at han synes om. Lidt ligesom at have sin lillesøster på slæb....:-)....:-) Men det finder de sikkert selv ud af...:-)
Er nu nået til Mansilla og kan ikke kommer videre før klokken 10 minnutter i seks, da jeg vil tage bussen ind til Leon for ikke at overanstrenge min vabel. Jeg vil ikke gå mere på den i dag, og planlægger at blive 2 dage i Leon for at restituere. Der er så meget at se i Leon, og det er trods alt min ferie.
Så jeg sidder nu på den lokale busstation og skriver dette lille kapitel fordi jeg skal vente på bussen.
Jeg håber I alle nyder ferien derhjemme..:-)
Lèon
12.07.2010 - 18 km, men med bus.
Sidder på biblioteket i Lèon og har kun fået tildelt en halv time, så i dag når jeg kun beretningen. Der bliver ikke tid til at lægge billeder op.
Selv for en viking som mig kommer der et tidspunkt, hvor situationen må genovervejes. De sidste par dages vandring med vablen var ikke godt. Jeg følte, at den kunne blive et problem, hvis jeg blev ved at mase på. Så i Mansilla tog jeg beslutningen, at jeg ville ind til Lèon og finde et lille hotel og så restituere mig.
Når man går og går, sover diverse steder, hvor der ikke altid er lige rent, begynder slitagen at komme både på tøj og person. Fødderne trængte til hvile, musklerne at blive afspændt, trænger til ordentlig mad, rigtig søvn og det at være alene. Så jeg syntes, det var den rigtige beslutning. Jeg kunne måske være sluppet billigere ved at tage et hostal, men der mener jeg også, at man deler værelse med andre.
På hotellet er der spa og massage, så den går jeg lige og overvejer på. Det med selvforkælelse. Men jeg er ikke sikker på, at det er godt at gå i spa med sår på foden, da bakterier ofte trives fint i Spaområder. Så hellere gemme selvforkælelsen til Santiago.
Tjeneren i cafeteriet i Mansilla havde sagt 17.50 til næste bus til Lèon, men computeren gik ned, og så gad jeg ikke mere. Da jeg kom ud, kom en bus kørende ind på stationen med rute til Lèon, så den hoppede jeg så på. Måske siger tjeneren det, for at holde på sine kunder. :-) :-) Jeg fik da fadøl og 2 gange tapas. Tapas er begyndt at dukke op siden Burgo. I øvrigt er det billigere at køre i bus end at købe fadøl. Det er da tænksomt. 12 kr for 18 km. Det er billigt i forhold til DK. Fadøl 22 kr.
En af grundende til at jeg også gerne ville ind til Leon var for at opleve stemningen omkring finalen i VM i fodbold. Jeg nåede ned på en lille restauration, hvor jeg fik en spændende forret af salat med æblestykker, valdnødder og en brie. Alt karamelliseret.
Bagefter fik jeg en rund skål
med en ubestemmelig masse i. Jeg kunne
ikke læse spisekortet, så jeg lod faktisk tjeneren overraske mig. Hans
udgangspunkt var, om jeg var meget sulten og om det gerne måtte være
hot!. Så jeg fik egentlig, hvad jeg havde bedt om, men min mave
reagerede på hovedrettens krydderier, så jeg begyndte at få det ikke så
godt, og samtidig kunne jeg mærke en overvældende træthed bølge ind
over mig, da jeg bagefter var gået op til en bar for at se kampen.  |
| Bemærk den
flotte rosetta over indgangen til katedralen i Léon, Utrolig smuk indefra. |
Katedralen...imponerende, San Isodoro: Leòn kongernes kroningskirke og gravkammer...smukt......og til sidst Casa de Botines...bygget af Gaudi cirka 1890.
Nu bliver jeg smidt af. Fik sendt 1,5 kg. :-)
 |
| Gaudi og bloggens forfatter - vælg selv! |
Gaudi og forfatteren, vælg selv!
Villar de Manzarif
13.07.2010, 21,4 km, rest 289 km.
I går aftes stod jeg og kiggede ud på hospitalet overfor. Det var bygget sammen med en del af den gamle bymur, der stødte op til bagsiden af katedralen. Patienterne sad udenfor og nød deres dropstativer. Alt sammen roligt og idyllisk i den nedgående sol.
Jeg pakkede mine ting, så de var klar til nøste morgen. Smed bykort og overflødigt papir væk, og så en middelmådig kinesisk eventyrfil på spansk tv, mens jeg hyggede mig med emmentaler, flutes og spansk cava. Jeg synes, at cava er en rigtig dejlig sommerdrik, og den kan desværre ikke købes ude i de små landsbyer. Hellere et glas koldt cava end en kold fadøl, synes jeg. :-)
Jeg vågnede klokken 6 om morgenen, og pakkede mine ting. Betalte hotellet og stod kort efter ude ved Katedralen. Her blev jeg mødt af en fransk pilgrim, der var ti år ældre end jeg, og som ikke vidste, hvordan han skulle komme videre. Så vi fulgtes ad ud ad byen sammen med en hel flok spanske pilgrimme, og jeg blev hurtigt klar over, at de gik for hurtigt for mig og min vabel, så jeg bakkede ud af gruppen med et "buen camino" og et håndtryk fra franskmanden.
Ude på vejen til Manzarif indhentedes jeg af franskmændene, og jeg fulgtes med madame francaise et langt stykke. Hun kan lidt engelsk, hvad hendes mand ikke kan, men det forhindrer mig ikke i at drille ham lidt undervejs, når vi mødes. Hun er sød at snakke med og en meget betænksom kvinde. Hun slipper mig under et skyggefuldt træ før den næste bar. Hun vil vente på sin familie. Det er ok, og jeg vader ind i den næstsidste by, hvor jeg får kaffe, juice og endelig en ostemad på den lokale bar. Her kommer jeg i snak med en amerikansk "minister", en kvindelig præst og vi kommer til at følges ad ind til Manzarif, hvor vi vælger alberguet med swimmingpool.
Jeg valgte at ville sove på altanen under et halvtag, sa jeg kunne tælle stjerner og måske se en shooting star. Altanen er fint dekoreret af de forskellige pilgrimme, der har boet her. Det må man gerne. Skal huske at fotografere det, før jeg forsvinder i morgen.
Da jeg havde pakket ud, skiftede jeg til badebukser og så en tur i swimmingpoolen, inden jeg lagde mig op at sove. Frøs en del, idet jeg i lang tid sad med fødderne i vandet i poolen, og måtte derfor krybe under et tæppe. Bagefter læste jeg igen i Cecilies bog, som jeg bliver mere og mere glad for. Meget reflekterende og en klog bog.
Præsten kommer fra North Dakota, og hun når at forklare mig kirkesystemet i hendes stat, som er kendetegnet ved at være meget liberal. Alle kan komme der: katolikker, gay og lesbian, mm. Vi snakker senere videre under aftensmaden og får drøftet kulturforskelle, opdragelse, skolesystemer, litterattur og film, og det viser sig faktisk, da jeg postulerer at amerikanerne altid lever på MacDonald, at den deraf afledte diskussion fører frem til, at hun har Babettes Gæstebud stående på hylden derhjemme. :-)
Nu sidder jeg og tamper på en pc med et dårligt tastatur, og vil dog lige forsøge at lægge et par billeder op som det sidste.
:-)
Astorga
14.07.2010, 30,5 km, rest 258,7 km.
Nu er det lykkedes mig at få knappenålene til at sidde på de rigtige steder på travelloggens kort. Det tog sin tid, og jeg ved ikke helt, hvorfor det blev ved med at kikse i starten. Men nu sidder de rigtigt. :-)
Jeg sov ude på altanen, og det skulle vise sig at blive en kold omgang, for jeg måtte have hele to tæpper over mig. Jeg avde sendt soveposen hjem, i den tro, at det ville blive ved med at være lige så varmt som hidtil, men de sidste dage har jeg frosset lidt.
Denne etape skulle blive en afprøvning på mit bentøj. Kunne vablen genopstå, ville mine led blive overbelastede, osv., men det var ikke andet at gøre end at gå afsted. Men mærkeligt nok kunne jeg ikke mærke noget til vablen, da jeg stod ud af sengen. Jeg plastrede den for en sikkerheds skyld og tog mit udstyr på.
Bagefter tog jeg billede af de fine tegninger på væggene på balkonen, og to af pigerne, der sov under billederne, mente bestemt, at det var dem, jeg tog billede af, som de lå der med morgenhår. :-)
Jeg spiste morgenmad sammen med amerikaneren. Hun ville blive, da hendes fod var dårlig, og da jeg senere gik ud ad ruten, så ville hun ikke kunne klare den med sin dårlige fod.
Jeg sagde pænt farvel og smuttede med et "adios" ud af døren. Jeg gik alene til den første bar, men så løb jeg ind i en lille fransk professor, som jeg på et tidspunkt tidligere har fulgtes med. Hun kaldte sig professor, men i Danmark ville vi have betegnet hende som folkeskolelærer, men de tager uddannelsen i 5 år på et universitet, kunne jeg forstå på hende. Vi snakkede længe i baren om forskellen mellem fransk og dansk tilbud til dyslektikere, og de er efter min mening langt bagud i forhold til os, hvis hendes skoles tilbud er generelt for hele Frankrig. Men det var meget spændende at snakke med hende, og vi fulgtes derfor ad videre mod Hospital de Orbigo.
Her skal vi passerer en gammel stenbro, der har hele 19 buer. Et fantastisk byggeri fra gammel tid med en tilhørende gammel skrøne om en ridder, der skulle forsvare broen i 30 dage for en udkåren jomfru. Tænk hvad kvinderne også dengang kunne få mændene til, og så kender man ikke en gang hendes navn....:-)
I Orbigo skiltes vi, og resten af vejen gik jeg alene op over de bjerge, jeg troede, jeg så i baggrunden, men som i første færd mere var bakker, som vi har dem ved Silkeborg, når vi er på kanotur.
Videre gik det gennem bakkerne, og jeg måtte et øjeblik stoppe op for en fårehyrde, der skulle flytte sine får. Det var en meget gammel mand i blåt arbejdstøj, hat ned i øjnene og en vandflaske eller det, der måske er værre, i lommen????
Undervejs hilste jeg også på min tyske fussfreund, Henrik. Han og jeg går i samme sandaler....:-)...og han gik sidste år fra Frankrig til Burgos i dem uden problemer. Jeg synes også de er gode at gå i, så jeg fortryder ikke, jeg sendte støvlerne hjem. :-)
Men jeg var glad, da jeg endelig kom op til det store kors, der markerer nedstigningen til Astorga. En meget flot udsigt over byen, hvor katedralen lå fuldt afdækket, og så gik det bare nedad og ind mod byen.
Egnen bærer præg af mere vedligehold, husene er mindre forfaldne og der ligger heller ikke så meget snavs alle steder.
Oppe i byen fandt jeg Alberguet, som lå op til den gamle bymur, hvor jeg senere gik tur, og hvorfra hele dalen lå under en. Fra bymuren gik jeg op til katedralen, der var bygget dels i røde sten, dels som de andre i grå. Den var ikke så forvitret i stenene som de andre og passede godt ind i kæden af katedraler på vejen. Det nærmeste jeg kan komme katedral i størrelse, som jeg har set herhjemme, er vel Roskilde Domkirke eller Ribes ditto.
Ved siden af katedralen ligger en bygning, som er meget mere spændende, nemlig Gaudis Bispepalads, som jeg lige nåede at komme ind at se før det lukkede. Det er en enestående smuk bygning, både inde og ude, og jeg kan kun anbefale jer at se den, hvis I skulle komme i området. Ikke noget under, at han er så berømt som han er. Han har også tegnet katedralen i Barcelona, Familia Casagrada, der stadig er ved at blive opført.
Efter al den vandring og kiggeri var mit bentøj meget slidt, og nu gjaldt det om at finde et sted at spise, og jeg udvalgte mig en restaurant på torvet. Den sode tjener, der talte tysk gav mig straks et menukort, og viste mig den tyske side, og så skulle jeg bare vælge. Men det skulle han måske ikke have gjort. Nu forstod jeg, hvad der lå bag de spanske retter, blutwurst og sprængt fåremave.........det blev til stegte røde peber til forret, en 8. del tortilla ti hovedret og en tør bolle. Senere is og kaffe, pris 2o euro. Dertil en lille flaske vin.
Da jeg var ved at være færdig med at spise kom en kvinde ind og satte sig på et bord ved siden af mig. Hun fik et stykke papir i stedet, og nu begyndte det at gå op for mig, at der måske også eksisterede en pilgrimsmenu....og det gjorde der: Hun fik en flot salatskål, 2 dejlige stykker kylling med kartofler og et stort stykke melon til dessert. Dertil en hel flaske vin. Det var både mere indbydende og lækkert end det jeg fik. Pris 10 euro. Inden hun fik maden havde hun henvendt sig til mig og var flyttet over til mit bord. Hun var fra Sverige, kunne forstå dansk, og vi snakkede sammen en times tid. Jeg troede ikke vi sov på samme refugium, så vi skiltes uden for restauranten, for hun ville se det samme, som jeg havde set et par timer forinden. Hun havde faktisk gået 50 km på hendes første dag.....lidt sejt, men hun havde gået sammen med en tysker, som bare havde trukket derudaf.....:-), og det fik hende til at tro, det var normalt.
Jeg kravlede hjem i seng i min silkesovepose og regnede ud, at det blev en kold nat, da der ingen tæpper var.....suk!
Rabanal del Camino
15.07.2010, 20,6 km, rest 238,1 km.
Mens jeg lå vågen om natten kom jeg til at ærgre mig over at have ladet mit kørekort ligge derhjemme. Jeg ville gerne have lejet en bil de sidste 2 dage for at køre ud til Cap Finisterre, og den tanke måtte jeg opgive nu. Jeg kunne nok ikke få lov at leje en bil uden kortet, desværre.
Jeg blev vækket til tonerne af munkesang, og troede, der var messe i klosteret overfor, men det var hospitaleroen, der havde tændt cd-afspilleren. Hvilket bedrag. Jeg var lige ved at tro, at der da var lidt autentisk over det. Kl. 7 kom han ind og vækkede os. Nu havde vi en time til at pakke og forsvinde i.
Det viste sig, at Anett, som kvinden igår hed, sov samme sted, og vi kom til at følges ad til min slutby, hvorfra hun selv gik videre, da hun skulle gå længere, hvis hun skulle nå det. Det blev et meget fornøjeligt makkerskab at gå med hende. Hun havde en god humor, som passede godt til mig. Så vi fortsatte, hvor vi slap dagen før, og kom rundt om kost, bøger, opdragelse, ægteskaber og mange andre ting. Så inden vi så os om, var vi nået til min by, hvor vi drak en øl sammen med en tysk kvinde, som hun, inden jeg fik set mig om, fik mig afsat til....-)
Undervejs gjorde Anett og jeg holdt ved en dejlig bar i en lille by. Det var en italiensk kvinde, der havde den, og det er nok den bedste af de små spisesteder, jeg indtil nu og måske på resten af turen kommer til at besøge. Hun havde et spændende udvalg af retter, tapas, god kaffe og en dejlig betjeningsmåde. Da jeg senere roste hende for sit sted, sagde hun blot "jeg elsker mit hjem"! Pa alle hendes altaner stod der fyldt med røde blomster og stedet var rent, pænt og indbydende, inklusiv toiletterne. En dejlig oplevelse.
En ting Anett og jeg kom til at diskutere var lopper. Hun havde læst, at der var store chancer for at få lopper på Caminøn, og det kunne godt være sandsynligt. Man kan jo aldrig vide, hvem der har brugt madrasserne før, og hvor tit betrækket bliver vasket. Det bliver spændende at se, hvor mange husdyr, jeg får med hjem. Faktisk tjekkede jeg for lopper på hotelværelsets seng, der var beklædt med hvidt lagen. Men jeg fandt ingen. :-) (I 2015 skulle jeg komme til at stifte smerteligt bekendtskab med fænomenet på det allersidste hotel.)
Frederikke, som jeg blev afsat til, kunne ikke gå ret langt, da hun var plaget af en dårlig fod, som hun havde haft inden hun kom derned. Den havde været meget ophovnet, men var nu i bedring. Hun havde valgt at købe et værelse over baren for 30 euro, da hun efter den første nat var blevet meget skræmt af at skulle sove blandt alle de andre mennesker, og som hun sagde: "ikke havde lukket et øje"! :-) Men hun viste sig at være meget spændende at snakke med, for hun havde taget en forholdsvis ny uddannelse i Tyskland, som der kun var 50 af. Jeg kan ikke huske det ord, hun brugte for den, men det er en form for coaching, der ikke kun indbefatter noget psykisk, men også adfærd og påklædning, så vi fik nogle interresante diskussioner. Hun havde et lille bijob på en skole for unge 17 år-rige, der skulle bygges op efter forældresvigt. Efter hendes råd valgte jeg et albergue oppe i byen.
Så jeg bookede mig ind på kommunens hosptial med en lille familie som hospitaleroer, og hvor manden spiller guitar bag mig, mens jeg skriver på computeren. De er meget søde. :-)
Når jeg er færdig med skriveriet her, skal jeg i gang med den sædvanlige tøjvask, og så en lille lur, samt ud at finde noget at spise...:-)
I morgen har Mads fødselsdag, og da vil jeg ringe til ham og ønske ham et stort tillykke! :-) :-) :-)
Tricastela
20.07.2010, rest 132,4 km.
Ud over at jeg ikke kunne komme til computer i 4 dage, da de enten ikke havde computer eller at de også var i stykker, gik mit ur i stå. Når man går hernede den ene dag efter den anden begynder fortid og fremtid at blive uinteressant. Man finder langsomt ind i nutiden, men når så også ens ur går i stå, forsvinder man helt ind i ingen tid.
I hverdagen er jeg pga. af lærerjobbet altid nød til at fastholde, hvad jeg lavede sidst med kursisterne og hvor det er jeg skal hen med dem, næste gang jeg har dem. Altså en bevægelse mellem fortid og fremtid i forholder til kalender og planer, mv.
Alt dette forsvinder og jeg må orientere mig på anden måde. Nemlig efter hvornår de andre står op, og hvor langt mine ben kan holde netop den dag. Normalt forlader jeg alberguet ved 6.30 tiden, men i dag blev jeg vækket ved en livlig aktivitet fra omgivelserne, og efter få minutter tænkte jeg, at det måtte så være nu, jeg skulle op, og uden de store dikkedarer stod jeg i bælgravende mørke ude på markvejen, og kunne ikke se en hånd for mig, men i stedet en masse smukke stjerner. :-)
Jeg begyndte at gå, mens jeg lejlighedsvis lod en lyskegle feje hen over markvejen for ikke at falde i huller, store sten eller glide i en af kokasserne. Nu har jeg endelig fundet de køer, som der skulle have været så mange af de sidste hunderede kilometer....papir er som bekendt taknemmelig eller også bør forfatteren til min bog måske i gang med at revidere den. ...:-).
Jeg fulgte vejen, og min glæde blev stor, da jeg genfandt Karlsvognen på himlen. Den kendte jeg jo derhjemme fra. Jeg er ikke særlig god til astronomi, men Karlsvognen kan jeg altid finde. Jeg fortsatte i mørket, men på et tidspunkt valgte jeg dog at gå ad asfaltvejen i stedet. Jeg syntes, det gik så godt, men de byskilte der dukkede op, kendte jeg ikke, og de stod ikke i min bog, så jeg begyndte at blive ret nervøs for, om jeg havde overset en pil. Men heldigvis dukkede der ved 6-tiden et skilt op, som viste den rette vej, og jeg slog ind på stien igen og snart efter var jeg i Tricastela, hvor jeg nu fandt en lille cafe, som til min store overraskelse havde et velfungerede internet, samt en printer, der virkede...:-)...så nu har jeg fået min "tjek ind papirer" til Rynair skrevet ud, og så kan jeg da komme hjem.
Desværre har TDC lukket for adgang til min webmail i det område jeg er pga. spam, og det betyder at jeg ikke kan komme ind at svare på mails, der er sendt til mig. Vil I skrive mails til mig må I bruge mailfunktionen i Webloggen.
Jeg valgte at prøve at nå helt ind til Ponferrada, da jeg gerne ville se tempelridderborgen næste dag. Så jeg kom forholdsvis sent derind. Ved en cafe fik jeg øje på Manuel, der havde sluppet Hannah, men i stedet sad og hyggede sig med Susanne. Manuel er meget humoristisk, og har et smittende godt humør, og han fortalte, at han og Hannah havde skrevet beskeder til mig i jorden undervejs, men dem havde jeg desværre ikke set. Meget betænksomt af dem. Jeg fik en lille øl sammen med dem, og opgav alberguet, fordi Manuel fortalte, at der nok var fuldt. Så det blev et hotel for en nat. Fint værelse, og god perigrinomenu af den sædvanlige slags, men lækker.
Næste morgen opdagede jeg, at der var et computersystem til rådighed, og spurgte derfor om jeg måtte bruge det. Men portieren, som vav den samme som om aftenen, var i mellemtiden blevet noget af det mest sure, man kunne forestille sig, og vinkede mig af. Det hjalp heller ikke, da jeg prøvede at forklare ham, at det var min booking, jeg skulle lave.
Borgen åbnede først klokken 11, så jeg hængte bare ud på værelset, men omkring kl. 10 ville jeg betale, og da var der en ung mand, der sad i receptionen, og han var langt mere hjælpsom, og selvfølgelig kunne jeg bruge den.
Her fik jeg lavet min tjek ind, men vi kunne ikke få den ellers udmækede HP printer til at køre, og jeg måtte så finde et andet sted at skrive ud. Havde dog gemt papirerne som pdf filer, så jeg ikke skulle igennem Ryanairs besværlige udprintningsfunktion.
Ridderborgen var meget interessant, men det viste sig hurtigt, at den store borg på tempelriddernes tid ikke havde været så stor. Det var først ved senere tilbygninger, og man var nu ved at restaurere den færdig. Det er lykkedes helt fint for dem, men omvendt, så oser den ikke så meget af aura som det jeg oplevede i min barndom i østrig, hvor der også findes store borge, f.eks. Hohensalzburg eller Hochostervisch i Kärnten.
Da jeg havde set borgen begav jeg mig ud af byen, og ville undervejs ud besøge en Internetcafé for at printe, men ak deres printer virkede heller ikke.....:-(...jeg ved ikke, hvad der er med dette land. Sa svært kan det da heller ikke være at få skidtet til at køre...:-)
Fra Ponferrada gik jeg til Cacabelos, ikke helt så langt, som jeg havde tænkt mig, men jeg opdagede et refugium, hvor sengene var placeret i kabiner rundt ved muren om en lille kirke. Der var hyggeligt på gårdspladsen og jeg mødte at par franskmænd, som jeg havde spist sammen med i selskab med den lille franske familie. Jeg ville komme til at møde dem flere gange i de næste par dage, men de havde ligesom jeg mistet kontakten til familien for længe siden.
Der var kun to senge i
kabinerne, og der var et skab i hver side til
rygsæk og udstyr. så det var meget fint. Jeg kom til at sove med en
østrigsk vandringsmand. Om natten stod jeg op før ham og begyndt at
vandre. Da jeg var kommet godt derud af opdagede jeg, at jeg havde
glemt min lille amulet, en muslingeskal, som jeg havde købt for at den
skulle bringe mig lykke. Senere fik jeg den af østrigeren, idet han tog
den med, fordi han regnede med at indhente mig. Jeg havde overset den i
mørket. Vi mødtes, da jeg var på vej ind i Valcarse dalen, som skulle
blive enmeget smuk tur langs med et vandløb, hvor jeg for første gang så ørreder. Et rigtigt fluefiskevand med rislende strøm og fine huller, men et sted, hvor der var et sammenløb stod der flere ørreder, og jeg kunne se, at de ikke var så store. :-)
I Vega de Valcarse lagde jeg mig ind på det lokale Muncipal Albuerge, og det var første gang på turen, jeg skulle bruse i koldt vandt......Brrrrr...., men det gør nu godt. senere gik jeg op i Supermercato, hvor jeg købte ost, pølse og en lille flaske rødvin, og med det i hånden gik jeg ned til floden, hvor der var lavet en lille badeplads, hvor man kunne hygge sig. Her nød jeg maden og lagde mig i græsset, og der gik ikke lang tid, før vandets rislen havde fået mig til at sove. :-) Senere gik jeg igen op og købte en karton kold Gaspatzosuppe, som jeg drak til aftensmad. Det behøver ikke altid at være så fint, og jeg havde ikke lyst til andet end at slappe af for mig selv.
Jeg opdagede at en dansk far havde logeret sig en med sin søn og svigerdatter, og det var deres første dag på turen. Sønnen havde allerede fået sin første vabel, og jeg tænkte, at nu skulle de til at gøre sig alle de erfaringer, som jeg havde gjort i starten. Men de skal nok klare sig. :-)
(I Samos ville jeg komme til at møde dem igen).
 |
| Jernkorset.
Stendyngen foran er skabt af tidligere pilgrimme. Det er en tradition at smide en "byrdesten" her. |
Næste morgen stod jeg op før dem, og jeg har ikke set dem siden. :-) Jeg skulle op over et bjerg denne dag, og da møder jeg den unge Susanne, som Manuel havde siddet med.
Hun havde også sovet samme sted som jeg, men det havde ingen af os opdaget. Hun havde det ikke godt, da hendes hæle var blodige. Det sker, hvis vablerne ikke bliver behandlet ordentligt fra starten af. Vi fulgtes ad op over bjerget og fik snakket en del sammen.
Et sted måtte Susanne og jeg krybe i dækning, fordi det virkede som om en ko var aggressiv og havde angrebet en pilgrim længere oppe. Så vi fortrak, men indså at det vist ikke var så slemt, og gav os alligevel på vej mellem køer og får for at komme videre.
Vi holdt en pause i en lille landsby, hvor jeg foreslog hende at give fødderne lidt luft. Da kom der pludselig en mand kørende, som stoppede for at samle bagage op, og jeg foreslog hende, at snakke med ham om at få et lift til den næste by. Men hun var usikker, og så blev det til, at hun gik med til O Cebreiro, hvor jeg forslog hende at opsøge det lokale Cruz Roja for at få set sine fødder efter.
Det gjorde hun så. Jeg ventede ved en bar og en halv times tid efter kom hun så. Hun havde fået behandling, men også forbud mod at gå videre. Hun skulle blive og så tages bussen næste dag, hvilket jeg lod skinne igennem, at det var en god idé. Det kan ikke nytte noget at blive ved med at gå på ødelagte fødder. Så må man tage en pause og give dem lov til at restituere sig.
Så jeg gik alene videre og landede i Fonfria. Turen over bjerget havde været meget smuk og vi kom ind i Galicien. Nu blev det næsten hjemligt, som når man går rundt om Haderslev Dam eller ad stierne ved Silkeborg. Vegetationen ligner hinanden, men der er stadig bjerge her, hvor vi kun har bakker.
Der er blevet lidt tættere mellem de små landsbyer, og der er kodrift, så selvfølgelig er vejene præget af det, og det lugter også mere af mødding, når man går igennem byerne. Sådan har det hele forandret sig undervejs på en alsidig måde. Nu er jeg på vej til Samos, hvor man efter sigende skulle kunne bo på et kloster, men i de tyske bøger står der, at det ind i mellem er lukket. :-) Nu må jeg se.
Forresten oplevede jeg en morgen, hvor jeg sad i en af de små bjerglandsbyer og fik min morgenkaffe, at der kom den ene veteranbil efter den anden kørende forbi: Morgan, Bentley....alle sammen smukke biler, men at tage dem ud på disse håbløse veje var mig en gåde.
En anden sjov ting, er at en litauisk gruppe bærer et kors fra Lourdes i Frankrig over Santiago til Portugal. Det foregår med bøn og messende stemmer, samtidig med at de bærer bibelfigurer forrest. De har en bus med, så de kan skiftes. :-)
Portomarin
21.07.2010, 31 km, rest ca. 90 km.
I Fonfria mødte jeg igen den danske far Leif med sin søn Thomas og svigerdatteren Stine. Vi fik snakket en del sammen, og da jeg næste dag vandrede af sted, mens de stadig sov, var min forundring stor, da jeg mødte dem 8 km før klosteret i Samos, men det viste sig, at den søde familie havde taget en taxa en del af vejen!! :-)
Faderen Leif var maler og nu
gået på pension. Børnene studerede begge
på RUC. Det var en stor fornøjelse at snakke med dem, og vi havde en
ganske fin tur ind til klosteret i Samos.Det var flot at stå der på bakken og kigge ud over klosteret, der var ganske stort og imponerende, men vi måtte vente til kl. 15 før vi kunne blive lukket ind. De inviterede mig på forkost, og vi sad i en lille park nede ved floden og spiste skinke-ostesandwich. Det var meget hyggeligt.
På et tidspunkt kom en spansk
lystfisker og jeg måtte altså ned at
snakke med ham. Det blev til at han havde fanget en meget lillebitte
ørred, som han viste mig. Senere skulle jeg erfare, at der gik en
kapitalstor ørred på 2 kg oppe ved broen bag klosteret, og det burde
han da vide, men den er måske for svær at fange, og måske må han ikke
fiske fra klosterets grundstykke. Men det var hyggeligt at snakke med
ham.
Da vi var færdige med
frokosten gik vi over til klosteret for at blive
lukket ind kl. 15. Der stod en hyggelig ældre mand og placerede os på 3
stole efter rækkefølge ved et bord, hvor vi så kunne blive skrevet ind
af en lidt yngre mand. Han gik rigtigt og hyggede sig denne ældre mand
og var især galant overfor pigerne..:-) :-). Jeg antog at det var
munke, der hørte til klostret blot i civil tøj, men da de senere gik
ind i baglokalet i den bar, hvor jeg spiste, måtte der vist være en
anden sammenhæng. :-):-)Kl. 16.30 var der rundvisning på klosteret med guide, og det var da meget interessant. lige bortset fra, at guiden kun talte spansk. :-) Det er lidt sjovt, når man sådan kommer indenfor, og ser at der gror græs på den indvendige side af kuplen i kirkehvælvingen og mange andre steder. Men et imponerende bygningsværk var det da.
Senere gik jeg en tur rundt om kosteret, og satte mig på en bænk ved broen over den lille flod. I hullet nedenfor vandrede en meget stor bækørred rundt på måske 2 kg. Den var virkelig flot, og jeg sad længe og betragtede denne ikke særlig sky fisk. Spanierne dæmmer deres floder op mange steder, for at kunne lave overrisling af markerne eller lave strøm, så vandrefiskene har trange kår dernede. Så jeg undrer mig lidt over denne bestand, da jeg ikke kan se gydepladserne for mig. Men anyway spanierne reklamerer meget for fiskeriet i Samos, så det var måske værd at komme igen med fiskestangen. :-)
Undervejs rundt stødte jeg igen på danskerne, og fik lidt mere indsigt i deres problemer med fødderne. Især Thomas havde store problemer, og da vi gik over på klosteret kunne jeg hjælpe med bandage, tråd, creme og gode råd. Sa jeg håber de næste dage blev lidt bedre for dem.
(For mange er det en mere
eller mindre religiøs tur at gå Caminoen, og
man bliver ofte spurgt, om man har oplevet noget usædvanligt på turen.
Netop om natten vågnede jeg, og jeg kunne se, at der var fuld aktivitet
ved alle sengene, som pilgrimmene skulle op og afsted. Jeg undrede mig,
fordi det var så tidligt. Så må jeg have blundet, men vågner lidt
senere, og nu ligger alle og sover. Det er det eneste mærkelige, jeg
har oplevet på mine tre caminoer, men måske har jeg bare drømt!)Jeg gik før de var vågne, så jeg ved ikke, hvor de er, for jeg har ikke set dem siden.
Jeg undlod at gå til messe og vesper, da jeg kendte det fra en retræte på Sostrup Kloster på Djursland, men også fordi jeg var træt.
Fra Samos gik jeg næste morgen med Portomarin som mål. Den første by jeg kom til var Sarria, og hvem sad der på morgenmadsrestaurant. Det gjorde Manuel, som jeg ikke havde set siden Léon. Han havde tabt Hannah. Manuel og jeg fortsatte sammen og lagde den ene km efter os efter den anden, medens vi gik og fik snakket mange ting igennem, og ud på eftermiddagen kunne vi så kigge ned på Portomarin. Byen er faktisk flyttet op på bjerget, fordi søen er en opstemning. Vi gik over broen og op ad trappen, hvor vi fandt et, syntes jeg, fint refugium med mange sengepladser.
Efter et bad gik vi over i en nærliggende restaurant og fik noget at spise. Fra vores bord kunne vi sidde og se ud over hele søområdet, og det var meget smukt. Vi fik noget god mad, dvs. den normale menu del dia. :-) og nød i det hele taget dagens forløb, mens vi snakkede med en kvinde fra USA, som Manuel kendte.
Da vi skulle i seng viste det sig, at nogle af de omkringliggende var nogle meget støjende personer, både da de skulle i seng, men sandelig også, da de skulle stå op, så det blev ikke til den allerbedste søvn den nat, selv om madrasserne faktisk var gode.
Leboreiro
22.7.1010, 31,4 km, rest 58,4 km.
Manuel og jeg vandrede videre næste morgen efter at have spist et godt morgenmåltid på refugiet bestående af ristet brød og for mit vedkommende Donuts. :-)
Når man vandrer sammen med en og går og snakker, så ser man ikke så meget, som når man vandrer selv. Til gengæld får man sine sociale behov dækket, og Manuel er en intelligent ung studerende, så vi får mange diskusioner af forskellig art. Det er vældig hyggeligt, men på et tidspunkt spørger jeg ham, om han ikke hellere ville vandre med nogle af de unge, men han var meget tilfreds med at vandre med mig. Jeg kan godt blive lidt glad, når de unge synes, at det er sjovt at vandre med sådan en halvpensionist som mig. Han har en god humor, og på et tidspunkt fortæller han mig, at han forklarer andre, når de spørger, hvem ham vandrer med, at jeg er hans gamle onkel fra Danmark, som trænger til at komme lidt væk fra plejehjemmet. :-).-):-)
Vi tog os denne dag god tid, og holdt nogle kaffe og ølpauser, så da vi skulle til at finde alberguer, så var de besatte, og vi måtte gå videre. Det endte med, at vi kom til at gå helt til Leboreiro, hvor vi møder den meget trætte peruanske kvinde Norma, som har fået vat vide, at hun kan få et enkeltværelse på et nærliggende hostal for 25 euro, hvis hun kan skaffe flere kunder, og enden bliver at Manuel og jeg logerer os ind her. Stedet er drevet af en spanier, der har boet i Tyskland i mange år, og vi kan så snakke tysk med værtinden til en forandring.
Manuel og jeg går ned og bestiller mad, og vi får til hovedret: strudsesteaks, der var meget velsmagende. Så det var en glædelig forandring fra det sædvanlige. Til forret en pålægstallerken, som jeg troede var en tapasanretning, men så ok med at spise diverse skiver afskåret pålæg. :-)
Det viste sig at Norma var flyttet til Spanien fra Peru efter at hun var færdig med at studere jura, men her havde hun kun fået arbejde i lufthavnen i Madrid, og det syntes jeg ikke var det rigtige for en akademiker, men jeg så en gang en fjernsynsudsendelse fra Spanien, der netop fortalte, at det var svært for unge akademikere i Spanien at få arbejde. Hun boede i Madrid med sin søster.
Vi havde en hyggelig og sjov aften, og til sidst skulle Manuel og jeg lige finde ud af, hvad det spanske "soco" var for en drink. Jeg havde læst om den i min bog, hvor der stod at de spanske mænd samlede sig hver eftermiddag for at drikke soco. Det syntes jeg nu ikke, at det så ud som nogen af de steder, hvor jeg kom om eftermiddagen. I det hele taget, syntes jeg at oplysningerne i bogen ikke er helt up to date. Men soco svarer til det franske pernod eller græske ouzo, og drikkes af cognacglas med is, og det blev da også til mere end en. :-):-):-)Det gode ved dette sted, var, at der var herligt varmt badevand, og det betyder altså meget efter en række kolde afvaskninger. :-)
Inden jeg gik ned at spise opdagede jeg, at prisen for at gå over 60 km på to dage var 2 store vabler på to af mine tær. Så inden jeg gik i seng måtte jeg i gang med nål og tråd, og jeg kunne se, at min lilletås vabel ikke havde det så godt, da den var helt blodunderløbet. Hvilket betød, at da jeg trak snoren igennem stod der en lang stråle ud fra den. Jeg sov med snoren i, og trak den først ud næste morgen.
Inden jeg lagde mig til at sove, læste Manuel op på tysk fra Paulo Cuelhos bog om Caminoen. Det var hyggeligt, indtil der blev banket på væggen, som åbenbart var meget tynd. :-)
Ribadiso
23.7.2010, 17,1 km, rest 41,6 km.
Vi havde aftalt at mødes med Norma kl. 8 foran hotellet, men da jeg gik hen for at aflevere hendes kamera lidt før 8, så var hun ikke klar, og ville først komme kl. 9. Så jeg sagde, at Manuel og jeg gik i forvejen hen til morgenmadscaféen.
 |
| Norma og Manuel |
Da vi næsten var færdige, kom hun, og så ventede vi blot på hende.
Norma var først lige begyndt på turen, og det var hendes 2. dag, så hun var stadig lidt forvirret over turens praksis. F.eks fik hun slet ikke sat sin rygsæk ordentligt, da vi startede ud, og da jeg opdagede det, måte jeg til at rette hendes stropper, sa den sad rigtigt. Jeg jeg løftede op i rygsækken for at få den til at sidde rigtigt, var det lige før jeg løftede hende helt fra jorden, så let var hun, så jeg smilede lidt i mit indre. :-)
Det stod mig hurtigt klart, at jeg med de skavanker fra de foregående to dage ikke kunne trave langt i dag, saa jeg gik langsomt sammen med Norma, og Manuel travede lidt hurtigere der ud af. Inden længe var vi alle tre skilt ad, idet Norma mødte en spansk kvinde, som hun kendte, og så fulges de ad. Jeg havde det dejligt med mig selv, og langsomt begyndte jeg at savne min gamle rytme med at stoppe ved 13-14 tiden, bade, nappe en lur, skrive beretning og læse lidt i min rejsebog. Så da jeg indhentede Manuel ved Ribadisos albergue og café, hvor han sad og spiste, sagde jeg, at jeg blev her. Han ville lidt videre, fordi han gerne ville nå Santiago den 24., hvor han vidste han ville møde sine venner fra de første dage af hans vandring. Så på denne måde blev det til, at vi skiltes, men vi skal nu nok løbe ind i hinanden igen.
Vi snakkede videre, og så kom Norma til. Hun ville også videre, og så sad de og sammenlignede bøger, idet efter den næste by ville der være et stræk uden refugier. Og det syntes han, at Norma skulle være klar over.
Norma forsøgte i øvrigt undervejs at lære mig spansk, og inden de gik fik jeg lige endnu en lektion. jeg fulgte dem lidt på vej ned ad gaden, og vendte så tilbage til mit albuerge, hvor jeg fik et dejligt bad. Der er tilsyneladende frit slag for brug af vaskemaskine og tørretumbler, så jeg har sat mit tøj over i en gang tiltrængt maskinvask, mens jeg skriver dette. Når jeg er færdig med at vandre, smider jeg det nok ud, fordi det er så misfarvet og kedeligt efterhånden. Jeg valgte at have et vandresæt, og et aftenhyggesæt, så det har gjort sin pligt.
Ind i mellem når jeg går, ringer jeg også lige hjem, for at fortælle at jeg lever, og det er så hyggeligt, at snakke med sine børn, søskende og venner derhjemme, men det er også dejligt, når nogen skriver til mig i min gæstebog. Så bliver jeg rigtigt glad.
Nu er det jo snart slut med dette eventyr, og jeg kan godt mærke, at det derhjemme begynder at fylde lidt mere i mine tanker, men jeg håber, at turen vil være mig en god ballast, når hele programmet derhjemme starter op igen. Det har været en dejlig tur, og jeg har mødt mange dejlige mennesker undervejs. Det er jeg superglad for. :-)
Desværre er det ikke muligt at lægge billeder op fra denne pc, så det må I have til gode. :-)
Salceda og Santiago de Compostella
24.7.2010, 17 km, rest 25 km.
I dag har Anders fødselsdag. Ringede hjem og snakkede med ham. Et stort tillykke til dig!
Vil nu ikke stoppe i Salceda, men blot fortælle at jeg har lagt nye billeder op, og om lidt går jeg videre mod Santiago. Jeg er dog ikke sikker på, om jeg går hele vejen, for så bliver det jo en dagstur på 42 km. Nu må jeg se.
Tak til alle jer, der skriver i min gæstebog. Det er så dejligt at få hilsener hjemmefra. Det er også mærkeligt, at man mister kontakten med alle nyhederne på hjemmefronten.
Santiago de Compostela
Santiago den Compostela blev nået den 24.07.2010 kl. 20.30. 42 km spadseret.
Jeg havde ikke regnet med at ville gå helt ind til byen, men på den anden side, var det jo Anders fødselsdag, så hvis jeg nåede det på den dato, så ville det altid være let at huske. :-)
Jeg stod nogenlunde tidligt op, og var afsted ved 7-tiden. Landskabet var frugtbart og stierne/vejene gode at gå på. Et sted skulle jeg igennem en eucalyptusskov, og jeg troede faktisk at jeg ville komme til at gå i et bolsje, men det kunne overhovedet ikke lugtes. Et andet sted passerede jeg et stykke, hvor skoven var brændt af, så her har de også problemer, når det er så tørt.
Landsbyerne er for det meste godt vedligeholdt og bærer ikke præg af det samme forfald, som sås i Castille de Léon. Der kom de lovede køer, om end ikke i de mængder, som min bog havde lovet.
Af de vilde dyr er det småt, hvad man ser. Jeg har kun set et par firben, og dem må jeg vist ikke kalde leguaner, selv om de er på størrelse med en arm på et lille barn. :-) Fugle har jeg set en del af. De har som jeg tidligere skrev mange storke hernede. Gråspurve er her også, men jeg har også set små fugle, vi ikke ser derhjemme. Jeg er ikke ornitolog, så jeg kan nok ikke bestemme dem. Det der har været dejligt undervejs, har været at se alle de forskellige sommerfugle, der flyver rundt overalt hernede. Måske har de bedre levevilkår, fordi der sikkert ikke sprøjtes så meget på markerne'???
Et sted kom jeg hen ad en vej, hvor der udelukkende stod 2 meter høje hortensia med de smukkeste dybblå blomsterstande. Det var så smukt, og jeg fortryder, at jeg ikke tog nogle billeder af dem.
Da jeg endelig kom frem til det store Santiagomonument, hvor fra jeg kunne se ned på byen, manglede der stadig 4,6 km til katedralen, men der var også et albergue. Det trak, da jeg var meget øm i foden, men jeg besluttede, at jeg hellere ville gå det sidste stykke, og så blive der i 2 dage, frem for at skulle gå igen dagen efter. Så jeg gik ind, og jeg syntes slet ikke byen ville dukke op, men til sidst stod jeg ved en fodgængerovergang, der ville give adgang til den gamle bydel og på væggen stod et skilt: Porta de Camino. Jeg var på rette vej.Klokken var da omkring 20.30. Lidt sent.
Der var rigtig mange mennesker, men de var jo også kommet, fordi der i år var jubelår. Men efterhånden gik det op for mig, at jeg druknede i mængden, og at jeg havde svært ved at finde vej. Da jeg kom ind på et torv, anede jeg ikke, hvilken vej, jeg skulle gå, og besluttede mig for at spørge en politibetjent. Han rystede nedladende med hovedet og nikkede til højre, og jeg kom derfor skråt ind til højre på venstre side af katedralen. Undervejs mødte jeg ham, der havde sovet over mig i klosteret i Samos. Han ville sove i en park, fordi han havde opgivet at få plads et sted. To minnuters snak og så var han væk.
Nu kom jeg ned ad en trappe, og det gik op for mig, at det var her en stor musikfestival fandt sted, men der stod også personer i kø for at komme ind i krypten, hvor knoglerne af apostlen Jacob ligger. Jeg gik igennem køen, for jeg ville blot gå rundt om katedralen, men da jeg ville ind på pladsen foran katedralen blev jeg igen afvist af to betjente, fordi jeg havde rygsæk på. Og så var det ligesom jeg gav lidt op, og begyndte min søgen efter en overnatningsmulighed.
Albergue udelukkede jeg på forhånd, og på mange hostales stod der et skilt: Kompleto, og også ved hotellerne i den indre bykærne, men et af dem var en kæde og kunne henvise til deres andet hotel på ringvejen, hvor de muligvis havde et værelse. Jeg ville ikke så gerne væk fra centrum, så jeg forsøgte undervejs over mod det andet hotel at finde noget, og kom derved igennem en park, hvor der blev stillet op til rockmusik. Gik op ad en bakke til en gammel kirke, hvorfra der var en fin udsigt, og endte til sidst ved hotellet og fik et fint værelse.
Inden jeg gik op, fik jeg mig en kold øl og 2 sandwiches, som var det første jeg fik siden morgenmaden. Derefter gik jeg op og sov de uskyldiges søvn.
Santiago de Compostela, næste dag
25.07.2010
Inden jeg gik i seng om aftenen checkede jeg mine fødder, fordi jeg havde følt at min højre fod sjappede i sandalen, og jeg var rigtig bange for, at jeg havde fået en stor vabel under hælen, men det var ingenlunde tilfældet. Højre fod havde holdt hele vejen, men venstre havde jeg reddet ved at sætte tape under den efter den store vabel, der var helet fint. Til gengæld havde vablerne under de to mindste tær det ikke så godt. Den sidste tur vart gået meget ud over dem, men det kunne jeg leve med. En sort negl blev det også til, men også den forsvinder, så alt i alt var det ok. Senebetændelsen på venstre ben driller mig endnu, men da jeg ikke har anstrengt mig så meget, forsvinder det nok også i løbet af kort tid.
Jeg stod op og badede, eller rettere sagt, når nu værelset havde et spabad, så skulle det da prøves, så karret blev fyldt, og jeg nød at blive masseret alle de ømme steder. Bagefter stod jeg op og gik ned i cafeen for at få morgenmad. Da jeg havde fået det obligatorisk toastbrød, juice og kaffe med mælk, gik jeg i receptionen og blev flyttet tilbage til det andet hotel i centrum. Gik op og pakkede og tog en taxa derom. Orkede ikke at gå.
Klokken var nu tolv, og det var på tide at komme ud at se på byen, og jeg skulle også ind på pilgrimskontoret efter mit bevis. Gik op til Katedralen, og om til pilgrimskontoret. Køen var meget lang og gik rundt om hjørnet. Så her måtte jeg vente længe. Da jeg kom ind ad hovedindgangen, havde pilgrimmene smidt deres stave ovre i venstre side, så de lå i en hel bunke. Endelig kom jeg op på kontoret, og en venlig mand gav mig hånden og bad mig tage plads. Herefter skrev han mit bevis, og jeg kunne glad gå ud ad døren. Jeg satte mig dog på trappen, og mens jeg sad her, kom de tre piger, jeg havde sovet sammen med forrige nat.
Katedralen er meget flot, og efter at have studeret den, gik jeg om til musikscenen, og her var der nu mange mennesker samlet med bannere og det hele. Det var åbenbart et agitationsmøde, som jeg opfatttede gjalt et selstændigt Galicien. Der var saft og kraft i den unge kvindelige taler, og mængden var helt med på den. Måske skulle socialdemokraterne tage på studietur til Galicien, så de kan få lidt mere gang i første maj møderne.:-):-)
Efter at have lagt hånden på
figuren og tænkte et par tanker om min
camino, satte jeg mig for en stund og lukkede øjnene, mens jeg tænkte
lidt over, hvad turen havde bragt mig. Derefter gik jeg udenfor, og
stillede mig i en ny lang kø, som jeg troede var den rigtige. Efter en
times tid kom der ligesom ryk i køen, og jeg tænkte, at nu var det
nogle hurtige folk, der var kommet til, men nej, den politiske
agitation var blot slut og nu blev vi flyttet om til den rigtige
indgangsdør. Nu viste det sig, at der var to køer, vores og så en fra
den anden side. Folk blev lukket ind i hold, og det gik op for mig, at
hvert hold tog ca. 20 minutter i gennemsnit. Jeg troede at de to køer
blev smeltet sammen, men pludselig besluttede politifolkene på pladsen
at tage hele vores kø ned, og lade den slutte sig til enden af den
anden....og så var det jeg tabte tålmodigheden, og satte mig i stedet
op på en café med en kold øl, og kunne så sidde og betragte alle de
lidende mennesker i solen. Klokken var ved at være 18, så al den venten
havde slået mig ud, og jeg gik op af en sidegade, hvor jeg fandt en
café og bestilte en platte. Mens jeg ventede på den, kom to unge
studerende ind fra Danmark, Thomas og Lene, som jeg så fik en snak med,
mens vi spiste vores mad. Det var hyggeligt.Bagefter gik jeg hjem til hotellet, hvor jeg faldt i søvn, og sov hele aftenen væk. Vågnede ved 24 tiden til lyden af en stor rockkoncert med et galisisk orkester, der skulle have været rigtig gode hørte jeg bagefter. De spillede til klokken 3 om natten, så det var lidt svært at falde i søvn.
Jeg brugte tiden til at afklare med receptionen busforbindelser fra hotellet til busstationen, hvorfra jeg ville køre med til Cap Finisterre. Den lille kvinde i receptionen var flink til at hjælpe mig, hun glemte bare at fortælle mig, hvorfra den rigtige bus kørte om formiddagen, så jeg missede i første omgang den bybus, der skulle have bragt mig til stationen, idet den bus, der holdt uden for hotellet gik i den modgående retning, og jeg forstod ikke chaufførens armbevægelser, men han mente, jeg skulle skynde mig rundt om hjørnet. Sa endnu en gang måtte jeg have receptionen til at hjælpe mig. Det gjorde ikke noget at jeg kom for sent, for jeg ville alligevel ikke været kommet med. Bussen var fyldt, og jeg kunne først få billet til den klokken 13.
Jeg købte billet og satte mig på en cafe overfor og drak kaffe. Læste lidt i min bog og slappede i det hele taget bare af.
Kl. 13 hoppede jeg så på bussen og snart var vi afsted på den 3 timer lange tur derud. Jeg sad ved siden af en sød rødhåret amerikansk kvinde, som jeg faldt i snak med. Vi kørte gennem et smukt kystlandskab, med klipper. Afbrudt af flækker med små hvide strande og af og til en større by. Til vores undren var der ingen mennesker af betydning på strandene, og det man kender fra Kos med parasoller og liggestole bliver slet ikke brugt her. (Den amerikanske kvinde gav mig adressen på et hotel, som jeg har brugt sidenhen, når jeg kom til Santiago.)
Cap Finisterre
26.07.2010
Da vi efter 80-90 km blev lukket ud af bussen, blev vi mødt af den dejligste havluft og mågernes skrig. Det var bare helt anderledes. Bussen holdt ved havnen og ude på vandet gyngede små lyseblå og røde fiskeskibe i bølgerne. Oppe på kajen var en gammel fisker ved at bøde net. Ren idyl. :-)
Jeg kunne ikke lade være med at vandre langs kajen, forbi den lille strand med de badende børn og op forbi castilloet, der holdt lukkedag, inden jeg begyndte at interessere mig for et sted at bo.
Undervejs ned til alberguet mødte jeg min amerikanske medpassager, som var på vej ud til fyrtårnet. Hun skulle tilbage samme aften, da hun skulle nå sit tog i morgen. Det havde været svært for hende at tage afsted, men hun følte efter mange års slid med arbejde, familie, hus og have, at hun havde brug for Caminoen, og det havde ikke været let for hendes mand at acceptere, at hun ville afsted og heller ikke for hendes børn, men til sidst havde de accepteret. Hun var i øvrigt konverteret fra at være katolik til at blive buddhist. :-) Det fortalte hun en del om i bussen.
Desværre var alberguet fuldt, men en tysker trak mig med udenfor, og tog mig med hen på et hostales, hvor han selv boede, og der fik jeg et lille fint værelse aller øverst oppe.
Jeg tog et bad og gik ned på havnen og fandt et fint sted at spise. Her fik jeg rigtige stegte Calamares til forret og en dejlig paella med skaldyr til hovedret. Det var rigtigt fint. Samtidig kunne jeg sidde og se ud over hele havnen og nyde det jeg så.
Da jeg havde spist gik jeg op i et supermercato, købte ost, øl, sodavand og en plade chokolade. Ville gerne have haft vin, men det havde de ikke. Det var mit festmåltid, jeg ville nyde, når jeg kom ud til fyret.
Undervejs derud faldt jeg i snak med to unge italienske studerende, kvinder, som jeg hjalp med at fotografere dem. Vi snakkede igen om Paulo Cuelho, som alle synes at have læst, og endelig efter 3 km var vi der.
Hvor var der smukt. En varm brise strøg ind over klippen, og jeg fandt et trappetrin til højre for fyret. Smed trøjen og satte mig godt til rette med mine ting. Rundt omkring klipper, måger, der skriger, en varm vind, solen der bager og et blåt Atlanterhav i dis. Smukt, smukt, smukt.
Spiste i ro og mag. nød øllen
og chokoladen, indtil det gik op
for mig, at der var et eller andet lille insekt, der havde travlt med
at bide mig. Så efter en times tid gav jeg op, og begav mig langsomt
tilbage mod byen. Måske var det blot stemningen, der gjorde mig mæt,
eller også var jeg bare træt, men faktisk glemte jeg solnedgangen og
bålet, hvor man brænder sine ting, man ikke skal have med tilbage, og
jeg orkede ikke at gå tilbage, da jeg opdagede det.(Det er en tradition, at man brænder sine ting i Cap Finisterre. Et symbol på, at man har gennemført Caminoen. Overalt bag ved fyret, kan man se små bålsteder, hvor vandrerne har brændt deres ting. Det gjorde jeg så i 2012, da jeg kom derud igen.)
Mågerne blev ved med at snakke da jeg forsøgte at sove, men det var ikke værre end den snorkenken, jeg var blevet vant til, så jeg faldt alligevel snart i søvn. Jeg ville afsted med den første bus tilbage til Santiago kl. 8.20.
Santiago de Compostela, sidste dag.
27.07.2010
Pilgrimspasset med alle mine stempler fra de steder, jeg har sovet eller kirke/katedralerr, jeg har besøgt.
Det var en anden by at komme til denne dag. Den amerikanske kvinde havde givet mig adressen på et hotel ikke langt fra centrum, og der bookede jeg mig ind. Snart gik jeg ned i byen for at handle lidt. Fandt bl.a. olivenolie, som jeg havde lovet at tage med hjem, men også andre ting.
Undervejs mødte jeg min franske familie, der var kommet ind for en time siden. De sad på en fortovscafé, og var der alle sammen, som jeg havde mødt dem den aften, vi spiste sammen. Det var hyggeligt lige at få sagt farvel. De ville gå videre til Cap Finisterre.
Jeg gik hjem på hotellet med mine ting, og sov et par timer, idet byen nu havde lukket. Senere ville jeg derned igen for at finde Internetcaféen og få skrevet det sidste. Her sidder jeg nu og hygger mig med de sidste beretninger.
Undervejs er spørgsmålet om, hvorfor man går den her tur ofte dukket op. Hver især har deres egne grunde, men ikke alle er i stand til at komme med en forklaring. Nogen siger, at de bare går den.
Jeg troede også, at svaret ville stå mere klart, men det gør det faktisk ikke. Jeg har ikke fået nogle klare svar på et eller andet spørgsmål. Men jeg har nydt det meget. især de mange dage midtvejs, hor jeg pludselig mærkede, at jeg var holdt op med konstant at have tanker i hovedet hele tiden om dit eller dat. Denne stilhed var velgørende, og det var noget af det jeg håbede på, jeg ville møde. Jeg tror også, at effekten af vandringen ofte først viser sig senere, når det hele kommer lidt på afstand.
En anden ting er, at jeg troede faktisk ikke, at jeg havde fysik til at gennemføre, men nu tænker jeg så på, hvad mit næste projekt kunne være: Kilamenjaro?, Tibet? or what???? Det er en dejlig fornemmelse at sidde med, for det åbner for nye muligheder.
Nu kan jeg høre at musikken er ved at gå i gang i nærheden. Elvis Costello og Diana Krall skal synge og spille i aften. Jeg forhørte mig om billetter, men det var håbløst fik jeg at vide, sa jeg må nøjes med at høre på afstand. Især Diana Krall er en gudsbenådet sangerinde. Ikke så kendt i DK, men et verdensnavn rundt omkring. Jeg har flere CD'er med hende.
I morgen tager jeg bussen ud til lufthavnen. Derfra med fly til London og så videre til Billund. :-)
Litteratur, mm.
Jeg prøvede at bestille brochurer fra det spanske turistbureau, men der var ikke så meget at hente fra dem.
Det eneste, der guidede mig undervejs var denne bog:
Henrik Tarp: Pilgrimsvejen til Santiago de Compostela, Forlaget Bogan, ISBN 978-87-7466-490-1
Den indeholder beskrivelse af Caminoen opdelt i passende dagsmarcher, alberguer, rutens historie, udstyr, mm. Bogen findes i boghandlen eller kan købes på nettet.
Derudover kan man have glæde af at melde sig ind i
Foreningen af Santiagopilgrimme
hvis formål er at udbrede kendskabet til Caminoerne til Santiago de Compostela i Spanien. Der findes nemlig flere ruter, man kan gå ad. Den, jeg gik, er dog den mest populære.
Der har hjemmesiden:
www.santiagopilgrimme.dk
hvor man kan finde oplysninger, bestille pilgrimspas, og så afholder foreningen et årligt møde, hvor der plejer at være en workshop for nybegyndere eller andre temaer af interesse, en vandring, generalforsamling og fællesspisning. Man behøver ikke være med til det hele.
Man får også foreningens pilgrimsblad tilsendt med jævne mellemrum, men man også downloade tidligere numre fra hjemmesiden. Pilgrimsbladet er meget alsidigt og der er mange beretninger fra forskellige andre ruter end Caminoen, selv om Caminoen fylder mest.
Der findes også andre pilgrimsforeninger, mange lokale, men det er ofte mere pilgrimslivet i almindelighed.
© Torben Jessen
Ingen kommentarer:
Send en kommentar