- Jeg skal på en lille ferie! Svarede jeg.
- Fint, hvor skal vi hen?
- Øh, trak jeg lige lidt på det, da det gik op for mig, hun ville med!
Hun bor i København, og jeg ser hende ikke så tit. Så når chancen byder sig, er det dejligt at kunne tage afsted med hende. Vi har tidligere været på miniferie i Stockholm og på Sicilien i Syditalien til stor glæde for os begge.
- Jeg har såmænd tænkt på Gerona i Spanien (jeg vil gerne lære spansk, som jeg har fået kursus i). Men andet kan også komme på tale.
- Jeg kunne godt tænke mig at komme til Napoli og Sorento!
Efter en kort betænkningstid og drøftelse over et kort, kom Capri, Pompeji, Sorento og Vesuv med i vores tanker. Så jeg gik med på, at Napoli kunne være udmærket. Vi aftalte, at hun skule undersøge flybilletter og jeg overnatning. Så var vi igang!
De hurtige forberedelser
Når man nu er vant til at gå på Caminoen (læs evt. mine beretninger herom, som findes på denne blog), så søgte jeg efter en overnatning til vores ophold på den nordlige side af Napoli, så det ville være let at komme afsted på motorvejen til Rom, hvorfra vi skulle flyve hjem. Jeg fandt derfor en villa med en lille swimmingpool, og når man var vant til at sove på alberguer, og i øvrigt havde tænkt, at vi ville være på sightseeing meget af tiden, så måtte det nok kunne gå.
Jeg sendte forslaget videre til København, og der gik ikke lang tid, før der kom et svar:
- Det ser fint ud far, men prøv lige at kigge på dette link?
Da jeg klikkede på linket, kom et resort, Bosco de Medici, frem. Det så virkeligt fint ud og med vulkanen Vesuv i baggrunden. Men det lå syd for Napoli i Pompeji.... Bum bum... Men jeg kunne godt se at det var mere lækkert end min villa, og helt sikkert i Cecilies smag, så jeg lod mig overbevise. Jeg kom heller ikke til at fortryde det, for det var præcis det, som billeder og tekst havde givet udtryk for, men også meget mere.
Jeg har ofte søgt hotelophold, mest på Booking.com, og oplever af og til, at hotellet ikke helt lever op til de viste billeder på søgesiden, men her var det bestemt ikke tilfældet. Det var et dejligt sted, men herom senere.
Cecilie sørgede for flybilletter og jeg for leje af bil. Det har vi gjort tit, så det var ikke et problem. Cecilie ville ved afrejsen være i London med sin kæreste, så hun træder først ind på scenen næste dag, hvor jeg skal hente hende sidst på eftermiddagen i Napolis lufthavn.
Rom
16.06.2018
Endelig afgang! Jeg fløj fra Billund kl 20.35 lørdag aften og ville ankomme til Rom Ciampiono lufthavn kl. 22.50. Derefter skulle jeg afhente booket bil og så køre ud til mit overnatningssted lidt syd for Rom ved en lille sø.
Det lyder da enkelt ikke?
Flyveturen var uden problemer. Let og behagelig. Men da jeg ankom, var det blevet mørkt. For et par år siden, var jeg kommet forsinket afsted til Korfu, og skulle først finde mit hotel på den nordvestlige side af øen ved midnat. Det var ikke sjovt, og kun ved et tilfælde, fandt jeg det. Ellers havde jeg set frem til en nat i bilen. Så jeg vidste godt, at natkørsel i Italien kunne blive lige så svært.
Jeg havde lejet ved Europcar, som jeg ofte uden problemer har brugt i Spanien. Efter at have modtaget bagagen, gik jeg ud for at finde udlejningsfirmaet.
I dag er det så heldigt at vi kan bruge ny teknologi, som f.eks. Google Maps, så jeg undersøger altid nærområdet, så jeg kender omgivelserne på det, jeg skal finde, ved at gå i satellit mode og bagefter Street-view, hvis det er muligt. Jeg kan være heldig, at jeg kan læse et vejskilt, byskilt eller lign. faktisk, som stod jeg der selv. På den måde, kan jeg f.eks. være sikker på, hvor jeg skal stå af en lokalbus. Det gør det hurtigt og meget mere sikkert, når jeg når frem.
I dagspressen har der være stor diskussion om de her tillægsforsikringer. Men assistenten forklarede mig, at det var meget bedre, at gå direkte til deres egen hjemmeside i stedet for at bruge søgeportalerne. Men det har jeg også prøvet.
På den førnævnte tur til Korfu brugte jeg AVIS, men pga forsinkelsen kunne jeg ikke overholde afhentningstidspunkt. Det ville blive efter lukketiden. Jeg ringede derfor til AvVIS for at høre, hvad der kunne lade sig gøre. De ville holde kontoret åbent for mig, men det ville koste mig et tillægsgebyr. Men da vi ankom til øen stod der mindst 20 personer, der lige som jeg skulle have senere udleveret, hvorfor jeg tænkte, at det blev en god forretning for firmaet med overskridelser, når vi alle skulle betale tillægsgebyr.
Der var ikke noget at gøre. Jeg betalte og fandt min Fiesta. Helt ny, og den var faktisk ret smart.
og så var jeg på vej.
Galimatias
Jeg satte GPS på i den tro, at det så ville være let at finde vej ud til mit overnatningssted. Men så troede jeg forkert.
Jeg havde i forvejen skrevet til værten, at jeg nok kom lidt før midnatstid, og at det nok ville tage 1/2 time fra lufthavnen. Men virkeligheden var en anden.
For det første var der mørkt, og derved svært at orientere sig i den enorme skilteskov, der præger de italienske veje, ligesom belysningen er ringe.
For det andet virker det som om, at alle Italiens biler er samlet lige der, hvor jeg skal køre, og italienerne er ikke verdens mest tålmodige folkefærd, når det gælder en usikker turist fra Danmark. Ad flere omgange blev der dyttet kraftigt af mig, når jeg kørte langsomt for at finde en afkørsel. Selvfølgelig viste GPS'en mig cirka, hvor det ville være, men noget andet er vejens beskaffenhed, som gjorde, at det var uklart, hvor der skulle drejes. Altså kom jeg en del gange til at køre forkert.
Så kom jeg endelig rigtigt af hovedvejen, og kom ind på sidevejene. Der var situationen lidt bedre, troede jeg. Men italienerne dytter også her, og så maser man sig frem i T-krydsene, for ellers har man ingen chance for at komme ud. Sammen med deres høje fart og deres kørselskultur er det ikke noget under, at deres biler er fyldt med buler.
Det stod mig derfor klart, at det kunne blive et problem at holde Fiestaen fri for buler i hele ferien!
Langt om længe over midnat fandt jeg tilfældigt frem til parkeringspladsen i nærheden af mit logi, som jeg ikke helt vidste hvor lå, da der ikke kunne køres derhen. Men der sad to personer på en bænk, så jeg måtte spørge. Det viste sig utroligt nok, at den ene var værten, der havde ventet tålmodigt på mig.
Han talte fint engelsk, var meget sød og venlig og hjalp mig med parkeringstilladelse, hvorefter han anviste mig, hvor jeg skulle sove, og hvor jeg næste morgen skulle indtage morgenmad.
Desværre fik jeg ikke et værelse med balkon og udsigt over søen og området, men der var rent og pænt, og jeg skulle alligevel bare sove der. Så jeg krøb hurtigt til køjs og sov snart.
Stedet hed Atlantis Inn Castelgandolfo og jeg fik værelse med morgenmad for 600 kr. Det synes jeg var ok, selv om jeg ofte har betalt mindre, når jeg havde brug for værelse på Caminoen i Spanien.
Monte Cassino Klosteret
17.06.2018
Da jeg vågnede næste morgen godt udhvilet, skyndte jeg mig at blive færdig og gik ud for at lede efter stedet for morgenmad, men udenfor stod værten, og han viste mig derhen. Undervejs gik vi langs en gade med den fineste udsigt over søen, og jeg kom ind i den særlige feriestemning, jeg sommetider kommer i, hvor jeg får følelsen af, at her kunne jeg falde ned og blive resten af mine dage. Måske var det morgensolen, friskheden, blomsterne, omgivelserne. Uanset hvad det var, så var jeg straks solgt. Her havde jeg virkelig lyst til at komme igen. Det var så friskt, smukt og blomstrende, en virkelig nydelse.
Jeg kom ind på den lille restaurant, der havde en meget rustik indretning med små borde og trækasser som hylder. Jeg husker desværre ikke navnet, men det var fint, det jeg fik, men meget traditionelt. Mine tanker var nok mere ved den forestående tur ned til Napoli end lige ved morgenmåltidet, så jeg husker ikke, hvad det var konkret jeg fik.
Da jeg var færdig med morgenmaden og havde pakket bilen, fotograferede jeg den på alle sider, for at vide, hvordan den havde set ud ved udlevering. Jeg ville fotografere den igen ved aflevering, så jeg havde dokumentation for, hvad jeg evt. måtte have lavet af buler.
De allierede var klar over, at klosteret var et uvurderligt gammelt kulturskat, men man vurderede, at stedet kunne være base for tyske observatører, der kunne overse hele dalen. Så de allierede valgte at jævne det med jorden.
Det var fantastisk at besøge klosteret, der nu er fuldstændig genopbygget og restaureret, men man kan dog flere steder se skudhuller i væggene. Det var virkelig smukt at besøge det, og udsigten deroppe fra over dalen var fantastisk.
Bestemt et besøg værd.
Efter Monte Cassino gjalt det så om at finde frem til lufthavnen i Napoli, hvilket gik ganske gnidningsløst.
Modsat aftenens oplevelser på de italienske veje, er deres motorveje en ren nydelse. Godt vedligeholdt, tydelig skiltning og gode af- og tilkørsler.
Hvis resortet ser sådan ud, skal vi i hvert fald ikke bo der!
Cecilie kom glad ud fra ankomsthallen, og der blev udvekslet knus og kram. Skønt at se sin datter igen, når der går lang tid imellem vi ses. Nu gjalt det så om at finde resortet, blive indlogeret og få noget godt at spise.
Syd for Napoli kørte vi ind på små veje igen. Nogle af dem så små, at der kun var plads til én bil, dvs hvis der kom modkørende måtte vi holde ind i et hul i vejsiden , fx ved en port, indkørsel eller markovergang. Det var træls, for det gik meget langsomt.
Jo mere vi kørte ind i Pompeji slog det mig, hvor beskidt og forfaldent et udtryk byen havde. Helt modsat byen, hvor jeg sov. Der lå affald og flød alle vegne, hvor vi kom frem. Så trøstesløst, men det havde vi også oplevet på Sicilien.
Vi kunne huske, at der var en strejke blandt renovationsarbejderne i Napoli, hvor saffaldet hobede sig op i dagevis, inden de fandt en løsning.
I Danmark er vi opdraget til at rydde op efter os, bruge affaldscontainere i naturen eller andre steder, men selvfølgelig kan man finde stræk, hvor bilister har hældt fx Macdonald affald ud af vinduet eller der er smidt flasker i vejsiden, hvor af nogle stammer fra lastbiler, hvor chaufførerne smider dem ud fyldt med urin. Ret ulækkert!.
Men det er slet ikke i nærheden af samme omfang som i Italien. Det kan være svært for os at sætte sig ind i den form for ligegyldighed, og vi kan da kun være glade for, at det ikke er sådan hos os.
Derudover ses megen forfald på husene, ligesom vejene ikke er vedligeholdt. Meget kan sikkert også henføres til, at Syditalien er fattigere end norditalien. Men sådan havde det ikke altid været.
Jeg læste et eller andet sted i løbet af ferien forklaringen. Tidligere bestod Italien af en lang række bystater, kongeriger og små hertugdømmer, som på skift havde været mere eller mindre dominerende, og først fra 1848 - 1870 blev Italien samlet under Giuseppe Garibaldi. Dengang hed kongeriget Begge Sicilier, som var en sammenslutning af kongeriger Napoli (Neapel) og kongeriget Sicilien) Det er en rodet historie, når man læser om det på Internettet. Det overlevede ikke stridighederne og blev indlemmet i det nye Italien. Slår man Napoli op på Wikipedia, står der "Før Italiens samling i 1861 "var regionen den rigeste og mest industrialiserede af de italienske stater. Napoli var i 1700-tallet Europas tredjestørste by efter London og Paris, og uden tvivl den mest velstående."
I årene efter, påstod teksten, så overførtes værdier fra Syditalien til Norditalien, ligesom Sovjetunionen gjorde fra Østtyskland efter 2. verdenskrig. Derfor blev Syditalien et fattigt område.
Endelig kom vi frem, og drejede ind ad den sidevej, hvor resortet skulle ligge. Den blev meget smal, og førte hen til en gul tre ejendom, som overhovedet ikke så indbydende ud. Der var noget galt. Men GPS'en viste det, som det rigtige sted.
Jeg sagde for sjov:
-Hvis det er der, så skal vi i hvert fald ikke være der. Så vi kørte ud igen.
Hun pegede på en sidevej, og ganske rigtigt, så stod der længere fremme et skilt med Bosco de Medici og en retningspil. Vi kørte forbi en vinkælder med restaurant, hvor der så ud til at blive afholdt et bryllup e. lign, - Dernæst en rideskole og til sidst landede vi på resortets parkeringsplads, hvor vi kunne ånde lettet op, da vi så, at det svarede til billederne, vi havde set.
Vi kom til den konklusion, at vejføringen ind til resortet på et tidspunkt var blevet flyttet ved stedets etablering, og at GPS systemet ikke kunne registrere det. Hvis vi var kørt forbi det gule hus og havde gennembrudt en mur, ville vi være landet på resortet.
Aften med lækkerier
 |
| Cecilie foran indgang til restaurant og vinkælder. |
Vi startede med at gå i receptionen for at få vores værelser. Der lå en græsplæne mellem parkeringsplads og reception, som var fyldt med citrontræer, der gav en dejlig duft til omgivelserne.
Vores værelser lå på række i en sidebygning ud til swimmingpool og den førnævnte græsplæne, og de var, ud over sengen, møbleret med en lille sofagruppe, et skrivebord, bar og klædeskab med pengeboks. Jeg tror min datter havde håbet på, vi havde fået værelser med spa, men det måtte hun undvære. Der var et fint toilet med bruser. Foran værelset var der en lille overdækket terrasse med havemøbler.
Da vi havde hvilet os lidt, blev vi enige om, at vi ville gå hen på resortets restaurant for at se, om vi kunne spise der, selv om der var fest.
Det kunne vi, idet festen enten var slut, flyttet eller afholdt ovenpå, for det var ikke et problem at få bord.
Vi bestilte en fælles forret med skinke, og bagefter hver sin hovedret. Til aperitif valgte vi en mousserende vin, hvis druer var blevet plukket på Vesuvs skråninger. Den var fremragende i smagen og flot gylden i farven.
Vores agt var at spise her den første aften, for derefter de næste dage at gå på jagt efter andre gode spisesteder. Det skulle bare være nemt denne aften, fordi vi var trætte efter den lange dag.
På dette tidspunkt vidste vi ikke, at alle vore måltider endte med at foregå her af flere grunde. Dels var betjeningen sød og imødekommende, dels forklaringerne til vinen og maden, der ikke var noget at udsætte på, dels at jeg kom til skade med min ene fod, men også fordi det bare var et godt spisested, hvor vi endte med at prøve stort set hele spisekortet og de fleste af vinene.
Desværre var jeg for en gangs skyld ikke så smart, at tage et billede af menukortet, men man kan læse lidt om vinene her og ellers vil der være lidt billeder af de retter vi spiste undervejs i dagbogen. Det er også muligt at få en guidet rundvisning med smagsprøver på vinene, fortalte servetricen den sidste dag, vi spiste der. Det ville vi godt have booket, hvis vi vidste, at vingården var en mulighed, inden vi tog derned. (Senere viste det sig, at Bosco de Medici's vinproduktion var nyetableret i 2013).
Pompeji
18.06.2018
Vi havde aftalt, at vi hver dag blot ville mødes ved swimmingpoolen, når vi havde sovet ud. Ikke noget med stress her. Derfor havde min datter også fravalgt morgenmaden, da hun under bookingen syntes, det var for dyrt.
Omkring kl 9 var vi begge to samlet, og vi bestilte nu en kop capputino, en croissant og en skål med frugtsalat, og det blev resten af ferien det, vi fik om morgenen i en eller anden variation, som en af os nu syntes.
Men i dag ville vi ind at se Pompejis ruiner.
Vi pakkede og kørte ind til sideindgangen ved amfiteatret til ruinerne i det gamle Pompeji og fandt et lille torv, hvor en behjertet italiener opkrævede parkeringsgebyr, solgte os en bog om ruinerne (med rabat selvfølgelig og i øvrigt lige havde en restaurant, for nu havde sulten sneget sig ind. Det hele var fint nok, og bogen viste sig at være værdifuld under rundturen, både med billeder, oversigtskort og oplysninger, der stod på engelsk.
 |
| Hotdog Pompeji, Syditalien |
Mens vi sad og spiste fik jeg øje på et skilt med diverse mad, herunder en hotdog. Jeg tror vi danskere kunne lave en fin forretning ud af at sælge hotdog i Italien, for den så godt nok noget afpillet ud. En gang, da jeg var på skiferie i Italien så jeg en anden variant af deres hotdog: en overskåren rundstykke med salat og pølserne flækket og lagt på kryds, og uden sennep mm. Lidt sjovt ikke, for i Danmark har vi da en landsdækkende opfattelse af, hvordan en hotdog skal se ud.
 |
| Hotdog kronplaz, Norditalien |
Jeg erindrer fra min skoletid, hvordan jeg lærte om Pompeji, der blev begravet under et vulkanudbrud, så pludselig at stå her virkede næsten overvældende på mig. Den samme følelse havde jeg, da jeg stod på den kinesiske mur i 2008. Dengang gik det først rigtigt op for mig at det var muligt at komme ud at se de steder, som jeg havde hørt om i skolen. Den kinesiske mur, Pompeji og det skæve tårn i Pisa, var det jeg huskede bedst fra skoletiden, og nu havde jeg set dem alle tre. Det var dejligt!
Pompeji (kort og forklaringer)
Vi gik op og ned ad gader, hen over pladser, forbi Palestraen (blanding af idrætsanlæg og socialt samlingssted) Amfiteatret, det store og det lille teater og ind i forskellige bygninger. fx Faunens hus. Det var slående så velordnet og fint byen havde været anlagt, og i stærk modsætning til byen udenfor.
Der blev restaureret en del stadigvæk, og byen er ikke færdig med at blive udgravet. Dette arbejde fortsætter stadig. Vi hører altid om Pompeji, men den nærliggende by, Herculaneum, blev også begravet i aske. Den beskrives at være meget mere interessant en Pompeji. I bakspejlet ærgrer det mig derfor, at vi ikke også kom derhen.
Det blev en spændende og interessant tur, som gjorde en meget eftertænksom, men da jeg ikke går så godt længere, blev det også en krævende byrundtur, så da vi tog tilbage til resortet var jeg blevet træt. Vi aftalte derfor, hvornår vi ville spise aftensmad, og at det igen skulle være samme sted som igår.
Ved 20-tiden sad vi igen bænket i vinkælderens restaurant, og igen valgte vi den mouserende som apiritif, og i løbet af ugen kom vi til at prøve næsten alle deres røde og hvide vine, ligesom de også gav os smagsprøver, altid venligt og informerende.
Ud over at vi kunne spise der, kunne man også købe italienske slagtervarer og andre specialiteter, men så langt kom vi ikke, men det var interessant, for der syntes at være kvalitet over alt.
Denne aften fik vi en tre retters menu.
Da vi kom tilbage til resortet, var det stadig lunt, og der var hyggeligt ved poolen, hvor der nu var tændt lys, og vi havde ikke lyst til at gå i seng, men ville nyde det lidt endnu. Vi satte os derfor i baren, og Cecilie introducerede mig til en Aperol Spritz, som for mig var en ny forfriskede drink, og som også kom til at indgå i de kommende dages rutiner.
Så for pokker da også!
19.06.2018
Dagen startede med svømmeture og samme morgenmad som dagen i forvejen, så alt var fryd og gammen. Vi holdt til på solsengene, dog skulle jeg selv helst være i skygge, pga noget medicin jeg får. Jeg var ikke sikker på, hvor meget sol, jeg kunne tåle.
Vi medbragte begge to bøger, så meget af tiden gik med at ligge og læse, eller bare dase, nyde varmen, solen, de skønne omgivelser. Det var for godt til at være sandt! Og det blev det også!På et tidspunkt ville jeg rykke min solseng tættere på min datters, så vi bedre kunne snakke samme. Jeg sad på den, og mente, at jeg bare lige kunne løfte mig lidt, og så rykke i den. Det gjorde jeg, men ikke langt nok. Næste gang skete uheldet! Idet jeg rykker, glider min højre fod, men jeg retter op og får den flyttet det sidste stykke.
Det er først, da jeg lægger benene op igen, jeg ser, der flyder med blod over det hele. Min hæl havde fået en stor revne, som det blødte voldsomt fra. Hurtigt fik vi håndklæde omkring. Min datter fik fat på en tjener, der straks kom med køkkenrulle, desinfektions væske og førstehjælpskasse, hvorefter min datter straks gik i gang med at være sygeplejerske. Til daglig er hun jurist, men hun har helt sikkert arvet lidt efter sin mor, der netop er uddannet sygeplejerske.
Efterhånden stopper blødningen, og hun kan se, jeg har fået en dyb flænge i foden, hvorefter et plaster klarer det for en tid, så længe jeg ligger ned med foden oppe. Altså hænger vi ud resten af dagen ved poolen. Dog kommer jeg ikke ud at svømme mere i ferien, desværre. Det var surt!
Da jeg rejser mig, har jeg smerter i foden og halter. Er lidt bange for, om der nu går betændelse i såret. Jeg halter hjem på værelset og får lagt mig lidt, indtil vi skal spise.
Ved samme tid som igår tager vi hen på vinkælderen igen, men denne gang sætter vi os udenfor under vinrankerne. Det er bare dejligt og rart, frem for at sidde inde i vinkælderen.
Igen kom denne stemning, som jeg før omtalte, og som jeg tror, alle der har et åbent sind, mærker, når vi møder det fremmedartede. Denne følelse om, at her er dejligt at være.
Vi bestiller vores mouserende vin som aperitif og prøver igen nye dråber hvid- og rødvin. På intet tidspunkt bliver vi skuffet i løbet af ugen, selv om der er nogle, der alligevel falder mere i vores smag, end andre.Maden var lækker anrettet, som der kan ses på billederne, men det var morsomt, at det rustikke brød ,vi fik til retterne, blev serveret i brune papirposer.
Det var gerne to slags.
Efter maden går vi hjem i skumringen og om til poolen for at få en Aperol. Det er en dejlig aften, og vi får taget nogle fine billeder af poolen med Vesuv i baggrunden.
Jeg synes, at det var et af de sjældne øjeblikke, hvor det lykkes at få et af de øjeblikke i kassen, som er så sjældne: Poolens mange nuancer, skabt af lysets reflektioner i vandet, samt palmerne og Vesuv i silhuet med aftenshimlens smukke farver. Hver gang jeg ser billedet, bliver jeg bare så glad!!
Vesuv og Sorrento
20.06.2018
Fodens tilstand gør, at jeg må overlade al bilkørsel til datteren. Foden har det ikke for godt, men jeg mener, den nok kan holde til en tur. Vi skal da også op til Vesuv, og Cecilie vil gerne se Sorrento ude ved kysten.
Vi tog afsted ved middagstid, og kørte de få km op til Vesuv. Et godt stykke før toppen kom vi til en parkeringsplads, hvor alle skulle ind at parkere. Vi blev vinket frem, men jeg sagde til Cecilie, at så langt kunne jeg ikke gå, hvorefter hun rullede vinduet ned og forklarede, at den gamle mand ved hendes side var stærkt handicappet. Om vi så ikke godt kunne køre helt op! - Og det måtte vi godt til vores overraskelse, så vi kørte videre op, hvor vi kom til en busholdeplads, sandet, støvet og med enkelte kiosker. Vi fik os listet ind et sted, hvorfra vi også havde mulighed for at komme derfra igen.
For at komme helt op til toppen, var det nødvendigt at gå op af nogle trapper. Der måtte jeg melde pas, men Cecilie måtte gerne lige smutte derop, mens jeg ventede. Det havde hun nu ikke lyst til, så vi nøjedes med at nyde udsigten over Napoli og havet. (I bakspejlet kan jeg godt ærgre mig over, at vi ikke alligevel prøvede om vi kunne komme op på toppen. Det må blive en anden gang).
Vi kom altså ikke op på toppen, men valgte i stedet at sætte GPS'en på mobilen til at føre os til Sorrento, og så afsted.... bum bum bum...Hvor er der altså mange biler på vejene. Hele vejen til Sorrento kørte vi i kø, og en enkelt gang var vi lige ved at køre galt, da en bil svingede ud foran os fra vejsiden, samtid med der kom en modkørende bus! Cecilie var rasende over den idiotiske bilist, men det dækkede nok mere over forskrækkelsen.
Langt om længe nåede vi ned til Sorrento, fandt en parkering og gik en tur på promenaden. Vi satte os der og nød udsigten til byen, kysten og havet. Der er ikke noget at sige til, at det er et meget efterspurgt område af turisterne, for der er smukt, men jeg havde ondt i foden og var træt af den lange og besværlige køretur derned, så jeg havde ikke overskud til at nyde det på den rigtige måde, men jeg er sikker på Cecilie gjorde det.Bagefter spiste vi lidt lidt på en lille restaurant, hvorefter vi atter kørte hjemad......i kø....
Klokken var tæt på 21, da vi fik aftensmad, men jeg kan ikke huske, hvad retten hed og var, men min datter ser da meget begejstret ud på billedet!
Heja Danmark!
21.06.2018
Min fod fik det efterhånden bedre, og denne dag besluttede vi at vandre ind til Pompeji. Der var trods alt ikke så langt, så det mente jeg, at jeg godt kunne klare.
Om eftermiddagen vandrede vi derfor ind til Pompeji og slog os ned på et torv foran kirken, hvor vi kunne betragte et bryllup på afstand. Det så hyggeligt og festligt ud.
En af grundende for at vi gik der ind, var at der blev afviklet VM i fodbold i Rusland, og netop den dag skulle Danmark spille mod Australien, så vi håbede på, at vi kunne finde et sted, hvor der var mulighed for at overvære kampen.Vi sidder uden for en bar, får lidt at spise og drikke, og i det hele taget bare slapper af og nyder det, der sker omkring os. Bl.a. fløj en stor dueflok hen over bryllupsdeltagerne, og vi håbede da på, at ingen blev ramt på deres fine tøj af fugleklatter, også selv om det skulle betyde lykke.
Jeg fandt ud af, at der i en tom afdeling af baren var et tv, hvor det bare kørte med musik, og Cecilie gik ind og spurgte, om det var muligt, vi kunne se Danmarks kamp på det. Tjenerne var meget beredvillige, og ændrede kanal, hvorefter vi satte os med en øl og heppede på vores tapre spillere, der gjorde, hvad de kunne, men desværre blev det kun 1 - 1, men pga af de andre resultater, var det nok til, at vi kvalificerede os til ottendedels-finalerne. Her mødte vi Kroatien i et brag af en kamp, der desværre med et nederlag på 4-3 ikke endte i Danmarks favør.
På hjemturen fik vi en dejlig is. Italiensk og spansk is, synes jeg, er noget af det bedste man kan få. Engang gik jeg bymuren rundt i spanske Gerona en varm julidag, og lige der, hvor jeg kom ned, lå den største is-bar jeg nogensinde havde set med alle sine lækre varianter. Der er ikke noget bedre end en is, når man lige havde svedt.
Når man skal ind til resortet, skal man først passere deres vinmarker, som ligger lige rundt om, men dertil kommer også nogle, som de har liggende oppe på eller tæt på Vesuv. dernæst rundt om hjørnet på højre side en vinkælder med restaurant. Overfor ligger rideskolen, og så knækker vejen til venstre og går op til resortet.
Da vi går op mod indgangen er man i fuld gang med at pleje udenomsarealerne, ligesom de hver dag altid vander den store græsplæne, så det bliver ved med at være pænt og nydeligt. En af formiddagene, hvor jeg sad i baren ved poolen med min formiddagskaffe og ventede på min datter, kom der en og tog prøver af poolens vand, hvilket jeg fandt meget betryggende. Der var ingen steder, der var overladt noget til tilfældighederne.
Så var der tid til en sen eftermiddagslur til mig og en tur ved poolen til Cecilie. (Vi havde forinde ferien aftalt, at vi ikke ville fare rundt og lade os stresse af at pace hinanden, men ønskede at tage det stille og roligt).
Et stykke tid før vi skulle hen at spise, mødtes vi på min terrasse, hvor vi delte en lille flaske mousserende fra mit barskab. Det var vores sidste aften, og i morgen skulle vi hjem.
Da der igen var blevet vandet, kunne vi tydeligt mærke duften af citronerne, og det hele var så rart og stemningsfuldt. Vi snakkede om, at der ikke rigtigt var varmt, når vi kom hjem, og at vi skulle til Hillerød Slotspark, hvor jeg havde købt billet til os til en koncert med den svenske sangfugl Lisa Ekdahl. Vi havde stadig noget at glæde os til.
Igen fik vi dejlig veltillavet mad. Der var ikke noget tidspunkt, vi blev skuffet på, og når man læser andres bemærkninger på fx TripAdvisor, så er der meget fin overensstemmelse mellem de besøgende på både restaurant og resort og vores opfattelse af stedet, synes jeg.
Resortet er ikke så stort, og jeg tror ikke vi var mere end højst 8 personer ved poolen, da vi var flest, så det var på ingen måde overrendt, men vi var der i juni, og der vil sikkert komme flere gæster, når vi når længere hen på sommeren.
Da vi forlod restauranten havde Cecilie købt to af deres flasker mousserende vin, som hun skulle have med hjem til kæresten. Da jeg kun havde håndbagage med, havde jeg desværre ikke selv plads til flasker.
Næste morgen stod vi op og lagde kursen mod Rom og lufthavnen ad motorvejen. Vi skulle aflevere bilen fuldt tanket, og på benzinstationen tog jeg igen billeder af Fiestaen, og det var dejligt at kunne konstatere at den var fri for buler. Det må tilskrives de dygtige chauffører.
Hillerød
Flyveturen hjem gik godt, og der var tid nok til at slappe af, inden vi om aftenen skulle i Hillerød Slotspark, for at høre Lisa Ekdahl. Vi tog s-toget derud, og fandt frem til scenen. Efter det varme Italien var det køligt, ikke mindst fordi jeg ikke havde taget overtøj med. Lige den aften var det koldt, og den kommende tids varme ingen steder at se.
Jeg synes, det var sådan en dejlig koncert. Lisas stemme er bare så dejligt, men hvor er hun bare en lille spirrevip, et hoved lavere end hendes musikere.
Med denne fine koncert blev det slut på en dejlig ferie med min datter Cecilie, og jeg vil altid se tilbage på de ferier, vi har haft sammen, som noget særligt i far-datterforholdet.
Børn flytter hjemmefra, tager uddannelse, får kærester, kommer på afstand, som gør, at den nærhed, vi havde med dem som små, kan være svært at bevare, men på sådan en ferie som vores, er det muligt igen at nærme sig hinanden og få nogle af de snakke, man kan have svært ved at få, fordi derhjemme dukker mange andre forstyrrende elementer op.
Torben Jessen © 2018
Ingen kommentarer:
Send en kommentar