torsdag den 13. juni 2019

Min europæiske kulturtur redigeres


Jeg troede som nævnt under den første del af min beskrivelse af turen, at jeg kunne redigere min dagbog på iPad og iPhone, så det var en stor overraskelse for mig, at dette ikke var tilfældet. Heldigvis kunne jeg derefter rydde et andet domæne, jeg ejer, kongevej.net, og oprette en midlertidig rejseblog der.
Jeg kunne hente en app ned fra Appstore, og det fungerede fint, syntes jeg, men hvad jeg ikke vidste var, at når man så bloggen på en pc, så var der billeder, der enten var sidevendt eller stod på hovedet. På min iPad så det normalt ud, så jeg opdagde det først, da jeg kom hjem.

Nu er jeg begyndt på den proces med at flytte dagbogen tilbage i denne rejseblog, og det betyder selvfølgelig, at billederne bliver vendt rigtigt, stavefejl og dårligt sprog bliver rettet, detaljer tilføjet eller fjernet, samt yderligere billeder og måske videoer tilføjet, så den forhåbentligt fremstår mere læseværdig.

Den vil blive opdelt i kapitler efter de uger, jeg var afsted, så det er lettere at finde ud af, hvor jeg befinder mig.

lørdag den 30. marts 2019

2019 - Min europæiske kulturtur

Berlin - Gedächtniskirche
Jeg besluttede mig for i løbet af de første måneder af 2019 til at køre en tur rundt i Europa for at se nogle af de steder, jeg havde læst og hørt om gennem årene, f.eks. historiske skuepladser for store slag, spændende museer, imponerende slotte og borge, berømte kunstværker, eller ture i betagende natur, alt sammen dækket af et strøg af  kulinariske oplevelser i de større byer, som turen bringer mig igennem.

Starten går den 8. april 2019, som for mig også er et jubilæum, for det var den dag, hvor jeg for 2 år siden faldt om, og 14 dage senere var udstyret med pacemaker. I dag har jeg det godt, og er fuld af mod på den rejse, jeg skal ud på.
Følg selv med i højre side under "Min europæiske kulturtur", hvor jeg vil dele mine rejseoplevelser med jer, efterhånden som jeg kommer frem.


tirsdag den 26. marts 2019

Camino 2017 - Nordruten som blev væk!

Hvorfor kom jeg ikke afsted i 2017, som planlagt? Hvorfor kan livet pludselig spille en et pus, bedst når man tror, man har styr på det hele? 
I april 2017 midt under planlægningen af min næste Camino, falder jeg om, kommer på sygehus og får indopereret en ICD - en pacemaker. Er det så slut med Camino?
Camino er som bekendt ofte en livsvarig forelskelse i at vandre med sig selv til Santiago de Compostella. Både en ydre rejse, men så sandelig også en indre! 
Læs selv beretningen ude til højre!!

fredag den 1. februar 2019

Hotdog fra Pompeji - og hvad der mere hændte!

Hvornår får man lov til at tage på ferie med sin voksne datter? I juni 2018 lykkedes det, og sammen tog min datter Cecilie og jeg til Pompeji for at nyde solen, ruinerne og Vesuv, men også at bo på et resort, hvor alting bare gik op i en højere enhed, på trods af, at jeg kom til skade med den ene fod.

At komme afsted med sin datter alene, giver en chance for en ferie med megen intimitet og nærhed, som der ikke er muligt at opnå i hverdagen, fordi hun bor med sin kæreste i København og jeg i Haderslev. Så når chancen opstår, så er det med at komme afsted.

Det blev ikke en ferie, hvor vi tog meget rundt, for at se mest muligt, men en ferie med et afstressende indhold i form af bøger, pool, god mad og pragtfulde vine.

Men læs mere om ferien på bloggen i højre side.

Jeg skriver i dagbogsform, og håber det kan animere andre til at besøge denne del af Italien, hvor modsætninger trivedes side om side, men med det kvalitativt bedste i forgrunden.