Uge 4 betød afslutning på kurset og afsked med deltagerne, og at jeg nu skulle drage videre på min færd rundt i Vesteuropa.
Jeg ville se mig lidt omkring, bl.a. til Ronda og så runde ved Gibraltar. Herfra ville jeg køre over Badajoz ved grænsen til Portugal, fortsætte gennem Portugal og op til pilgrimsbyen Santiago de Compostella og videre ud til kysten ved Fisterre og Muxia, der ofte er endemålet for pilgrimsturene.
Disse steder havde jeg besøgt to gange på mine caminoer. Jeg ville glæde mig til et gensyn.
Kursusdag 6 - Hygge og pakning af bil
29.04.2019
Jeg ville se mig lidt omkring, bl.a. til Ronda og så runde ved Gibraltar. Herfra ville jeg køre over Badajoz ved grænsen til Portugal, fortsætte gennem Portugal og op til pilgrimsbyen Santiago de Compostella og videre ud til kysten ved Fisterre og Muxia, der ofte er endemålet for pilgrimsturene.
Disse steder havde jeg besøgt to gange på mine caminoer. Jeg ville glæde mig til et gensyn.
Kursusdag 6 - Hygge og pakning af bil
29.04.2019
Havde jeg sat næsen op efter en god nats søvn, så måtte jeg tro om igen! Kl. 2.30 vågnede jeg, og kunne tydeligt høre stemmer inden fra værelset til højre for mit. Først troede jeg bare, at det var højlydt tale, indtil jeg kom til den konklusion, at det var fjernsynet, der gik, og pludselig kunne jeg høre, der blev banket for væggen fra det efterfølgende værelse, uden at der blev skruet ned eller slukket. Sådan stod det på til kl. 4 med regelmæssig bankeri, og på et tidspunkt hørte jeg en kvinde stønne…..Det kan der så tænkes over, men der kom derefter nogle kraftigere bank! Jeg undlod selv at banke, når der nu allerede var en, der var i gang!
Mellem 8 og 9 stod jeg op og fik morgenmad. Jeg satte mig ved to kvinder, som jeg ikke rigtig havde talt med i løbet af ugen. De troede, jeg var virksomhedsejer, fordi jeg kunne tillade mig at tage 5 uger på ferie, men det måtte jeg så afkræfte med, at jeg kun var en lærer, der var gået på pension.
Derefter gik jeg op, fik skrevet lidt i dagbogen, og jeg skal nu i gang med at pakke sammen og bringe ned i bilen, så jeg kun har det nødvendigste tilbage til i morgen. Så tænker jeg, at jeg tilbringe resten af dagen nede i haven med nyde udsigten eller læse.
Derefter gik jeg op, fik skrevet lidt i dagbogen, og jeg skal nu i gang med at pakke sammen og bringe ned i bilen, så jeg kun har det nødvendigste tilbage til i morgen. Så tænker jeg, at jeg tilbringe resten af dagen nede i haven med nyde udsigten eller læse.
Jeg gik i gang med at pakke, og fik det organiseret lidt bedre nede i bilen, så jeg har kufferterne med tøj bagerst i bilen. Jeg tror, det bliver bedre, for nu er det lettere at komme til.
Bagefter satte jeg mig ned og nød solen for at få en lille smule farve på kroppen, for derefter omkring kl. 14 at gå ind og bestille frokost, som jeg efterfølgende nød i haven sammen med Svend, hvor vi også fik udvekslet Facebook, så vi kan kommunikere sammen.Vi brugte lang tid på at snakke og pludselig var det tid til den sidste mindfullness session. Det blev en fin gennemgang af nogle papirer med tips, vi kan bruge, når vi kommer hjem. Derefter arbejdede vi med hjertemeditation, hvorefter vi gik til aftensmad.
Efter maden var der en lille session i yogalokalet, hvor der blev vist de billeder, som rejselederen havde taget undervejs. Det var meget morsomt og hyggeligt, lige bortset fra, at jeg måtte konstatere, at jeg stadig har en stor mave! Derefter var det sengetid, da nogle skulle afsted allerede kl 3 i nat, bl.a. Svend, så vi sagde farvel til hinanden. Det var godt, vi havde hinanden på dette kursus.
Oppe på værelset streamede jeg et afsnit i den serie, jeg følger med i. I nat bliver det heller ikke til meget søvn. Hunden gør konstant, ligesom fjernsynet går på værelset ved siden af, godt akkompagneret af en snorken. Det skal nok blive morsomt. I nat kørte det til kl. 4. Jeg er lidt glad for at skulle afsted i morgen. Regner med at køre ved 9-tiden.
Afsked med Tid til Ro og Cerro de Hijar – Setenil de Las, Bodegas, Ronda og Puerto Baños (Marbella)
30.04.2019
Havde kun det allermest nødvendige tilbage på værelset, og gik derfor ned for at spise morgenmad og få sagt farvel til de andre. Jeg var ikke vågnet, da halvdelen af holdet tog afsted kl. 3 i nat. Solen skinnende, så jeg satte mig i skyggen med min sædvanlige morgenmad, jeg havde fået hele ugen: kaffe, juice, melon, ananas, jordbær, æg, lille croissant, lille bolle, gedeost og skinke. Når jeg havde fået det, kunne jeg fungere resten af dagen.
Louise, en medrejsende, satte sig hen til mig. Hun var den første, jeg mødte på kurset, for hun var også kommet før mig med taxa fra Malaga. Dengang var hun lige startet med en bog af Håkon Nesser, og hun fortalte, at først på de sidste 3 sider, var plottet blev afsløret. Det syntes hun var spændende.
Efter jeg havde spist morgenmad og de sidste, inklusiv rejseleder og instruktør, var kommet ned, gik jeg rundt og sagde farvel, og selvfølgelig med kram, for selv om det kun er for en uge, så er man alligevel kommet ind på hinanden.
Charlott, rejselederen og Eva, instruktøren, skal begge have stor ros for deres måde at afvikle kurset på, altid i godt humør, smil på læben og med ro på. Det kunne jeg rigtigt godt lide. Det er ikke umuligt, at jeg tager afsted igen med Tid til Ro. Sydafrika og Kreta er nogle af de andre muligheder.
Jeg har ikke noget at udsætte på forløbet eller hotellet, for mine irritationsmomenter lå uden for deres regi, fx. hunden, der holdt vagt ved et dyrehold og gøede 24/7, og medførte, at jeg faktisk kun sov rigtigt godt en enkelt nat. Er man først blevet irriteret, så hænger det ved.
Charlott, rejselederen og Eva, instruktøren, skal begge have stor ros for deres måde at afvikle kurset på, altid i godt humør, smil på læben og med ro på. Det kunne jeg rigtigt godt lide. Det er ikke umuligt, at jeg tager afsted igen med Tid til Ro. Sydafrika og Kreta er nogle af de andre muligheder.
Jeg har ikke noget at udsætte på forløbet eller hotellet, for mine irritationsmomenter lå uden for deres regi, fx. hunden, der holdt vagt ved et dyrehold og gøede 24/7, og medførte, at jeg faktisk kun sov rigtigt godt en enkelt nat. Er man først blevet irriteret, så hænger det ved.
Setenil de Las Bodegas
Mit første mål var Setenil de Las Bodegas, som Louise havde fortalt mig om. En lille by, der var bygget ind i klipperne. Oprindeligt havde maurerne bygget en borg på stedet, og derfra havde byen udviklet sig. Jeg var oppe at besøge tårnet, der sammen med lidt mur, var det eneste, der var tilbage af den.
Samtidig besøgte jeg kirken ved siden af.
Det var en sprækkedannelse, hvor der var huler ind i klipperne, som altid havde været brugt til beboelse, viste arkæologiske udgravninger, men jeg læste, at det var først, da maurerne blev fortrængt af de kristne i 1400-tallet, at de begyndte at bygge huse, der inddrog hulerne.
Der var meget spændende der, og jeg gik en del rundt og kiggede. Det var en meget smuk by, og jeg endte med at købe nogle postkort der.
Jeg fandt tilbage til bilen for at køre til Ronda, der lå små 20 km derfra.
Jeg fandt tilbage til bilen for at køre til Ronda, der lå små 20 km derfra.
Ronda
Jeg ville ind at se Puente Nuevo, en gammel bro fra 1793. Den, som man altid ser afbilledet alle steder, og som binder bydelene sammen over en kløft på 120 m.
Jeg fik parkeret bilen og vandrede ned mod broen. Det er første gang jeg på hele min tur oplever så stort et mylder med turister. Ingen steder har det været så tæt pakket, ikke en gang på Alhambra.
Jeg fik parkeret bilen og vandrede ned mod broen. Det er første gang jeg på hele min tur oplever så stort et mylder med turister. Ingen steder har det været så tæt pakket, ikke en gang på Alhambra.
Jeg fik taget nogle billeder fra en cafés terrasse, hvor der sad en musiker og spillede The Beatles smukke sang “Michelle” på saxofon. Tog en lille video af det, men en herre stjal billedet, og selv om han så mig, blev han stående....... Nogle af disse gademusikanter er utroligt dygtige, men jeg undertrykte fristelsen til at blive hængende, og gik tilbage mod bilen, hvor jeg fandt en restaurant undervejs for at få lidt at spise og hvile mig, inden jeg kørte mod Puerto Baños.
Puerto Baños.
Undervejs kørte jeg af en slynget vej mellem bjergene igennem et betagende forrevet landskab, som jeg kunne se ud over, når jeg lige et øjeblik kunne slippe fokus fra vejen og de andre trafikanter. Jeg mener det højeste sted var 1000 m over havoverfladen.
Da jeg nærmede mig Puerto Baños, begyndte dér at dukke imponerende bygninger og huse op, et sikkert tegn på penge, og da havet og byen blev synlige, holdt jeg ind på en lille plads og fik taget et billede ud over området.
Da jeg nærmede mig Puerto Baños, begyndte dér at dukke imponerende bygninger og huse op, et sikkert tegn på penge, og da havet og byen blev synlige, holdt jeg ind på en lille plads og fik taget et billede ud over området.
Grunden til han mente jeg skulle besøge havnen, var at han syntes jeg skulle se de store lystsejlere og de ekslusive biler, der var dernede. Så jeg fandt en parkeringskælder få meter fra havnen, hvor jeg kunne sætte bilen og gik afsted.
Der lå mange flotte både i bassinet, men kun et enkelt rigtigt stort. Jeg have regnet med, at det ville se ud som Pisas havn Via Reggio, hvor jeg en gang var på ferie og så den største samling luksusyachter, jeg nogensinde har set! Hvis man i Google Maps finder Via Reggio, vælger sattelit og zoomer ind, så kan man faktisk se, de ligger der.
Måske ligger det også i, at havnen i Puerto Baños ikke er stor nok til disse megastore yachter.
Måske ligger det også i, at havnen i Puerto Baños ikke er stor nok til disse megastore yachter.
Bilerne imponerede mig heller ikke, der var mange ret almindelige biler, der holdt dernede, men da jeg kom et stykke hen, passeredes jeg af en skrigende rød Lamborghini med kraftig brummende lyd fra den store motor. Den parkerede længere henne på havnen, hvor der også holdt en Bentley. Sådan.
Jeg satte mig på en bar i en behagelig sofa, hvor jeg kunne betragte skibene og turisterne, der passerede i adstadigt tempo, og fik mig en gin og tonic, mindre kunne ikke gøre det. Men ved en fejl komme til at betale for meget til den søde servering, og vi løste det med en ny gin og tonic, hvorefter jeg faldt tilbage i sofaen og nød det.
Medens jeg sad der, begyndte jeg at sende de billeder, jeg havde taget hjem til sønnike, og jeg kan godt se, at det lige ville være ham, der sad her og ikke mig. Han går vældig meget op i biler og kører selv BMW, fordi en undersøgelse har vist, at de mest lykkelige bilejere er dem, der kører BMW.
Efterhånden som jeg slappede af på baren i lyset af stemningen og rytmerne fra 80’er musik, blev jeg klar over, at jeg både var for træt til at køre videre (og heller ikke burde gøre det efter ginnen) og motiveret af alt, hvad der skete, så jeg valgte at afbestille mit værelse i Tarifa, og bestille et nyt på et nærliggende hotel med en morgenmadsrestaurant af den fineste slags, hvor jeg nu sidder og skriver om gårsdagens oplevelser.
Medens jeg sad der, begyndte jeg at sende de billeder, jeg havde taget hjem til sønnike, og jeg kan godt se, at det lige ville være ham, der sad her og ikke mig. Han går vældig meget op i biler og kører selv BMW, fordi en undersøgelse har vist, at de mest lykkelige bilejere er dem, der kører BMW.
Efterhånden som jeg slappede af på baren i lyset af stemningen og rytmerne fra 80’er musik, blev jeg klar over, at jeg både var for træt til at køre videre (og heller ikke burde gøre det efter ginnen) og motiveret af alt, hvad der skete, så jeg valgte at afbestille mit værelse i Tarifa, og bestille et nyt på et nærliggende hotel med en morgenmadsrestaurant af den fineste slags, hvor jeg nu sidder og skriver om gårsdagens oplevelser.
Jeg tog mit nye værelse i øjensyn. Det var rigtigt fint, og udsigten til havet henrivende.
Jeg var nød til at gå ned at bade. Vandet var lækkert, og jeg tror jeg svømmede rundt i en halv time.
Derefter slappede jeg af til medbragt musik i et par timer, sådan at jeg ved 20.30-tiden var klar til at gå ned at spise.
Da jeg gik hen på hotellet, havde jeg set, der lå en græsk restaurant, og den ville jeg bruge, men jeg havde også set, at nabohotellet havde en skylounge, hvorfra der var udsigt ud over havnen. Så der ville jeg starte med en apiritif, Aperol Spritz!
Det var den flotteste udsigt over havn og bydel. Marbella kunne ses, selv om det ligger en kilometer eller to længere oppe mod nord, men havnen og det belyste barstrøg var der flot udsigt til.
Jeg fik min Aperol, og hjalp med at fotografere en kvinde med sin datter og dennes kæreste, eller måske var de begge hendes børn, ligesom jeg fik den unge mand til at tage et billede af mig.
Derfra gik jeg ned på den græske restaurant, selv om det måske havde været kønt at se de kulørte lys fra havnen, når det var blevet lidt mørkere.
På den græske restaurant bestilte jeg avocado og rejer til forret, og grillet blæksprutte, samt et glas rødvin. Det har altid undret mig, at rejer var så dyre i Spanien, men det er de. Retten med de 10 rejer koster ca. 100 kr, og den pris har det også kostet på Caminoen. Det undrer mig, men måske er det en importvare??
Jeg havde forventet at få en blækspruttearm grillet, som jeg havde fået det i Berchtesgaden et par år før, men til min store overraskelse var det en hel blæksprutte, dog uden blæk, og med noget pesto med citronsmag, og noget andet tilbehør, som jeg troede var tzaziki, men måske mere at ligne med aoli. Uanset smagte maden mig, men jeg kunne umuligt spise op, og det skal man heller ikke. Kun spise til mæthedsfornemmelse melder sig.
Medens jeg sad der, begyndte dyrene at komme ud af garagen: Mercedes, Lamborghini, Bentley, og sikkert flere. Alt sammen dyre sager, der skulle vises frem. Der så ud til at være mange, men måske var det bare lige som Tordenskjolds soldater, der gik i ring, og fik en svensk kommandant til at overgive sig, fordi han troede overmagten var for stor.
Derefter gik det lige hjem og på hovedet i seng, mæt af dagens oplevelser. Det havde alligevel vist sig godt, at tage til Puerto Baños, selv om jeg nok mere er til natur og stilhed.
Nu er det tid at komme op og rydde værelset og komme afsted til Gibraltar!
Gibraltar, Tarifa og Badajoz
01.05.2019
Gibraltarstrædet er det stræde, der forbinder Atlanterhavet med Middelhavet, og under krigen var det vigtigt for de allierede at lukke for indsejlingen til Middelhavet for fx tyske ubåde.
Gibraltar har været i englændernes besiddelse i flere hundrede år. Der er bygget store forsvarsanlæg oppe på klippen, som har kunnet bruges til at beskytte strædet, men ud fra Google Maps ser det ud til, at kanonerne mere eller mindre er fjernet.
Spanien har ad flere omgange forsøgt at komme i besiddelse af klippen, og det er lidt oppe at vende igen under Brexitdebatten.
Turen ned til Gibraltar gik smertefrit på nær, der var lidt kø ved grænseovergangen. Jeg var lidt i tvivl om, hvorvidt jeg nu skulle lave venstrekørsel, hvad der er reglen i England, men heldigvis slap jeg for det. Da jeg var kommet igennem grænseovergangen, skulle flyvepladsen passeres, dvs man kører hen over landingsbanen og kommer så ind i byen, som ligger i den nordlige del af klippen. Findes det måske andre steder?
Klippe er den rigtige betegnelse, for den rager højt op landskabet og ud i havet som en halvø.
Turen ned til Gibraltar gik smertefrit på nær, der var lidt kø ved grænseovergangen. Jeg var lidt i tvivl om, hvorvidt jeg nu skulle lave venstrekørsel, hvad der er reglen i England, men heldigvis slap jeg for det. Da jeg var kommet igennem grænseovergangen, skulle flyvepladsen passeres, dvs man kører hen over landingsbanen og kommer så ind i byen, som ligger i den nordlige del af klippen. Findes det måske andre steder?
Klippe er den rigtige betegnelse, for den rager højt op landskabet og ud i havet som en halvø.
Jeg ville gerne have brugt noget tid på Gibraltar, men parkeringsmulighederne var håbløse på nær et uinteressant sted, så det blev til en rundtur med nogle hurtige stop 2 steder. Det første ved en gammel kanon, 100 ton kanonen.
Det andet stop efter en del tunneller, en lille parkeringsplads på østsiden, hvor fra man kunne se ud over Middelhavet, men også se på nogle store skibe, der faktisk lå for anker over alt rundt om Gibraltar.
Der var diset, så tanken om at se Afrika var ret håbløs, men det ville måske være lettere i Tarifa, der lå sydligere og faktisk er Spaniens sydligste punkt.
Tanken om at finde en parkeringsplads ved igen at køre rundt om klippen fortonede sig hurtigt, så jeg kørte i stedet mod Tarifa, efter at jeg lige havde tanket og fået en croissant og en krop kaffe. I Spanien bliver man mange steder personligt betjent, og det skal man lige vænne sig til, når man er vant til, at hjemme bruger vi bare kort! I øvrigt var det sjovt, at alt var udsolgt af det spiselige på nær croissant.
Da jeg kom til Tarifa måtte jeg 2 gange rundt om byen og kunne stadig ikke finde et sted at parkere, og nede ved vandet havde jeg slet ikke lyst, for der blæste en god vind, der indeholdt små gule sandpartikler, som ville give bilen lakskader, hvis jeg holdt i længere tid. Faktisk kørte jeg fast i en af sanddriverne, lige som en snedrive, men ved at køre frem og tilbage lykkedes det mig at komme igennem. Så jeg fik desværre ikke set borgen og fæstningsøen, som man kunne gå ud til via en smal tange. Turen gik derefter videre mod Sevilla, og jeg vidste ikke helt, om jeg ville køre forbi og helt til Badajoz ved den portugisiske grænse. Jeg ville tage stilling til det, når jeg nærmede mig Sevilla.
Da jeg havde kørt et stykke tid i blæsevejr, hvor det rykkede en del i bilen, slap jeg kysten og bevægede mig ind i landet igen. Efter et stykke tid kom jeg ind på Ruten “Autovidea ruta via de la Plata”, hvilket fik mig til at tænke på, at det var i samme område, der findes en Camino op til Santiago de Compostella med samme navn. Jeg har gået Camino 3 gange, og jeg elsker det, men bedst som jeg gik på pension og troede, at nu skulle jeg gå hele ruten, og ikke kun de delstrækninger, jeg hidtil har gået, fik jeg slidgigt i hofterne og det gjorde umuligt for mig at gå mere end 3 – 4 km ad gangen. Ikke nok til at gennemføre en hel Camino.
Det blev en meget smuk tur, for i den brede midterrabat mellem vognbanerne var der plantet lyserøde og hvide nerier, samt gule gyvel, og det så altså dejligt ud, at køre gennem denne farvepragt, som jeg af gode årsager, naturligvis ikke kunne tage billeder af med 120 km i timen.
Landskabet forandrede sig også. Spanien er opdelt i regioner, der nogenlunde svarer til den gang, da landet var opdelt i små kongedømmer, indtil de alle var erobret og samlet i et Spanien. Da jeg kørte ind i landet, var det i Catalonien, som har et stærkt ønske om at løsrive sig. Fortsatte derfra ind i det mere bakkede og bjergrige Andalusien, men her væk fra kysten ramte jeg det flade land igen, og jeg kunne se milevidt, ligesom vejene ikke bugtede sig så voldsomt mere, men havde lange lige strækninger.
Jeg besluttede at køre helt til Badajoz, som ligger i regionen Extremadura og tage to overnatninger, i stedet for én nat i Sevilla. Jeg forlod Via de la Plata ved byen Zafra.
Jeg besluttede at køre helt til Badajoz, som ligger i regionen Extremadura og tage to overnatninger, i stedet for én nat i Sevilla. Jeg forlod Via de la Plata ved byen Zafra.
På vej ud af Zafra så jeg tilfældigt i en rundkørsel et skilt, der viste, at pilgrimsvejen gik hen ad en smal vej. Straks kørte jeg hele vejen rundt, fordi jeg havde besluttet mig for lige at se, hvordan den så ud. Der var også en markering af et tårn, som jeg så lige kunne tage i øjensyn.
Undervejs op til tårnet så jeg de gule pile, der sammen med muslingeskaller, markerer pilgrimsvejen. I venstre side af tårnet sås en slidt gul pil, så den var god nok. Jeg tog et par billeder, samtidig med jeg tænkte på, hvor forfærdeligt gerne, jeg ville kunne gå turene igen. Der er Caminoer overalt i Europa, men mest kendt er dem i Spanien, der alle fører mod Santiago de Compostella. Men derom senere.
Inden jeg kørte videre, bookede jeg lige 2 nætter på et firestjernet hotel til billige penge, og jeg blev ikke skuffet. Hotellet så fint ud, da jeg ankom efter at have kørt forbi blomstrende valmuer, og vinmarker, så lang øjet rakte.
En hel dags kørsel blev afsluttet med en gin og tonic i en god stol. Mærkeligt nok havde de ikke Aparol Spritz. I Spanien bliver alkohol skænket med rund hånd, skulle jeg hilse at sige.
Jeg var træt, så da jeg havde spist en udmærket aftensmad, som jeg havde tilkøbt, gik jeg på hovedet i seng.
Badajoz – Belejring og erobring
02.05.2019
Jeg skrev dagbogen for igår til morgenkaffen. Det er hyggeligt, at gøre det der til en kop kaffe.
Grunden til, at jeg ville til Badajoz er, at byen og dens fæstningsværker spillede en stor rolle i Napoleonskrigene i Spanien, for den lå ved en af hovedadgangsvejene til Portugal. Den blev i denne periode belejret 3 gange, men kun indtaget 2 af gangene. Jeg ville forsøge at finde ud af lidt om det i dag, med jeg var også stadig træt efter dagen igår, så det skulle også være afslapning……troede jeg!
Jeg slappede af indtil over middag, hvorefter jeg henvendte mig i receptionen. Jeg havde set, at de havde bykort, og de plejer at vide, hvor tingene ligger i byen. Som sagt så gjort. Det var som jeg forventede.
En halv time senere vidste jeg, hvor bymuseet, det arkæologiske museum og kunstmuseet lå, og at det ville tage 25 min at gå ned til den gamle bydel, hvor stederne fandtes.
En halv time senere vidste jeg, hvor bymuseet, det arkæologiske museum og kunstmuseet lå, og at det ville tage 25 min at gå ned til den gamle bydel, hvor stederne fandtes.
Badajoz havde været en stærkt befæstet by med mure og bastioner, men jeg kunne se, at en del af murene var forsvundet, sikkert for at give plads til nye bydele.
Jeg havde en fornemmelse af, efter at have læst om belejringerne af byen, hvilken erobring der havde været størst og krævende, samt hvor de forskellige angreb var blevet sat ind, og jeg ville derfor starte med at se en del af muren og bastioner, der lå i umiddelbar nærhed af min rute.
Jeg havde en fornemmelse af, efter at have læst om belejringerne af byen, hvilken erobring der havde været størst og krævende, samt hvor de forskellige angreb var blevet sat ind, og jeg ville derfor starte med at se en del af muren og bastioner, der lå i umiddelbar nærhed af min rute.
Byen blev grundlagt af maurerne, der byggede en borg på stedet, men efterhånden som byens betydning voksede, blev der bygget nye forsvarsværker, ligesom en bro over floden, der løb lige uden for byen.
Det første jeg stødte ind i var en byport, hvor muren til venstre for den var væk, medens den højre fortsatte til en bastion, og jeg valgte at tage det i øjensyn ved at gå igennem, dreje til højre og derefter følge muren til den første bastion.
Jeg havde håbet, jeg kunne gå op på bastionen, men den var afspærret, og jeg nøjedes derfor med at tage billeder.
Den første belejring fandt sted fra januar til marts 1811, hvor det var franskmændene, der belejrede og erobrede fæstningen, der var besat af spanierne, forholdsvis let.
Den anden belejring var fra maj til juni 1811, hvor franskmændene forsvarede fæstningen mod en kombineret styrke af portugisere og englændere, der dog blev nød til at opgive og trække sig tilbage. Den tredje belejring og erobring fandt sted fra marts til april 2012. De portugisiske og engelske styrker var 5 gange så mange som franskmændene inde i fæstningen, 25.000 i forhold til 5.000, og de var ledet af Hertugen af Wellington, der senere var med til at besejre Napoleon endeligt ved Waterloo.
Den anden belejring var fra maj til juni 1811, hvor franskmændene forsvarede fæstningen mod en kombineret styrke af portugisere og englændere, der dog blev nød til at opgive og trække sig tilbage. Den tredje belejring og erobring fandt sted fra marts til april 2012. De portugisiske og engelske styrker var 5 gange så mange som franskmændene inde i fæstningen, 25.000 i forhold til 5.000, og de var ledet af Hertugen af Wellington, der senere var med til at besejre Napoleon endeligt ved Waterloo.
Jeg havde forstået, at det var her under den sidste belejring, at englænderne og portugiserne med svære kanoner havde skudt huller i muren, for derefter at angribe den 21. april 1812 igennem dem, men det udviklede sig til et blodbad, da fæstningen blev forsvaret hårdnakket.
Men Wellington havde også sat en angreb ind på begge sider. Det ene oppe mod borgen, det andet nede ved floden. Hvis det ikke var lykkedes for de allierede at trænge ind disse steder, så var operationen blevet afblæst, fordi Wellington havde erfaret, at en fransk undsætningsstyrke skulle være på vej.
Nede ved floden lykkedes det den engelske styrke at komme op på bastionen, og inden franskmændene kunne etablere et bedre forsvar, havde englænderne åbnet en port, hvor igennem forstærkningerne kunne føres frem.
Franskmændene erkendte nu, at byen var tabt, og de trak sig tilbage til et forsvarsværk på den anden side af floden. Her overgav de sig dagen efter.
Desværre tabte de indtrængende styrker deres disciplin, og gik amok ved at bryde ind alle steder og stjæle, hvad de fandt, deriblandt også alkohol, som de indtog i stor mængde.
Det stod på i et par dage, hvor de voldtog og myrdede, og man skønner at omkring 4000 civile mistede livet, endog nogle af deres egne officerer, der forsøgte at kalde til orden, blev myrdet. Derefter fik Wellington kontrol over situationen, men beklagede det dybt senere. Alt dette regnede jeg med kunne finde information om på bymuseet.
Franskmændene erkendte nu, at byen var tabt, og de trak sig tilbage til et forsvarsværk på den anden side af floden. Her overgav de sig dagen efter.
Desværre tabte de indtrængende styrker deres disciplin, og gik amok ved at bryde ind alle steder og stjæle, hvad de fandt, deriblandt også alkohol, som de indtog i stor mængde.
Det stod på i et par dage, hvor de voldtog og myrdede, og man skønner at omkring 4000 civile mistede livet, endog nogle af deres egne officerer, der forsøgte at kalde til orden, blev myrdet. Derefter fik Wellington kontrol over situationen, men beklagede det dybt senere. Alt dette regnede jeg med kunne finde information om på bymuseet.
Jeg bevægede mig derfor op forbi katedralen og hen til bymuseet, men Badajoz adskilte sig fra andre spanske byer ved at holde siesta. Jeg stod der kl. 15, men der var desværre lukket mellem 14 og 17. Temperaturen var lige så høj som dagen før, så jeg havde sat næsen op efter skygge og kølighed på museet.
I stedet gik jeg videre op på den nærliggende borg, hvor jeg regnede med det arkæologiske museum lå. Det kunne jo være, de havde åbent!
Men desværre nej, og de åbnede tilmed først næste dag kl. 10, fortalte en vagt mig, så jeg nøjedes med at gå lidt frem og tilbage på borgmurene, og det lignede virkelig en ridderborg.
Men desværre nej, og de åbnede tilmed først næste dag kl. 10, fortalte en vagt mig, så jeg nøjedes med at gå lidt frem og tilbage på borgmurene, og det lignede virkelig en ridderborg.
Midt i billedet den gamle bro, som franskmændene til sidst trak sig tilbage over.
Jeg havde en flot udsigt deroppefra. Her forsvarsanlægget, hvorfra franskmændene overgav sig.
Jeg kunne bl.a. se en smuk plads, hvor der lå nogle caféer, så jeg kunne slå mig ned og få lidt at spise, og derved slå tiden ihjel frem til bymusets åbning.
Der lå 2 caféer på pladsen, den ene meget fyldt, den anden meget tom. Jeg tænkte derfor, at når den anden var fyldt, så var det nok, fordi maden var bedst, og jeg gik derfor derhen.
På spisekortet stor der tapas og pinchos, så jeg valgte 3 ud, en med laks, en med rejer og en med ost. Dertil en øl.
Nu gik det op for mig, at der kun var én tjener, og han var stresset, så da maden kom, var den med osten erstattet af en sandwich.
Jeg havde forventet at få lækre små flütes eller tapas, som jeg kendte det fra Gerona eller nordkysten, men i stedet kom 2 halve ristede baguetter. På den ene var laksen bare klasket på. På den anden var der en pind med 4 rejer og 4 ananas, begge brændt på, dertil lidt gammelt salat.
Jeg havde forventet at få lækre små flütes eller tapas, som jeg kendte det fra Gerona eller nordkysten, men i stedet kom 2 halve ristede baguetter. På den ene var laksen bare klasket på. På den anden var der en pind med 4 rejer og 4 ananas, begge brændt på, dertil lidt gammelt salat.
Jeg fortrød virkelig, jeg havde sat mig der. Men måske havde det været lige så slemt det andet sted.
Dette billede viser to lækre pinchos, som jeg fik på min tredje camino. De så noget mere lækre ud, end det jeg nu fik.
Det røde emblem på hatten viser, at jeg er medlem af Foreningen af Danske Santiago-pilgrimme.
I øvrigt var stråhatten et fejlskud, for efter et par dages vandring lugtede den som en kostald!
Dette var vist et lille sidespring.
En anden gang vil jeg bestille en øl, og så se, hvad andre får, inden jeg bestiller.
Jeg orkede ikke, at diskutere med den stressede tjener, spiste lidt af det, og nød synet af en skoleklasse med større børn, der pjankede henne ved den anden restaurant. Nogle smed med vand fra en udendørs vandpost, nogle spillede bold, og enkelte piger lod sig fotografere, medens de poserede flot.
Jeg betalte og gik ned til museet.
De var flinke på museet, og heller ikke her skulle jeg betale entré. Jeg spurgte til belejringen, og de forklarede mig, at det var ovenpå.
Det var et fint museum, men desværre stod alle forklaringer på spansk. Selv om jeg kunne noget spansk, så ville det tage mig lang tid at komme igennem udstillingen, så jeg nøjedes med at koncentrere mig om udstillingen om den sidste belejring. Det var fint nok for mig, og den bekræftede mig dels i, hvad jeg vidste i forvejen, men også i ny viden om belejringen og erobringen.
Det var et fint museum, men desværre stod alle forklaringer på spansk. Selv om jeg kunne noget spansk, så ville det tage mig lang tid at komme igennem udstillingen, så jeg nøjedes med at koncentrere mig om udstillingen om den sidste belejring. Det var fint nok for mig, og den bekræftede mig dels i, hvad jeg vidste i forvejen, men også i ny viden om belejringen og erobringen.
Derefter gik jeg ned til floden for at begynde at gå tilbage til hotellet. Jeg ville følge bymuren og dens bastioner. Der var smukt nede ved floden, og jeg kunne have fået mere ud af at gå på den modsatte side, men jeg foretrak at blive i skyggen.
Heller ikke på denne rute var bastionerne tilgængelige. Der var placeret offentlige bygninger på 2 af dem, og den tredje var lavet om til parkeringsplads.
Heller ikke på denne rute var bastionerne tilgængelige. Der var placeret offentlige bygninger på 2 af dem, og den tredje var lavet om til parkeringsplads.
Jeg ledte i stedet efter en tobaksforretning, hvor jeg normalt har kunnet købe frimærker til de postkort, jeg havde skrevet om formiddagen. Men jeg blev henvist til posthuset.
Jeg var ved at være slidt og svedt, og med 5 minutter tilbage inden jeg nåede hotellet, gik jeg ind på en bar og fik en kold øl. Det er det særlige ved Spanien, at når man køber en øl, får man lidt ekstra med, fx chips, oliven, peanuts eller tapas. Hvis man bestiller flere øl, får man mere tilbehør, og det kan således ende med at være et måltid, og man er allerede mæt, inden man måske skal spise den mad, man har bestilt.
Den bedste tapas, jeg har fået, var i Gerona, men i Leon er man også god til det. Langs nordkysten får man pinchos , som beskrevet tidligere, altså små stykker flutes med tilbehør. De kan være meget lækre.
Jeg gik nu hjem på hotellet, fandt en stol på terrassen og nød endnu en øl i skyggen. Mens jeg sad her, skrev jeg et opslag i Facebook gruppen "Camino for begyndere" om, at jeg kom til Santiago den 4. maj, og jeg ville tilbyde at køre en person til Muxia/Finisterre, og derefter sætte vedkommende af på flyvepladsen.
Så gik jeg ind og spiste aftensmad. Fik ravioli med pesto til forret og samme laks som i går.
Derefter gik jeg op i seng.
Derefter gik jeg op i seng.
Vil lige nævne, at jeg bor billigt på det 4 stjernede hotel: HC Hoteles Center i Badajoz, og det er virkelig valuta for pengene.
Portugal
03.05.2019
03.05.2019
Jeg kørte afsted fra Badajoz ved 10 tiden, dvs jeg startede med at finde posthuset, men da jeg skulle ind på parkering, ville automaten ikke spytte billet ud til den foranholdende bil, så jeg bakkede ud og kørte over floden til fæstningsværket, hvor franskmændene havde overgivet sig, kun for at oplevet, at det var lukket pga dyrehold. Bum bum..... afsted mod Porto.
Landskabet ændrede sig hele tiden. Nu kom der bakker med klippeskråninger og pludselig et skilt, der viste at jeg kørte ind i Portugal, et land jeg aldrig har besøgt før. Jeg undrede mig, for der var over 300 km til Porto, med det ville kun tage to timer at nå derop. Det forstod jeg ikke noget af, ikke mindst fordi jeg kom tættere og tættere på Lissabon, og jeg holdt derfor ind og slukkede GPS’en. Tænkte jeg ville resette den, og så skulle det nok blive rigtigt, men i stedet fik jeg manglende internetforbindelse, så den kunne ikke komme i gang igen. Men jeg kunne godt se, hvor jeg var, og hvad vej jeg skulle køre, så jeg kørte videre. Det skulle nok gå. Kørte kun forkert én gang, det kostede 20 km……!
Problemet med GPS’en har jeg oplevet før, og søgte denne gang løsningen på nettet. Det opstår, når man kører ind i et andet teleselskabs område, og fordi mobilen er stillet til at vælge netværk automatisk, kan den ikke altid finde ud af det. Derfor prøver man i stedet at vælge netværk manuelt, indtil man finder et, der virker. Det prøvede jeg, men ingen af de viste, syntes at virke. Så da jeg holdt på den nedenfor beskrevne rasteplads skiftede jeg tilbage til automatisk, og vupti så virkede det igen. Altså modsat sidst.
Problemet med GPS’en har jeg oplevet før, og søgte denne gang løsningen på nettet. Det opstår, når man kører ind i et andet teleselskabs område, og fordi mobilen er stillet til at vælge netværk automatisk, kan den ikke altid finde ud af det. Derfor prøver man i stedet at vælge netværk manuelt, indtil man finder et, der virker. Det prøvede jeg, men ingen af de viste, syntes at virke. Så da jeg holdt på den nedenfor beskrevne rasteplads skiftede jeg tilbage til automatisk, og vupti så virkede det igen. Altså modsat sidst.
Men tilbage til landskabet. Efter stenørknerne kom det flade land med olivenplantager over det hele, enkelte vinmarker, eller store områder med spredte træer. Det er ikke sådan som i Danmark, at man har levende hegn, nej det er blot endeløse blomstrende flader derud af med disse træer. Det så meget smukt ud. Hvor der var dyrehold, var der selvfølgelig indhegnet.
Det, der gjorde mig trist til mode, var da jeg kørte ind i et område syd for Combrei , hvor kilometervis af skov, var blevet hærget af skovbrand. Det var ikke et kønt syn med disse sorte træstammer pegende op i luften. På forunderlig vis synes det ikke at være gået ud over underskoven, for den bredte sig med sine grønne farver. Nærliggende huse syntes heller ikke at være beskadiget. Nogle enkelte steder var man begyndt at fælde og rydde op, men størstedelen fik lov at stå, som det var.
Det, der gjorde mig trist til mode, var da jeg kørte ind i et område syd for Combrei , hvor kilometervis af skov, var blevet hærget af skovbrand. Det var ikke et kønt syn med disse sorte træstammer pegende op i luften. På forunderlig vis synes det ikke at være gået ud over underskoven, for den bredte sig med sine grønne farver. Nærliggende huse syntes heller ikke at være beskadiget. Nogle enkelte steder var man begyndt at fælde og rydde op, men størstedelen fik lov at stå, som det var.
Men da jeg kørte ud fra rastepladsen mødte jeg en gammel ven: “Motor mal function”, og jeg kunne kun køre mellem 90 og 100 km i timen og havde ingen accellerationsmulighed. Dette selvfølgelig for at beskytte motoren.
Jeg havde haft det samme problem over en periode for 2 år siden, og dengang havde værkstedet svært ved at finde fejlen, men ved Ford i Sønderborg fandt de ud af, at det var dieselfilteret, altså brændstoffilteret, der var sat til med snavs. Det blev skiftet og lige indtil nu, kørte bilen problemløst.
Når jeg slukker bilen, så er fejlen væk, og der kan godt gå lang tid før den optræder igen, men til sidst bliver det hyppigere og hyppigere, efterhånden som mere snavs sætter sig. Så foreløbig kører jeg bare videre, og bliver det nødvendig opsøger jeg et værksted. (Fejlen optrådte ikke mere på turen.)
Jeg havde haft det samme problem over en periode for 2 år siden, og dengang havde værkstedet svært ved at finde fejlen, men ved Ford i Sønderborg fandt de ud af, at det var dieselfilteret, altså brændstoffilteret, der var sat til med snavs. Det blev skiftet og lige indtil nu, kørte bilen problemløst.
Når jeg slukker bilen, så er fejlen væk, og der kan godt gå lang tid før den optræder igen, men til sidst bliver det hyppigere og hyppigere, efterhånden som mere snavs sætter sig. Så foreløbig kører jeg bare videre, og bliver det nødvendig opsøger jeg et værksted. (Fejlen optrådte ikke mere på turen.)
Jeg fandt hotellet, indlogerede mig på værelset med havudsigt, fik bilen i parkeringskælder og trængte til at gå en smule.
Da jeg gik ad promenaden for at finde et sted at spise, faldt jeg igen over pilgrimsruten. Her hedder den Camino Portuguese. Igen mærkede jeg den stærke trang til at vandre igen. Næste morgen, da jeg spiste morgenmad, spottede jeg straks en pilgrim: caphat, tørklæde, t-shirt……og hun tog kort efter vandrestave frem og rygsæk på. Den var god nok.
I øvrigt skal man passe på, hvad man vælger at indtager våde varer i Portugal. Konsekvensen er uoverskuelig. Denne ordlyd fandt jeg på spisekortet og brugte Google til at oversætte. Uha! Uha!!
Derefter hjem på værelset for at se film og sove. I morgen går turen til Santiago de Compostella, Muxia og Fisterre, verdens ende, pilgrimsstederne.
Finisterre, Muxia og Santiago de Compostella
04.05.2019
Det blev en tur ind i peregrinoland, pilgrimsland, for ligesom jeg aftenen før og om morgenen var kommet i berøring med pilgrimstraditionen, så blev det endnu tydeligere efterhånden, som jeg kom frem.
Jeg havde ikke helt gjort op med, hvad jeg ville i dag, og jeg måtte også lige tage stilling til det tilbud, jeg havde givet caminogruppen. Jeg besluttede, da jeg var i nærheden af Santiago, at jeg ville tage rundturen til Finisterre, Muxia og så slutte med 2 nætter i Santiago. Det som modvægt til al den kørsel jeg laver.
Jeg holdt derfor ind til siden og rettede mit tilbud ved at sige tak for de positive kommentarer, men da der ingen var ved middagstid, der ønskede at gøre brug af det, fortsatte jeg derfor til Finisterre. På den ene side, ville jeg gerne give én en hjælpende hånd, men jeg skal også komme videre med mine egne planer.
Jeg havde ikke helt gjort op med, hvad jeg ville i dag, og jeg måtte også lige tage stilling til det tilbud, jeg havde givet caminogruppen. Jeg besluttede, da jeg var i nærheden af Santiago, at jeg ville tage rundturen til Finisterre, Muxia og så slutte med 2 nætter i Santiago. Det som modvægt til al den kørsel jeg laver.
Jeg holdt derfor ind til siden og rettede mit tilbud ved at sige tak for de positive kommentarer, men da der ingen var ved middagstid, der ønskede at gøre brug af det, fortsatte jeg derfor til Finisterre. På den ene side, ville jeg gerne give én en hjælpende hånd, men jeg skal også komme videre med mine egne planer.
Jeg ved ikke, hvorfor det er sådan, men jeg er bare så glad for at være i Finisterre.
I 2010, hvor jeg gik 550 km på støvede stier og veje, var det en lise, at komme derud, ikke mindst fordi, der var en million mennesker i Santiago i anledning af fejringen af apostlen Jacobs fødselsdag. Det bliver helligholdt hver 10. år. Jeg havde taget en bus derud, sov og tog den hjem igen næste dag.
Det dejlige vejr, den friske havluft, livet inde i havnen, pilgrimmene, caféerne og restauranterne og så et dejligt værelse på et hostel. Det var bare så stemningsfyldt!
Senere først på aftenen var jeg vandret ud til fyrtårnet. Havde ost, chokolade og øl med, som jeg fortærede, og bagefter havde jeg klappet solen ned sammen med mange andre.
Da jeg senere på aftenen kom tilbage til byen, fandt jeg en restaurant, hvor jeg fik den lækreste Paella Marisco, dvs ris med muslinger, skaldyr, rejer, kammuslinger og kæmperejer.
Det dejlige vejr, den friske havluft, livet inde i havnen, pilgrimmene, caféerne og restauranterne og så et dejligt værelse på et hostel. Det var bare så stemningsfyldt!
Senere først på aftenen var jeg vandret ud til fyrtårnet. Havde ost, chokolade og øl med, som jeg fortærede, og bagefter havde jeg klappet solen ned sammen med mange andre.
Da jeg senere på aftenen kom tilbage til byen, fandt jeg en restaurant, hvor jeg fik den lækreste Paella Marisco, dvs ris med muslinger, skaldyr, rejer, kammuslinger og kæmperejer.
I 2012 gik jeg derud fra Santiago de Compostella på 3 dage, ca 90 km, og tog bussen hjem. Jeg mødte en ung kvinde på vejen derud på 3. dagen, som jeg forsøgte at hjælpe, fordi jeg kunne se, hun bar sin rygsæk med skuldrene, hvor den i virkeligheden skal bæres på hoften. Men jeg tror ikke det lykkedes, fordi rygsækken var for stor og hun for lille.
Jeg ville bo samme sted som sidst, hun på vandrehjem. Senere mødtes vi tilfældigt på havnen. Hun ville ud at sejle, og jeg kunne også godt tænke mig det, så jeg hoppede ned i båden til hende. Kort efter kom en mand og sagde, at båden ikke sejlede. Oppe på kajen fortalte jeg hende om, hvordan vi sidst havde klappet solen ned, og at jeg havde tænkt mig at gå derud og brænde noget af mit tøj, en gammel pilgrimstradition. Hun ville gerne med derud, så vi aftalte at mødes på kajen senere.
Jeg ville bo samme sted som sidst, hun på vandrehjem. Senere mødtes vi tilfældigt på havnen. Hun ville ud at sejle, og jeg kunne også godt tænke mig det, så jeg hoppede ned i båden til hende. Kort efter kom en mand og sagde, at båden ikke sejlede. Oppe på kajen fortalte jeg hende om, hvordan vi sidst havde klappet solen ned, og at jeg havde tænkt mig at gå derud og brænde noget af mit tøj, en gammel pilgrimstradition. Hun ville gerne med derud, så vi aftalte at mødes på kajen senere.
Vi mødtes, og medens vi gik, snakkede vi lidt sammen. Hun var fra Brasilien, mener jeg, og var kvindelig politibetjent.
Vi kom derud og klatrede ned til et sted, hvor der tidligere havde været et bål. Der ville vi brænde vores ting. men det viste sig at være svært, fordi de var lavet af kunststof. Men til sidst lykkedes det, og bagefter klappede vi solen ned lige som sidst.
Vi skiltes, da vi kom ind til byen, og jeg gik ned til samme sted som sidst og fik igen en lækker Paella Marisco.
Næste morgen, da jeg skulle med bussen, dukkede hun op for at sige farvel til mig. Hun ville blive en dag mere. Vi gav hinanden et kram, og så kørte bussen.
På Caminoen hjælper man hinanden, og det er måske det, der gør, at selv om samvær kan være ganske kort, så giver det samhørighed.
Næste morgen, da jeg skulle med bussen, dukkede hun op for at sige farvel til mig. Hun ville blive en dag mere. Vi gav hinanden et kram, og så kørte bussen.
På Caminoen hjælper man hinanden, og det er måske det, der gør, at selv om samvær kan være ganske kort, så giver det samhørighed.
Derfor skulle jeg så i dag ned igen og have Paella Marisco samme sted igen. Og igen var den lækker. jeg fortalte servitricer, at det var 3. gang, jeg var der, og jeg gjorde det på spansk. Det må have gjort indtryk, for da hun kom med regningen havde hun 2 flasker og et lille glas med. Jeg valgte den klare. En slags dessertvin som sherry eller portvin. Desværre fik jeg ikke spurgt hende. Den anden mulighed var Bailey.
Jeg sluttede af med at besøge fyrtårnet, gik lidt rundt derude, nød vejret og stedet, og frem for alt mindedes,,,,
Man må ikke tænde bål mere derude pga brandfaren.
Derefter kørte jeg til Muxia, der ligger på en spids lige som Finisterre, og her skal man også ud til fyrtårnet. Ude ved fyrtårnet er der bygget en lille kirke, ligesom der også er rejst mindesmærker.
Det blæste voldsomt, og kysten bestod at kæmpe sten, som bølgerne slog imod med sådan en kraft, at man kunne mærke dråber i ansigtet. Jeg blev der ikke så længe, men jeg kan godt forstå, der er mange pilgrimme, der synes, det er bedre end Finisterre. Der er virkeligt smukt derude.
Jeg bookede 2 nætter på hotel i Santiago, hvorefter jeg kørte ind, og tog værelset i brug. I morgen vil jeg se byen og nogle af de steder, jeg kender.
Santiago – Arkitektur og pilgrimme – den 05.05.2019
Santiago – Arkitektur og pilgrimme – den 05.05.2019
I går fandt jeg ud af, at jeg havde glemt min mobiltelefonlader på mit sidste hotel, men heldigvis kan jeg lade fra bilen, så det har jeg gjort, ikke mindst fordi jeg gerne skulle se Sønderjyske spille fodbold mod Randers om mulighed for at spille europæisk fodbold.
Jeg har ikke bestilt morgenmad på hotellet, fordi jeg syntes at det egentligt er for dyrt, så jeg ville hellere gå på café og få en café con leche og en croissant op ad formiddagen, når jeg gik op efter min bil.
Jeg har ikke bestilt morgenmad på hotellet, fordi jeg syntes at det egentligt er for dyrt, så jeg ville hellere gå på café og få en café con leche og en croissant op ad formiddagen, når jeg gik op efter min bil.
Jeg gik ved 10-tiden, fik min kaffe og hentede bilen i parkeringskælderen. Inden jeg tog afsted havde jeg læst, at Santiago de Compostella1999 havde igangsat et kæmpestort kulturprojekt “City of Culture of Calicia” eller på spansk “Cidade da Cultura de Galicia”.
Deres forslag blev udvalgt på grund af både "konceptuel unikhed og usædvanlig harmoni med stedet".
Ideen gik på, at man høvlede noget af bakketoppen bort, hvorefter man ville lade byggeriet tage form af den manglende bakketop, men hvis man så det fra oven, skulle det formes som en muslingeskal (pilgrimssymbolet) og de 5 gennemskæringer i byggeriet skulle symbolisere de 5 pilgrimsveje, der fører til Santiago de Compostella.
Beklædningen set oppefra er diverse stenarter, der giver fornemmelsen for naturens udseende på en klippevæg. Jeg ville have troet at græs ville have virket mere, som det så ud før, lige som Moesgaard museet ved Aarhus. Siderne er beklædt med glas og metalplader, og set indefra bæres det af en kraftig stålkonstruktion.
Jeg talte med en sød, ung receptionist, der fortalte mig, at det var gratis at komme ind, også i biblioteket i en anden bygning, og at byggeriet havde været stoppet i 5 år pga finanskrisen, men at noget var kommet til, og at andet ikke ville blive bygget på grund af manglende resourcer.
Der var 2 udstillinger der i øjeblikket, et om galisisk fodbold, et af galisisk håndværk og endelig en del om byggeriet. Jeg gik ind og tog fat på rundturen.
Det første, jeg interesserede mig for, var byggeriet. Alle modellerne fra arkitektkonkurrencerne var udstillet, og jeg må sige, at den rigtige model vandt, idet de andre lignede noget meget traditionelt, der var set før.
Det valgte projekt var beskrevet ved modeller og plancher, ligesom Eisenmans bibliografi også var der.
Men jeg vil lade billederne tale for sig selv, men jeg synes det er intet mindre end fantastisk arkitektur og byggeri.
Det valgte projekt var beskrevet ved modeller og plancher, ligesom Eisenmans bibliografi også var der.
Men jeg vil lade billederne tale for sig selv, men jeg synes det er intet mindre end fantastisk arkitektur og byggeri.
I håndværksudstillingen sad arbejdende kunstnere, og så var der udstilling af deres kunst. Det var meget fint. Derudover var der også en gennemgang af de historiske perioders keramik op gennem tiden. Nu er det ikke der min største interesse ligger, så jeg gik op til fodbold udstillingen.
Den omhandlede galicisk fodbolds historie. Jeg snakkede med en vagt, jeg mødte, og han fortalte at fodbold i Spanien er starte i den galiciske by, Vigo, fordi det var søfolk på engelske skibe, der bragte det dertil. Først spillede sømændene, og så kom de lokale og overtog. Der kan man bare se.
Det er den største udstilling om fodbold jeg nogensinde har set. Den var bygget op om kronologiske plancher, pokaler, klubtrøjer og meget mere.
Det er den største udstilling om fodbold jeg nogensinde har set. Den var bygget op om kronologiske plancher, pokaler, klubtrøjer og meget mere.
I disse år vinder kvindefodbold meget frem, men faktisk var der også kvindefodbold dengang. I England var det i starten fabrikshaller, og som jeg husker det, kunne de samle op til 50.000 tilskuere. Så blev det forbudt at kvinder spillede fodbold. Det samme skete i Spanien, men det var Franco, der forbød det. Nu må de selvfølgelig igen.
Alt i alt en dejlig oplevelse, noget af det bedste på min tur.
Jeg kørte nu tilbage til hotellet, hvor jeg regnede med, at der nu var plads til min bil. Jeg ville op i byen, men inden hentede jeg min iPad og satte den til at lade op, så jeg kunne se fodbold, når jeg kom tilbage igen ved 16-tiden.
Jeg var så heldig, at jeg bare kunne gå fra hotellet den lige vej ind i la peregino ciudad, pilgrimsbyen, for jeg så pilgrimme allevegne. I 2010 og 2012 kom jeg selv til Santiago, ikke i 2015, og jeg syntes ikke det var så crowded dengang, men jeg var måske bare heldig.
Især inde på pladsen foran katedralen greb pilgrimsstemningen mig, da jeg så hvor slidte mange så ud, men også hvor berusende glade de var over at have klaret den lange udfordring, for manges vedkommende 800 – 850 km. Det er stort!
En pilgrim kendetegnes på en stor rygsæk, vandrestave, slidt tøj og en klud eller hat på hovedet og med farve i ansigtet, og det kan selvfølgelig variere.
Når man går pilgrimsvandring, får man ryddet op i tankerne, ryddet hjernen så at sige, men også fundet ud af, hvor lidt man kan klare sig med, og at man er lykkelig med det, man har. Ofte danner man efterhånden sin pilgrimsfamilie bestående af personer fra hele verden. Sådan oplevede jeg det.
Jeg har min favoritcafé inde ved katedralen, som det ikke var muligt at komme ind i, men jeg havde også set den tidligere. Caféen ligger på et hjørne med en trappe ned til en stor plads.
I 2012 kom jeg derned ved 23-tiden en varm juli-aften. Der lød den smukkeste blues ud over pladsen fra en enlig guitarist. Bedre øl har jeg aldrig nydt mere end jeg gjorde der. Sikke en stemning. Mens jeg sad der kom 2 ældre snakkende ægtepar forbi, og da jeg henvendte mig til dem, satte de sig ved mit bord. De var pilgrimme, der var gået op nede fra Portugal. Vi fik en god snak en times tid, inden vi skiltes.
I dag sad der igen en og spillede blues,, men det var den café i den bagerste ende af pladsen. Havde jeg ikke skullet hjem og se fodbold, var jeg nok blevet hængende.
Jeg gik gennem en stor og smuk park og mødte disse to gamle damer, som der er en fin historie om. Den må jeg se om jeg kan finde frem på et tidspunkt, men det havde ikke noget imod at blive fotograferet sammen med mig! Her er den!
 |
| Terrasse overfor swimmingpool! Smukt med blomsterne! |
Da jeg kom hjem og op på værelset gik det op for mig, at kampen allerede var startet kl 14 og at der var 10 min tilbage. Jeg valgte derfor at streame den forskudt. Den endte 1 – 1.
Sønderjyske havde 63 % af spillet, 13 skud på mål, bl. overlæggeren. Randers havde 3. Bund uretfærdig de fik point med hjem, men også en illustration af, hvordan det har været hele sæsonen, manglende mål trods fint spil.
Næste år kan de igen spille Superliga, og da tror jeg, de når mere.
Efter kampen gik jeg ned og fik en dukkert i swimmingpoolen. Knap så varmt som Middelhavet, men ikke så koldt som vinterbadning hjemme.
I morgen går det østpå langs pilgrimsruten, jeg gik på, og ind i uge 5.
I morgen går det østpå langs pilgrimsruten, jeg gik på, og ind i uge 5.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar