2019 - Uge 1 - Min europæiske kulturtur Tyskland - Italien

Oprindeligt var tanken, at jeg skulle gå Camino fra St. Jean Pied de Port i Sydfrankrig til Santiago de Compostela i det nordvestlige Spanien, men desværre blev det ikke i denne omgang,  da jeg ikke går så godt lige i øjeblikket. Men tiden var afsat, og i starten vaklede jeg mellem en tur til Grækenland og en tur til Spanien.

Jeg ville til Grækenland, fordi jeg ønskede bl.a. at se nogle kongegrave fra Alexander den store tid, Athen og Sparta, men så faldt jeg over et lille selskab: "Tid til ro", der afviklede retrætekurser rundt i verden, og jo mere jeg læste, des mere blev jeg tiltrukket af det, og så kom idéen med at tage afsted i 5 uger, og så bruge den 3. uge på et kursus i Andalusien, nær Granada i Sydspanien, og herefter faldt turen nærmest på plads af sig selv.

Der var mange ting i Europa, jeg gennem årene havde været fascineret af, og som jeg gerne ville se.Nu bød lejligheden sig så, og derfor blev de ligesom fixpunkter.

En af mine punkter er også et ønske om at bruge det tysk og spansk, jeg har lært. Tysk er ikke noget problem, det har jeg inde på rygraden, men de sidste par år har jeg også gået til spansk, og jeg håber derfor lejligheden vil byde sig til, at jeg kan få det udviklet gennem små samtaler med de mennesker, jeg møder undervejs. Men læs selv, hvordan det gik!

Haderslev 

Lørdag den 30.03.2019

Nu nærmer tiden sig efterhånden til at få samlet trådene. Når jeg skal være væk i 5 uger, så jeg skal have venner og familie til at ordne forskellige ting for mig, og jeg sidder lige nu og laver spisesedler. Vejret skinner og om lidt vil jeg en times tid i haven, så den ser nogenlunde pæn ud, inden jeg tager afsted.

Som jeg skriver ovenfor, så er et af mine mål at deltage i ovennævnte retræte, og derfor var jeg nød til at fastlægge ruten ned gennem Europa trin for trin, så jeg var sikker på at nå derned til tiden, men også at jeg stadig havde plads til at blive på et sted i flere dage. Jeg ville heller ikke have det sådan, at jeg skulle køre vildt langt på nogle dage. Det skulle fordeles rimeligt.

Jeg har også brugt tiden på at se rejsefilm på Youtube, så jeg kunne danne mig et billede af, hvad jeg skulle lede efter, når jeg kom frem. Jeg tager ikke computer med, men kun min iPhone og min iPad, så jeg kan opdatere bloggen, men også have en større skærm at søge på end iPhonens. Noget jeg har gjort ved tidligere lejlighed.


Haderslev 

Lørdag den 06.04.2019

Og så er det ikke engang alt!

Der er nu gået en uge, som jeg synes har været lidt stressende, hvad der også kan anskues ud fra billedet af mit udstyr, der startede med at stå nogenlunde velordnet. En af årsagerne var, at jeg skulle nå så meget med hus og have, inden jeg tog afsted. Det handlede altså om prioritering.

Men i den forløbne uge har jeg nået meget:

• Jeg har booket hotel i Hamborg og Berlin. Sidstnævnte sted fandt jeg ud af, at hvis jeg bookede over Riiskov rejser, så ville jeg få meget mere med til næsten det halve af prisen på Booking.com. Derom senere.
• Jeg fik lavet en aftale med en gammel klassekammerat fra min studietid på Haderslev Statsseminarium, Martina, som vil hente mig på hotellet og tage mig med ned at spise på en portugisisk restaurant, for som hun skrev: "Kan du lide fisk, fisk, fisk!" - Og det kan jeg heldigvis. Det glæder jeg mig vældig meget til.
• Min plan er at overnatte noget af tiden på hotel og noget af tiden på campingplads, alt efter som det passer med rute, tid og vejrlig. Så jeg forventer, det først bliver efter mit kursus, jeg vil bruge campingplads.

Des mere, jeg arbejder med turen, des mere finder jeg ud af, jeg vil opleve. Det skal nok blive godt!
Følg selv med i, hvordan det gik!

Forløb - uge 1

Hamborg

08.04.2019

Det tog lidt tid at få pakket bilen denne mandag, men ved 13.30 tiden drog jeg af mod Hamborg, og jeg ville ramme hotellet kl. 16, hvilket jeg også gjorde. Alt klappede, trafikken var til at holde ud, og det viste sig, at parkeringen foregik i kælderen under hotellet. Det var jeg meget tilfreds med, for med alt det jeg har med i bilen, så følte jeg den bedre beskyttet.

Hotellet hed Michaelis Hof, og så ud til at være ejet af et katolsk akademi, og det viste sig at være velholdt og pænt indrettet. Det ligger i bydelen Neustadt, ca. et kvarters gang fra centrum og “Miniatüre Wunderland”, som jeg vil ned at se i morgen formiddag, inden jeg kører videre til Berlin.

Uden for min dør var der en lille tagterrasse, hvorfra jeg havde håbet på at kunne taget et fint billede, men det var ikke muligt. Derfor bad jeg et ægtepar, der sad på terrassen om ikke en af dem ville gå ud på taget, og tage et billede. Til min store rædsel og konens forskrækkelse, kravlede hendes mand over gelænderet. “Det holder nok”, sagde han, og bad om min iPhone. Konen begyndte at hidse sig op, og jeg besluttede uden betænkning at holde med hende. To mod en var for meget for ham, så han kravlede tilbage. 
Som straf lukkede og låste jeg døren for dem, mens de klarede den ægteskabelige strid.
De fik først lov at komme ind, da de havde banket 5 minnutter på døren!!!

Nu vil jeg have et forfriskende bad, for kl 18 kommer Martina, og så skal vi ned at spise portugisisk! Det har jeg aldrig prøvet før! Jeg glæder mig, og vi har sikkert meget, vi skal snakke om!.....

Kl. 18 dukkede Martina op, og til hendes store glæde, var ubahn-stationen lige ved siden af hotellet. Vi havde ikke set hinanden i 10 år, men jeg var sikker på, vi straks genkendte hinanden, og efter et kram tog Martina mig med på en lille byvandring, der indebar, at vi skulle op i St. Michaelis kirkens tårn, hvorfra vi ville få et fremragende kig ud over Hamborg. Heldigvis elevator, så vi kunne slippe for at vandre hele vejen op. 

(NB! Som man måske lægger mærke til, skifter udsagnsordene mellem nutid og datid. Denne forskel beror på, om teksten er skrevet før eller efter oplevelsen.)

Udsigten var flot, men for pokker, hvor var det koldt, så vi blev ikke unødvendig længe deroppe, men i sommerens varme må det absolut være et must!


Selvfølgelig brugte vi en del af tiden på, at vi fortalte hinanden om, hvad der var sket i vores liv gennem årene.

Vi gik derefter ned mod havnen. Kom forbi de skandinaviske sømandskirker, og så var vi i det portugiske miljø. Vi fandt et hyggeligt sted, hvor vi fik fisk, som smagte dejligt, og så snakkede vi ellers løs, og tiden gik! Hvor var det dejligt , at vi bare kunne fortsætte, som om vi aldrig havde være fra hinanden i alle årene. 

Vi fulgtes ad tilbage til hotellet, og jeg tilbød at køre Martina hjem, men hun syntes jeg skulle gå op at sove. En fin aften var forbi. 

Hamborg 

09.04.2019

Jeg frøs en lille smule i nattens løb, så det blev ikke til den store søvn, og jeg stod langsomt op i den forventning, at "Miniatüre Wunderland" først åbnede klokken 10.

Der var ikke almindelig morgenmad på hotellet, men man kunne få en kop kaffe og en croissant, så jeg var lidt småsulten da jeg ved 10-tiden stod foran Wunderlandet. Jeg havde fået lov til at lade bilen stå i garagen, ja jeg fik faktisk anbefalet det, fordi receptionisten mente, det ville være svært at parkere og dyrt, så jeg vandrede derned, og det tog ikke lang tid.
Under og efter kaffen prøvede jeg efter alle kunstens regler, at få adgang til at redigere i min blog, men intet hjalp. Jeg håbede derfor på, at der ville være en pc på hotellet, når jeg kom til Berlin.

  Miniatüre Wunderland:
Jeg gik derefter gennem byen ned til Speicherstadt ved havnen. Det tog et kvarter at gå derned gennem det spændende havnemiljø med flotte bygninger, promenade, broer over kanaler, og da jeg kom frem, viste det sig, at der allerede havde været åbent fra klokken 8 og ikke 10, som jeg troede.
Det viste sig, at der var en times ventetid, som jeg fordrev med endnu en croissant og kaffe, indtil mit nummer blev kaldt op.
Der er ingen tvivl om, at det er det flotteste modelbanetog, jeg nogensinde har oplevet. Der var kræset ned i den mindste detalje. Et kæmpe arbejde havde udviklerne ydet.
Der kørte selvfølgelig tog alle vegne, og mange europæiske og amerikanske landskaber var repræsenteret.
Egeskov slot var sammen med en bornholmsk rundkirke bl.a. det, der repræsenterede Danmark. Hamborg var afbilledet, kulminer, tivoli, skibakker, slotte, men mest af alt tiltrak lufthavnen med fly, der starter og lander al opmærksomheden, ikke mindst fordi "Millennium Falcon" fra filmen "Starwars" pludselig også landede.

Slottet Neuschwanstein, som jeg skulle ned at besøge.

Det var imponerende, især fordi det var så stort et anlæg. Derfor var der også et kontrolrum, hvor personalet på en lang række skærme kunne følge anlæggets drift.

Hvad der også imponerede var, at belysningen fulgte døgnet, og man fik et tydeligt indtryk af en storby ved nattetide med lysreklamer, mm, men også de mange biler, der kørte, skibe, der sejlede eller som der var et sted, figurer, der bevægede sig på et amfiteater, der opførte "Romeo og Julie".
Eneste ulempe var, at selv om, de kun lukkede folkk ind lidt ad gangen, så var der alligevel mange til stede, så jeg følte lidt, det var trykkende, og da jeg igen stod på gaden, var jeg ikke utilfreds.


Jeg hentede bilen og kørte mod Berlin, og jeg måtte erkende, at jeg ikke kunne nå, at se flymuseet i Gatow. Jeg var fremme og indkvarteret på Centro Park Hotel Neuköln ved 18-tiden. Jeg havde halvpension, og bestilte min mad ved 20-tiden.


Mens jeg slappede af på værelset, kom jeg i tanker om, at jeg havde et ubrugt domæne: Kongevej.net, som jeg bruger til at eksperimentere, når jeg bygger hjemmeside. Jeg fik den idé, at hvis jeg slettede alt og geninstallerede, så kunne jeg bruge en app på min iPad til at administrere den.
Det tog mindre end en halv time at få det hele op at køre, ikke helt så flot, som i Blogger, men brugbart, og derved kunne jeg komme videre med dagbogen.
( Hvad jeg ikke vidste, og ikke kunne se, før jeg fik bloggen åbnet på min pc, var, at en stor del af billederne var vendt 90 grader og enkelte stod på hovedet. Men det bliver rettet nu.)


Berlin

10.04.2019

I dag står den på 3 ting:

• - Flughistorishes Museum in Gatow
• - Selower Höhen
• - Aftensmad i Berlin Fernsehturm eller på Das Klo

Flymuseet ønsker jeg at se, fordi det indeholder fly fra den 2. Verdenskrig, Selower højene var den sidste tyske forsvarslinje ved floden Oder, hvorefter russerne kunne rykke ind i selve Berlin, og tv-tårnet, fordi der må være smukt deroppe fra om aftenen. Kan det ikke lade sig gøre, er restauranten Das Klo måske en anden mulighed. Das Klo er kendt for, at man sidder på toiletter.
Men allerførst skal jeg ned at have morgenmad.

  Gatow flymuseum:

Da jeg gik fra morgenmaden snuppede jeg et æble med til undervejs, og det var en god idé, for jeg fik ikke noget mad, før jeg sad i fjernsynstårnet sent om aftenen.

Allerførst kørte jeg mod Gatow for at se flyvepladsen med de gamle fly. Det var en flot oplevelse, og det blev en lang gåtur, da flyene var bredt ud på hele pladsen og i en hangar. 

En af udstillingerne var om luftbroen til Berlin, som blev etableret i 1947, fordi russerne lukkede adgangsvejene til Berlin for vestmagterne. Der blev fløjet både til Gatow og Tempelhof, og der landede et fly hvert 5. minut, og det blev tømt på et kvarter. Efter et år gav russerne op.

I en hangar blev de ældste fly udstillet. 

Fra de ældste dobbeltdækkere til det nyeste engelsk/tysk udviklede Eurofighter. 

Fra 2. verdenskrig en Heinkel bombemaskine og en Folke Wulf jager. 
Desværre ingen af den berømte Spitfire eller Messerschmidt, hvad jeg havde håbet på.













  Selow højene:

Udsigt til Oder floden fra Museet på Selowhøjderne!

Jeg var fremme ved Selow ved 16 tiden. Desværre lukkede museet, ligesom jeg kom. Jeg havde ment, at det først lukkede kl. 18 ligesom Gatow, så jeg måtte nøjes med omgivelserne, mindestenen og den russiske kirkegård.

Russerne havde fået etableret et brohovede på den vestlige bred af Oderfloden, men da de startede offensiven d. 16. april 1945 måtte de slide sig igennem engene med afvandingskanaler op mod de tyskbesatte Selow høje, hvorfra der var frit skudfelt. Det har ikke været sjovt og tabstallene var enorme. De første dage sad russerne fast, men efter 4 dage brød de igennem, hvorefter der var fri adgang til Berlin, hvor overgivelsen fandt sted først i maj.

Den russiske overmagt var enorm, og det er klart at kampene raserede hele området. 

Jeg kørte til Rhetwein, hvor kirken stadig stod som ruin, dog med genopbygget tårn. 
Tyskerne sprængte kirketårnene for, at russerne ikke kunne bruge dem som observationsposter for artilleri.

I de bag ved liggende Rhetweinhøje havde den russiske marskal Zhukow, helten fra Moskva, Stalingrad og nu øverstkommanderende sin bunker og observationspost, hvorfra han ledede angrebet. 

Overalt sås løbegrave og resultatet af russernes linjer, selv om de med tiden var eroderet.

Forfatteren Ove C. Kronborg har beskrevet kampene ved Selow Højene meget udførligt, og det kan man læse mere om på Berlin guiden.










  Berliner Fernsehturm:

På hjemvejen fra Selow reservede jeg plads i fjernsynstårnets restaurant til 21.30, hvorefter jeg kørte hjem til hotellet og fik anvisning på, hvordan jeg kunne benytte U-banen ind til Alexanderplatz, hvor tv-tårnet stod.

Det tog kun 40 sekunder at køre op med elevatoren til restauranten, og jeg fik med det samme et bord, desværre ikke ved vinduet, men det var ikke svært at følge udsynet til byens mangfoldighed af lysende veje, biler, samt reklamer. Så flot!

Til forret fik jeg stegte Jacobsmuslinger med laksestrimler og til hovedret stegte rindermedaillions. Begge dele meget velsmagende.

Dermed nåede jeg dagens program og ved midnatstid lå jeg i sengen, dødtræt, og det var ikke noget under, at jeg sov igennem hele natten, for at vågne op på min søns 28 års fødselsdag. Han skulle selvfølgelig have et kald..



Leipzig, Wittenberg og Jena

11.04.2019

Det første jeg gjorde, da jeg vågnede ved 7-tiden, var at ringe hjem og ønske tillykke til min søn. Havde lige glemt, det var Skærtorsdag, så han havde fri fra studie. Men han tog nu vækningen meget pænt.
Hvor det igår handlede om 2. Verdenskrig, så bliver i dag viet til Napoleonstiden og Reformationen.
Wittenberg er det sted, hvorfra Martin Luther gjorde oprør mod katolicismen med sine 95 teser, som han slog op på slotskirkens dør og dermed indledte reformationen. Den er skyld i, at vi i dag har den protestantiske kirke i Nordeuropa. 
Leipzig, fordi det var her, at Napoleon led sit nederlag i 1813 efter tilbagekomsten fra Rusland. 
Det medførte, at han abdicerede i 1814 og tilbragte en tid på øen Elba, indtil han endelig tabte i slaget ved Waterloo i 1815.
Jena, fordi Napoleon her vandt en af sine store sejre over Preussen i 1806.


 Wittenberg:

Slotskirken!

Det var meget spændende at gå rundt i Wittenberg. Jeg besøgte først St. Marienkirche, hvor Luther havde holdt de fleste af dine prædiker. Det var en flot kirke, og da jeg gik rundt derinde, faldt jeg over en mindesten over Gustav den 2. Adolf, som faldt under slaget ved Lützen i 1632. Hvordan hans relation til Wittenberg er, ved jeg ikke, men han er begravet i Stockholm og altså ikke i Wittenberg.

Bagefter gik jeg om til Slotskirken, fordi jeg læste, at det på denne dør Martin Luther slog sine 95 teser op. 

Desværre gik kirken og døren til ved en brand, og kirken er bygget op som ny for 100 år siden. Den oprindelige trædør gik til og blev ved genopbygningen erstattet med en broncedør, hvor de 95 teser er anbragt. 

Som et kuriosum kan fortælles, at vores Dronning Margrethe har designet og syet altertæppet.

Martin Luther ligger begravet i slotskirken.


















  Leipzig:
Fra Wittenberg kørte jeg til Leipzig, hvor det største slag nogensinde i verden fandt sted fra den 16. til den 19. oktober 1813 mellem Napoleons Frankrig med forbundsfæller og en koalition af preussiske, russiske, østrigske og svenske tropper. Napoleons hær var i stærkt undertal, og blev til sidst nød til at trække sig tilbage. Dette betød enden på Napoleons territorium, da alle vasalstaterne nu vendte ham ryggen, og det medførte til sidst hans forvisning til Elba, hvorfra han senere vendte tilbage for at lide sit endelige nederlag ved Waterloo i 1815.

I 1898 besluttede man i Leipzig at rejse et monument over slaget: Völckerschlachtdenkmal, fordi der havde deltaget 600.000 soldater fra over 20 forskellige lande med 100.000 faldne. Jeg besøgte det, og udseendet med mange imponerende store germanske krigere, fortæller noget om den nationalisme, der herskede på det tidspunkt, hvor Tyskland var ved at blive stort.

Det var min plan, at besøge Museum 1806 i Jena, men det blev for sent på dagen, så jeg reserverede et værelse på “Fair Resort Hotel Jena”. Værelset var fint, rent og moderne, og der blev til en tur i svømmebassinet med efterfølgende buffet som aftensmad!






Jena og Neuschwanstein - Den 12.04.2019

I dag vil jeg besøge Museum 1806 i Jena. For derefter at fortsætte til slottet Neuschwanstein, som menes at ligge til grund for Disney slottet. Men først skal jeg hente en plastikkasse eller to i det nærliggende Jysk Sengetøjslager.
Inden jeg kørte til Jena, tog jeg ind til Dänishes Bettenlager, som det hedder dernede for at købe to plastikbokse. Da jeg skulle betale, ville den søde ekspedient gerne have mit postleitzahl, men jeg sagde jeg kom fra Danmark, og så tilføjede jeg med et smil på læben, at jeg var på kontrolbesøg! Hun så en anelse forskrækket ud, men brød ud i smil, da jeg tilføjede, at det kun var for sjov! Med det velkendte chüss forlod jeg butikken

På vejen indtil 1806 Museet, begyndte det med lidt sne, og senere sydpå bemærkede jeg, at temperaturen stod på 6 grader, og at foråret lod vente på sig, selv om enkelte buske og træer havde grønne blade. 

  Jena:

Museet for slaget ved Jena var ikke stort, og jeg bemærkede en kakkel på gavlen, hvor der stod at Emil Nolde overnattede der i 1808. Dengang var det et gæstgiveri.

Den gamle kustode var i datidens militære uniform, og det kostede det meget beskedne 3,5 euro for at komme ind. Jeg fik udleveret og demonstreret en audioguide, som førte mig igennem plancher, montre og slagmarksmodeller, så jeg kom godt igennem udstilling og slag.

Egentligt er slaget ved Jena to slag. Napoleon kæmpede mod sakserne og preuserne ved Jena, men hans marskal Davoult løb ved den nordligere by Auerstedt ind i preussernes hovedstyrke, hvor forholdet mellem dem var 2 : 1 i preussernes favør. På trods af meget større hær taber preusserne, og det har den konsekvens, at Napoleon kort efter kan rykke ind i Berlin, og Preussen er underkuet. Der er flere forklaringer på nederlaget, fx forældet taktik, mangefuld ledelse og koordinering mellem styrkerne, men også en almen skræk for franskmændene. Den storpolitiske situation og slagenes beskrivelse gennemgås i linket ovenover.

I dag er slagmarken ved museet tilgroet, men der er vandreveje i området, som er fredet. Ikke helt som vores Dybbøl, men noget i den retning.

Noget af det pudsige, i forhold til Danmark, var at der kørte sporvogne både i Leipzig og Jena. Troede ellers den teknologi var udfaset for længst!

  Neuschwanstein:

Det gamle slot Hohenschwangau!

Sidst på eftermiddagen kom jeg til Hohenschwangau, og det var i mellemtiden gået op for mig, at der lå to kongelige slotte stort set lige op af hinanden. Det ene hedder Hohenschwangau og det andet Neuschwanstein, og det er det sidste, man hører mest om. 

Fra min balkon på hotellet, Hotel Schlossblick, kan jeg se dem begge. Jeg havde besluttet at tage to overnatninger her, fordi Hitlers Ørnerede, Kehlsteinhaus, først åbnede i maj, så der var ingen grund til at køre derhen, selv om jeg havde glædet mig til at spise på, efter min mening,verdens bedste græske restaurant i Bergthesgaden. 

I øvrigt var værtinden i receptionen utrolig informerende og hjælpsom. Faktisk havde hun en gang kørt igennem Danmark på vej til Norge! Jeg fik endog selv lov til at vælge værelse! Til sidst spurgte jeg hende om, hvorvidt solen var med i prisen, hvortil hun svarede, at det heller ikke gav sol i morgen...bum bum....

Jeg tog efter indkvartering hen til et supermarked, hvor det viste sig, at kassedamen også havde været i Danmark, i Ringkøbing og Legoland! Pudsigt ikke! Aftensmaden, en wienersnitzel, spiste jeg på slotsbryghuset, men maden levede nu ikke op til det flotte navn på bryghuset!

Neuschwanstein - eventyrslottet

13.04.2019

Jeg vågnede op til endnu en kold og våd dag, men det var jeg blevet varslet, så det kom egentligt ikke bag på mig. Efter morgenmaden gik jeg op til billetkontoret. Jeg fulgtes med en del japanere, fordi der lå et japansk indkøbscenter ved siden af hotellet.!

Neuschwanstein set fra Marienbrücke!

Som jeg skrev tidligere, var det to slotte ved siden af hinanden, men jeg besluttede mig for at nøjes med Neuschwanstein og museet for de bayerske konger. Det måtte være nok. 
Jeg gik op til busstoppestedet, hvor jeg var heldig at komme med bussen op med det samme. Da jeg blev sat af, startede jeg med at gå op til Marienbrücke, hvorfra jeg kunne se slottet tydeligt ud mod det åbne land.

Bagefter vandrede jeg op til slottet og gik ind i forgården, hvorfra den guidede tur afgik fra. På min billet stod 435, samt 10.55, og når det nummer blev slået op på en skærm, skulle jeg igennem en automatisk billetkontrol og stille op i kø. Var jeg kommet for sent, ville pengene være spildt, da billetten kun gjalt til denne specielle tur. Jeg synes faktisk, at det er noget af det bedst organiserede, jeg hidtil har set. Det fungerede bare, sådan!

En guide tog os med rundt og vi fik udleveret en lille elektronisk dims, som vi kunne holde op til øret og høre, hvad han sagde. Det fungerede vældig godt, for hverken guide eller publikum blev stresset.

Guiden fortalte os, at det var Kong Ludvig den 2. af Bayern, der havde opført slottet fra 1869 - 1886. Der var 200 rum, men kun 20 af dem blev færdige. Kong Ludvig satte 3 byggerier af slotte i gang, og havde 3 mere på tegnebrættet. Udgifterne hertil var astronomiske, og da han selv betalte for byggerierne, ruinerede han næsten kongehuset. Det ville man ikke risikere, og derfor fik man ham erklæret for uegnet til at regere og fængslede ham på slottet Starnberg. 
Men under mystiske omstændigheder fandt man ham død 3 dage senere sammen med den læge, der havde erklæret ham utilregnelig. I samme øjeblik han var død, stoppede man alle byggerierne og kun slottet Linderhof blev færdigt.

Tanken bag Neuschwanstein var, at det skulle bygges i middeladerstil. Kong Ludvig var meget optaget af komponisten Richard Wagners operaer, og det kunne bl.a. ses på vægmalerierne og indretningen, der afbillede forskellige motiver fra operaerne “Tristan og Isolde”, “Nibelungen” og “Tännhaüser”. Ludvig var de sidste år exentrisk på den måde, at han ikke ville ses af nogen, og derfor fik han opført mange operaer med ham selv som eneste publikum. Faktisk blev et stort rum på slottet indrettet på en bestemt måde, at det fik den fineste akustik. Man mener derfor, at sigtet med det var, at han ville have operaer opført specielt på slottet.

Jeg synes, det er et prægtigt slot, men indretningen er bastant med sine udskæringer i træpaneler, tårne og spir på møblerne. Alt sammen noget, der hører middelalderen til. Kønt er det ikke, selv om der er detaljer i flere af rummene, der dog er meget smukke. Men jeg ved jo godt, at pengene til byggeriet er kommet fra beskatning af den jævne befolkning, så med det perspektiv forekommer hans byggerier unødvendige og ødsle, og tilmed fortalte guiden, at Kong Ludvig kun opholdt sig på slottet alt i alt et halvt år ud af de17 år byggeriet stod på.

Da guiden havde sluppet os, kom jeg forbi et rum med en biograf, der gennemgik byggeprocessen. Det viste sig, at der havde ligget en gammel borgruin på stedet, og oprindeligt skulle det nye slot have fulgt grundkonturerne i ruinen, men sådan gik det ikke. Byggeprocessen var animeret, og til slut viste animationen, hvad efterkommeren, hans onkel, lod opføre, og frem for alt, hvad der ikke blev opført.

Set fra mit hotel!

Men kong Ludvig havde nok ikke forestillet sig, at byggeriet en gang i fremtiden ville blive et tilløbsstykke, for årligt besøger 1,5 mill. turister slottet, og tænk, hvad de lægger af penge i lokalsamfundet. Det er de sikkert taknemmelige for i byen i dag.

Jeg valgte at gå ned fra slottet, og det tog da nogen tid, mest fordi jeg igen er i en periode, hvor bentøjet driller, men ned kom jeg! 

Inden jeg gik ind på museet for de bayerske konger, sad jeg et stykke tid og hvilede mig ved den idylliske Alpsee med sit klare vand og snadrende ænder, der kom helt op og bed gæsterne i fingrene i den tro, der kom mad på bordet.

Bayern var ikke altid et kongerige. Oprindeligt var det et plaster af grevskaber og hertugdømmer, lige som vi kender det lidt fra Slesvigs historie. Når en hertug døde her, blev det splittet op mellem sønnerne. På samme måde skete det i Bayern, men for mig var det umuligt at finde hoved og hale i de ejede geografiske områder. Det hjalp, da en af hertugerne i 1806 ophøjede det til kongerige, efter at de forskellige områder var blevet samlet til ét Bayern. Det, der er interessant, er også, at Bayern regnes for et af ældste områder i Europa, idet slægten Wittelsbach har siddet på magten i århundreder, næsten som kongerækken i Danmark.

Da Preussen i slutningen af århundredet begynder at blive stort og vinder krigene mod Danmark, Østrig og Frankrig, skriver Kong Ludvig til de forskellige fyrster og foreslår, at deres lande indgår under et samlet tysk rige med en tysk kejser. På den måde ender landene op som vasalstater med en hvis selvbestemmmelse. Bayern undgår ikke revolutionen i slutningen af 1. Verdenskrig, og dermed er det også slut med kongedømmet. Verden ændrede sig i tiden derefter: 3 kejserriger, 3 kongedømmer og 17 hertugdømmer forsvandt med verdenskrigen.

Jeg kom tilbage til hotellet ved 16-tiden, og da min yngste søn havde haft en opringning på FaceTime, som jeg ikke havde hørt (Mobilforbindelsen drillede hele dagen), ringede jeg tilbage. Han var i sommerhus med sin 2-årige datter og sin mor. Det blev til en lille snak, mens der blev leget med modellervoks. Det var hyggeligt at høre om deres aktiviteter! 

Jeg fik også en mail fra min store søn, der havde bestilt ferie på Mallorca i juli, og i den uge skal jeg så passe hund. Det glæder jeg mig til!

I morgen tidlig går det videre sydpå gennem Østrig til Italien, idet jeg kører syd om Schweiz. Det har været dejligt med en hviledag.

Verona - den 14.04.2019

Jeg vågnede op til snevejr, og sne på træerne og hustagene. men det var ikke koldt nok til at blive liggende på vejen.

Jeg kørte afsted tidligere end jeg plejede, kørte over grænsen til Østrig. Tankede undervejs, det skulle være billigere end i Tyskland, men viste sig at dyrere end i både Tyskland og Italien. Faktisk var, hvad jeg senere fandt ud af på turen, Frankrig at være det dyreste land på brændstof. 

Jeg købte også det grønne motorvejsvignette til Østrig. For 2 år siden skulle jeg til Bergthesgaden i Sydtyskland, og 7 km før mål, foreslog GPS’en en hurtigere vej. Hvem tager ikke det, når man har kørt i 12 timer? Altså ændrede jeg kurs, og syntes godt det var underligt at jeg røg over grænsen til Østrig, men jeg kørte af med det samme.... Bum bum...120 euro, fordi jeg ikke havde en vignette. Ingen forklaringer hjalp her. Det skulle jeg ikke opleve igen.

Det var træls at køre ned gennem Østrig, fordi det sneede hele tiden, og jeg fik ligesom fornemmelsen af, at jeg skulle på skiferie. Det var koldt, vådt og klamt, så ærligt talt var jeg lidt deprimeret og temperaturen var nede på 0 grader. Jeg havde sat næsen op efter solskinsvejr og flotte bjerge, for jeg havde gode minder fra min barndom, hvor jeg flere år i træk var med mine forældre dernede. Med til at sænke humøret var også, om hvorvidt min nye sommerdæk kunne stå fast, hvis vejret blev endnu dårligere, men heldigvis gik det.

Da jeg havde passeret Innsbruck, varede det ikke længe før jeg skulle op over Brennerpasset. Det er en betalingsvej, så jeg måtte op med pungen. Da jeg var kommet over og ned på den italienske side, blev der endnu én betalingsvej. Jeg blev enig med mig selv om, at jeg lige ville holde øje med, hvordan dem foran gjorde. Jeg så godt, at den første chauffør tog noget ud af billetautomaten. Bommen gik op, og bilen kørte igennem. Til min overraskelse gik bommen ikke ned igen, og de næste biler kørte bare igennem, så det tænkte jeg, at det skulle jeg nok også gøre. Men jeg måtte op på bremsen, for jeg var ved at få bommen i hovedet, men så gik den op igen..... Jeg kunne godt se, at jeg ville få et problem, når jeg skulle af motorvejen igen, men det måtte jeg ordne til den tid.

Jeg blev pludselig ringet op fra Italien, og holdt ind på en parkeringsplads for at tage den. Det var værten, som jeg havde booket værelse på i Verona. Han ville have mig til at ringe, når der var en time til, jeg nåede frem. Det lovede jeg. Vi snakkede også lidt om parkering, men det blev noget værre roderi. Jeg kørte videre og lagde mærke til, at efterhånden som jeg kom frem, var der blade på alle træerne, både grønne, hvide og lyserøde, og temperaturen nåede op på de 12 grader efterhånden som jeg kom ned i lavlandet.

Men inden da havde jeg besluttet at lave en lille afstikker ind til Ortisei, fordi det var det skisportsted min gode ven Jørgen og jeg havde været på flere år. Jeg ville gerne sende ham billeder, så han kunne gætte, hvor jeg var. 

Derfor kørte jeg af motorvejen, og ganske rigtigt, nu kom der billetkontrol. Jeg ville lige sikre mig, at jeg kunne køre op til en post med personlig betjening, og jeg parkerede derfor midt mellem to og fik det afklaret. Kunne ellers lige se ravagen. Jeg forklarede billetmanden, hvordan det var gået til, og medens han rodede med billetpris, dukkede tallet 72€ op på en lille skærm, og jeg blev da lidt klam ved tanken om, at det var prisen. 
Jeg slap dog med 4€ og kunne lettet køre videre mod Ortisei, hvor jeg gjorde et kort holdt ved udkanten af byen, for at fotografere vores hotel. 

Holdt derefter på torvet, tog nogle billeder, og satte mig ind på en café, som jeg havde været på før og bestilte en gullashsuppe, som jeg vidste ville være brændende varm og super velsmagende. 
Mens jeg ventede, sendte jeg billederne til min ven og bad ham gætte, hvor jeg var! Så kørte jeg videre, og undervejs kom svaret. Jørgen gættede selvfølgelig rigtigt!

En time før Verona ringede jeg op og sagde, at nu var jeg på vej. Jeg fik forklaret at parkering skulle ske 300 m fra værelsesudlejningen, og at det ville være let at finde. Når jeg havde parkeret skulle jeg bare gå hen til Alexandro, som han hed. Men da jeg kom frem var der P-skilte alle vegne, og trods det, at jeg spurgte flere om den offentlige parkeringsplads, så måtte jeg give fortabt, og ringede til værten. Han bad mig om at køre hen til værelset, og så ville han forklare mig det på et kort. Det gjorde jeg så.
I den forbindelse skal jeg lige nævne, at kørsel i Italines byer, ja generelt, synes at være noget af det værste, man kan komme ud for. Jeg har selvfølgelig gps, men nogle gange er gps og vej altså ikke lige sådan at gennemskue, og italienerne har ingen tålmodighed. De sætter med det samme hornet i bund.
Men jeg kom dog helskindet frem.

Verona!

Alexandro forklarede mig parkeringspladsen på et kort, men også hvad jeg skulle se, hvis jeg ville ud i Verona. Så fik jeg  nøglen til et lækkert værelse med barskab med vand, kaffe, the, chokolade, kiks og toastbrød, som var til mig. Hvor var det fint.
Stedet hed “La Maison De Charme”, og ud ad til, og det gør det altid i Italien, ligner husene noget gammelt forfaldent noget, men det snyder, for indvendig har jeg ofte oplevet det som særdeles fint. Jeg er overbevist om, at det er et forsøg på, at få os til at tro, de ingen penge har!!.....

Efterfølgende fandt jeg let parkeringskælderen, satte bilen og gik på sightseeing i Verona. 
Det byen ofte huskes for, er kærlighedshistorien om Romeo og Julie, skrevet af Shakespeare på baggrund af en gammel myte. 
Jeg var derfor blevet opfordret til at besøge Julies grav først, en tomb, fordi det, syntes Alexandro, var mest romantisk.
 Jeg besøgte så tomben først. Det var en stenkiste, der stod i en kælder under et gammelt kirkeligt convent. 
Der var ikke så meget at se, men stenkisten stod der, åben og uden Julie. Den var ramponeret, fordi fortidens turister brækkede stykker af den. 

Ud over Julies tomb var der adgang til et meget seværdigt frescomuseum. Jeg stod længse og var betaget af en, der forestillede Gud, Sønnen og Helligånden. Uanset ens forhold til religion, og noget religiøs kunst er bestemt bedre end andet, så bør man værdsætte de kunstnere, som mestrede deres talent begavet! Frescoerne var bestemt værd at se.

Bagefter vandrede jeg hen til arenaen, som var bygget af det gamle romerrige. Den var den 4. største i Italien, men da den var under reparation, så den lidt kedelig ud at se på, men jeg ved godt, at der fandt drabelig ting sted her, fx gladiatorkampe, kampe mod vilde dyr, men til syneladende ingen, der blev kastet for løverne. Det er blevet en tradition, at den hver sommer bruges til opera.

Da jeg havde lidt tid endnu, gik jeg hen og så Julies hus med den balkon, hvor hun har mødtes med Romeo. Det er selvfølgelig ikke den rigtige, men en bystyret har sat op, for ingen ved jo, om myten er sand??

Der er af en søndag at være, utrolig mange mennesker i byen, ligesom forretningerne er åbne. Jeg går fra areanaen ad Via Mazzini, og det er dyre forretninger, der ligger ad denne vej, fx Louis Vuitton. Forenden ad vejen drejer jeg til højre, og længere nede på venstre hånd ligger huset, hvor der er et mylder af besøgende ind og ud af porten.

Porten ind til gården var fuldstændig overmalet med navne, ligesom der var sat hængelåse i massevis på en gammel port. 
Der stod også en gylden figur af Julie, som alle skulle fotograferes med, og af en eller anden grund tog næsten alle hende på brysterne??? 

Jeg sluttede med at gå en tur rundt i huset, hvor jeg bl.a. så den seng, som var skabt til en film om kærlighedshistorien i 30’erne, og jeg undlod at stille mig til skue på balkonen. Bryder mig ikke om at være centrum. 

Der er naturligvis også et Romeos hus, men der var jeg ikke. Det er ligesom Julie, Giulietta på italiensk, trækker mere.

I Danmark har vi også en kærlighedshistorie. Det er om Elvira Madigan og Sixten Sparre.

Inden jeg gik hjem fik jeg en Aparol Spritz, et lille glas rødvin og ravioli på en restaurant. Jeg kunne godt have ønsket, at de lige havde ventet med maden til aperitiffen var drukket, for det skete flere steder, indtil jeg lærte at vente med at bestille, til jeg var klar til det.
Kaffen tog jeg hjemme på værelset.

I morgen vil jeg en tur op til Gardasøen. Jeg besluttede mig for at blive en dag ekstra og droppe opholdet i Milano i stedet.

Gode oplevelser, mødet med studiekammeraten Martina, fascineret af  Verona og lysten til at komme til Gardasøen. 

Sådan sluttede min første uge med appetit på meget mere Europa.